På sporet af Jordens tabte energi
Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle år uden at kende årsagen. Nu begynder klimaforskere åbent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.
Siden år 2000 er forskellen mellem indstrålingen af energi fra Solen og den energioptagelse, man kan gøre rede for, steget – og ingen kender grunden. Bemærk at grafen ikke viser den samlede energi, men ændringen i den overskydende energi. Kloden bliver derfor stadig varmere. Bemærk også at kurverne er udjævnet og meget simplificerede (fejlmargen på 95 procent). Det kan derfor sagtens være, at den sorte kurve er for høj eller den blå for lav. (Kilde: Science, vol. 328, 16. april 2010. Grafik: Lasse G. Jensen)
I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en række kolleger, hvori han skrev, at "det er et faktum, at vi ikke kan gøre rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan".
E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer på det britiske klimaforskningsinstitut CRU på University of East Anglia, og har siden været genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.
I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu fået lov at forklare sin bemærkning for et større publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at måle netto-indstrålingen fra Solen og netto-udstrålingen af varme på toppen af atmosfæren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget på Jorden.
Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der beløber sig til cirka én watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosfæren.
Men siden cirka 2003 ser det ud til, at oceanerne ikke har optaget så meget varme, som de burde have gjort. Målinger viser, at temperaturen i oceanerne ikke er steget i samme grad, som Jordens øgede varmeoptag via drivhusgasserne i atmosfæren burde give anledning til.
"Hvis den ekstra energi ikke er gået ind i oceanerne, hvor er den så blevet af?" spørger Trenberth og hans medforfatter John Fasullo i artiklen.
Hvor er den henne?
Det er, hvad klimaforskerne forsøger at forstå. Det kan være, at satellitterne måler nettostrålingen forkert, eller at modellerne er forkerte. Men det kan også være, at der findes nogle effekter, som forskerne endnu ikke kender til.
Den mest sandsynlige årsag er dog ifølge klimaforsker Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, at data er dårlige.
»Der er en stor usikkerhed omkring de eksisterende data. Jeg mener derfor ikke, at man kan sige noget fornuftigt om, hvor den manglende energi er blevet af. Vi snakker jo om meget små ændringer i løbet af få år, og derfor mener jeg ikke, at hverken satellitdata eller oceandata endnu er sikre nok. Der kan også sagtens være tale om fejl i dataanalysen og ikke i selve data. Vi ved det ikke,« siger Kaas.
Hvad der gør problemstillingen kompliceret er de store udsving i oceanernes samlede varmeoptag hen over år og årtier, hvilket skyldes lokale vejrmønstre, skift i strømninger og andre former for naturlige variationer. Kun i løbet af de sidste seks år har målingerne været sikre nok, og det er derfor stadig svært at konkludere noget om de overordnede tendenser.
Frem i solen
Faktisk har forskellene mellem modellernes fremtidsprojektioner og data været tydelige siden 2005, og ifølge science policy-ekspertern Roger Pielke Jr. har skandalen omkring de lækkede CRU-e-mails måske været medvirkende til at vende modviljen mod at diskutere problemet en smule. Uden lækagen af Trenberths e-mail fra oktober 2009 ville Science-artiklen f.eks. nok ikke være blevet skrevet.
De britiske Climategate-forskere er i mellemtiden blevet renset for alle anklager, og mange håber nu, at der kommer en mere konstruktiv debatkultur. Historien om den manglende energi er nemlig hverken et tegn på, at klimaforskere snyder, eller at vi mennesker ikke har indflydelse på klimaet. Den er et tegn på, at klimaforskning er svær, og at man kommer længst med at være åben omkring sine resultater og tanker.
Forkortet - læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren.
