Hvalafføring kan forsyne Det Antarktiske Ocean med det jern, det behøver for at øge produktionen af fytoplankton, der oplagrer CO2 og lejrer det i kalk på havbunden.

Det mener et australsk forskerhold, der har analyseret indholdet af jern i fæces fra bardehvaler, som blåhval, pukkelhval og finhval.

Koncentrationen af jern i en hvalafføring er 10 millioner gange større end i havvandet omkring den, og jernmangel er en begrænsende faktor for væksten af plankton. Forsøg med "udsåning" af jernsalte i havet har vist, at der er en tydelig effekt på mængden af planteplankton.

Det fortæller Stephen Nicol fra Australian Antarctic Division i Tasmanien til New Scientist, og han har beskrevet sine analyser i en artikel "Southern Ocean irin fertilization by baleen whales and Antarctic krill", der snart publiceres i tidsskriftet Fish and Fisheries.

Stephen Nicol anslår, at hval-bæ indeholder ca. 1/8 af alt jern i havet nær Antarktis i perioden før mennesket begyndte på den systematiske hvalfangst med store hvalfangstflåder.

Bardehvalerne lever næsten udelukkende af krill. Det er rejelignende krebsdyr, som også kaldes lyskrebs, fordi deres øjne og ben indeholder lysorganer. Mange mener, at det målt på biomasse, er Jordens mest succesfulde organisme. Der er nemlig ca. 500 millioner tons krill i oceanerne.

Stephen Nicol anslår, at der før hvalfangeræraen var så mange hvaler, at de tilsammen vejede ca. 40 millioner tons, og årligt konsumerede 190 millioner tons krill. Hvalernes fæces afleverede 7.600 tons jern til havet hvert år.

Ved at genskabe hvalbestanden, genskaber man altså den kilde til jern, der kan øge mængden af det kalkbeklædte fytoplankton (diatomeerne), som kan lægge CO2 ned på havets bund, bundet i deres kalkskaller.