Seks ud af ti kinesiske bilejere overvejer elbil
Interessen for at købe en elbil er langt større i Kina end i Europa og USA, viser en ny spørgeundersøgelse. Det lover godt for de kinesiske elbilproducenter.
Den kinesiske plug-in-hybrid BYD skal nok blive udsolgt hurtigt, hvis det går, som Ernst & Young forudsiger. (Foto: Wikipedia)
Læs også
-
Ny finsk elbil med motor ved hjulene lader op på 10 minutter
Læs mere om
Dokumentation
Kinesiske bilejere er fem gange så interesserede i at købe elbiler eller plug-in-hybrid biler som bilejere i Europa og USA. Det viser en undersøgelse, foretaget af konsulentfirmaet Ernst & Young. Et tusinde kinesiske bilejere fra hele Kina er blevet spurgt, og hele seks ud af ti overvejer at købe en elektrisk bil.
Undersøgelsen er udført med henblik på at støtte beslutningstagere i autobranchen, så den bedre kan lodde stemningen på relevante markeder.
En af konsulentfirmaets ledere, Mike Hanley, siger i en pressemeddelelse, at den store interesse for elektriske biler i Kina - og navnlig for en teknologi, som knapt er mulig at købe endnu - må være en bekræftende nyhed for de elbilproducenter i både Kina og i resten af verden, der vil markedsføre nye modeller i slutningen af dette år og i begyndelsen af 2011.
Undersøgelsen viser, at det, der er vigtigst for kinesiske bilkøbere, er brændstoføkonomi, dernæst miljøpåvirkning, sikkerhed og statsstøtte. Miljø og sikkerhed var klart vigtigere for kineserne end for Europæere og amerikanere. Men også bilernes rækkevidde, adgang til ladestationer og pålidelighed tynger på vægtskålen i Kina.
Kineserne er endda så positive, at 65 procent af de adspurgte var parat til at skyde penge i lokale ladestationer.
Mike Hanley konkluderer, at "selv hvis kun en mindre del af dem, der blev spurgt, er seriøse, når det kommer til stykket. så er der rigelig efterspørgsel til at aftage alle de el- og hybridbiler, der bliver produceret i første bølge. Og i mellemtiden kan infrastrukturen udbygges."
82 procent af de tusind kinesere mener, at en rækkevidde på mindre end 320 km er acceptabelt for en elbil.






