Novyj Urengoj: Selv rensdyrene kunne lugte gassen, der langsomt boblede op fra undergrunden. Sådan går i hvert fald historien, genfortalt af Gazproms lokale tolk, Larissa.

Men hvad der for rensdyrene var en rådden stank, der skræmte dyrene væk, var for menneskene lig med lugten af guld - blåt guld - der forvandlede tundra til terminal for en stor del af Europas gasforsyning.

Navlen i området er byen Novyj Urengoj. Urengoj betyder "råddent sted", og byen er i dag Ruslands ubestridte gashovedstad. Det er herfra, der fra 2012 vil strømme op mod to milliarder kubikmeter naturgas til danske Dong Energy, når rørledningen Nord Stream er bygget færdig.

Novyj Urengoj ligger isoleret herude i de endeløse vidder af sne og is, afpillede træer og tilfrosne floder tæt på den arktiske cirkel. Nærmeste by er 1.000 km væk, og lufthavnen udgør livsnerven til omverdenen, for togturen til Moskva tager 3½ dag.

Gazprom ejer alt
Resultatet er, at folk kun kommer til Novyj Urengoj, hvis de har et konkret ærinde, og på de her kanter betyder det Gazprom, en af verdens største gasproducenter og verdens syvende største olie- & selskab med en markedsværdi i omegnen af 800 milliarder kroner.

Det er Gazprom, der har bygget byen og anlagt de støvede veje med betonboligblokke malet i gule og røde farver, der huser selskabets 15.000 gasarbejdere i området. Resten af de 100.000 indbyggere er familie eller arbejder i servicerelaterede funktioner for gasindustrien, for kun få mennesker bevæger så lang øst for Ural-bjergene, og for de, der gør, er gassen den eneste årsag.

Gasaktiviteterne ses da også overalt. Allerede på vejen fra lufthaven ses de første flammer fra boretårne, og langs vejene til og fra byen møder øjet karakteristiske gasbrønde, der malede i Gazproms blå farve bryder den snehvide verden. Stort set alle byens mere eller mindre osende køretøjer bærer Gazproms logo, det samme gælder flere af flyene i lufthavnen, og på flere husgavle ses store reklameskilte for de lokale børnehaver udstyret med selskabets logo – et stor ’G’ med flamme.

Denne morgen er vejret med os. Solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen er 16 minusgrader, og sneen knirker sprødt under vinterstøvlerne. Et orange og blåt bæst af en MI-8 helikopter fra Gazproms eget flyselskab, Gazpromavia, venter på delegationen, der består af danske pressefolk, repræsentanter fra Dong Energy samt tolke, chefer og vagtfolk fra Gazprom.

På et sæde ved døren sidder en vagt iført stenansigt. Med sin slidte læderjakke, solbriller i panden og guldringe på fingrene ligner han noget, der ikke har forladt tiden, hvor Roger Moore drak sin Martini shaken – not stirred.

De fem rotorblade pisker sne og isklumper op fra jorden, da helikopteren på ugraciøs, men effektiv vis letter fra Novyj Urengoj med kurs 170 kilometer nordvest mod Gasproduktionsanlæg No. 16. Det er det nyeste og mest moderne produktionsanlæg i Urengoj-feltet og det eneste, som ikke umiddelbart kan nås i bil.

Under os ses lange rækker af stålrør, der trækker sølvgrå, glinsende linjer i den hvide, flade verden. Efter cirka 30 minutters flyvningen hører træerne op som tegn på, at vi har krydset polarcirklen.

Ganske som de danske platforme, er No. 16 så isoleret fra omverdenen, at Gazprom har måttet bygge et hotel til de cirka 100 mand, og anlægget har desuden eget kraftværk, eget vandsystem og egen kedel. Medarbejderne arbejder en måned ad gangen i to-holds skift, hvorefter de fleste tager hjem til Moskva og andre russiske byer.

Det er på alle måde en ekstrem verden, der møder os. Selv om det spirende forår betyder, at der denne dag kun er minus 16 grader celsius, kan man godt fornemme, at her kan være rigtig barskt. Vinteren udgør i gennemsnit 253 dage om året med temperaturer helt ned til minus 63 grader. Læg dertil 60 dage om året med snestorm, og du får en chill-faktor, der kan gøre selv den mest varmblodede primadonna til isdronning.

Gassen ligger i stenene
Hvert år producerer No.16 28 milliarder kubikmeter gas. Det svarer til syv gange Danmarks forbrug. Gassen strømmer ind fra 146 blåmalede brønde, i fagsproget kaldet juletræer, der hver i sær udgør et sugerør af stål. Modsat hvad mange måske tror, ligger gassen nemlig ikke i store lommer nede i undergrunden, men som gasmolekyler i eksempelvis sandsten.

Trykket på boredybder ned til 4.000 meter er så højt, at en sandstensblok på størrelse med en velvoksen ananas kan indeholde en kubikmeter gas, og på grund af det det enorme tryk på op til 110 bar, siver gassen af sig selv mod brøndens åbning og op i de skinnende stålrør, hvor en svagt sislende lyd afslører, at gassen er på vej ind til behandlingsanlæggene.

»Det er sådan set bare et stikke snablen ned,« som en af Dong-folkene udtrykker det unde rundvisningen på anlægget.

Behandlingen af rå-gassen sker i store haller, hvor tanke i flere meters højde står forbundet af et uoverskueligt system af stålrør, ventiler, pumper, bolte og samlemuffer.

Både Gazproms vagter og skilte advarer mod at bruge kamera med blitz. Det kan udløse gnister, oplyser tolken venligt, men bestemt. Alle rum, rør og tanke er rene og blanke, for i det her miljø, finder du ikke meget støv.

Selve produktionen af den værdifulde methan, der hører til den reneste i verden, foregår som de fleste andre steder. Gassen renses for vand og diverse spildprodukter før den videre transport, hvilket sker på to måder.

Enten anvendes dehydrering over flere trin, hvor vandet langsomt fjernes ved at man gradvist sænker temperaturen på gassen. Under nedkølingen kondenserer dampen i gassen, og vandet udkrystaliseres. Den anden måde er at tilsætte glykol, der opsuger vandet i gassen. Uanset er resultatet er det 99 procent ren gas, der sendes til Novyj Urengoj i stålrør med en diameter på 1.400 millimeter.

Mudder-problemer for rørledninger
Det kolde vejr har også sine fordele. For selv om sommeren kun varer knap en måned, kan temperaturen godt nå helt op på 40 grader, og det kan godt volde tekniske problemer, fortæller Rustam Ismagilov, ingeniør og vicedriftschef for gasproduktionen i Urengoj.

»Med permafrosten kan det give store problemer for fremføringen af rørledningerne visse steder, fordi de øverste lag af permafrosten smelter og efterlader en gigantisk mudderpøl. Derfor udføres alt anlægsarbejde om vinteren,« forklarer Rustam Ismagilov.

Problemet er dog ikke, at rørene synker ned i mudderet, som man måske kunne tro, men derimod opdriften fra det vandrige miljø i tundraens tykke mudder. For at løse problemer graver man render af cirka en meters dybde til rørerne. I bunden lægges et lag sand, og rørene omgives med beton, der tilfører vægt. For hver 700 meter lægges rørvalse, der sikrer, at rørerne ikke bøjer op i varmen.

Arbejdet er ekstrem vigtigt, for ledningerne skal føre gassen langt. Den gas, der skal til Danmark, skal fra det vestlige Sibirien til Vyborg ved Skt. Petersborg, hvor Nord Stream begynder sin rejse gennem Østersøen til det nordlige Tyskland.

Gassen bevæger sig med cirka 30 km/h i rørledningerne, og den gennemsnitlige afstand, gassen rejser, er over 3.200 km for eksportkunder. Når den "danske gas" ender ved den dansk/tyske grænse, hvor den skal indgå i Dongs gas-portfolio, vil den have været cirka fem dage undervejs.

Grøn brændsel i rigelige mængder
Ifølge Gazproms kommunikationsfolk er den sibiriske naturgas, der produceres her i Urengoj, en miljøvenlig løsning, hvilket man gerne gentager over for den danske delegation.

»The blue fuel is green,« lød det således tidligere på ugen i et mødelokale i det centrale Moskva, og noget er der om snakken. Naturgas udleder op til 70 procent mindre CO2 end brunkul, og en overgang til gasfyrede kraftværker vil kunne reducere EU’s samlede CO2-udslip betydeligt, fremhæver både eksperterne fra Dong og Gazprom.

Den russiske megakoncern sidder på svimlende 33.100 milliarder kubikmeter naturgas, og Gazprom tøver da heller ikke med at understrege potentialet i gassen - eller at de har nok til de gastrængende europæere.

Produktionen i Urengoj er faldende, men de næste felter nord for Gasproduktionsanlæg no. 16 er allerede i gang med at blive udviklet både onshore og offshore, og de rummer tilmed langt større potentiale end Urengoj-feltet.

Hvor vidt der så er politisk interesse for at købe gassen i Europa, bekymrer man sig ikke om her nord for polarcirklen. Der er foreløbigt kunder nok, og ikke mindst Kina banker alvorligt på døren.