Se Bedstemor Ands elbil i Bjerringbro – Gratis, hvis du kommer i elbil
Elmuseet i Bjerringbro åbner en udstilling af elbiler, hvor du kan se en Baker Electric fra 1914 og den hedengangne, danske Hope Whisper. Desuden forsøger museet sig med et dansk elbiltræf den 2. maj, selvom ejerne skal køre til Midtjylland i elbil
Bedstemor Ands bil fra dengang smarte drenge foretrak elbiler, fordi de var hurtigere (Baker Electric, 1914). (Kilde: Elmuseet)
Læs også
-
Ny finsk elbil med motor ved hjulene lader op på 10 minutter
-
Endelig kan der sættes friske tal på transportens forurening
Læs mere om
Den 2. maj åbner Elmuseet i Bjerringbro en ny udstilling af elbiler, "Gi olien baghjul," med et stort elbiltræf. Og der er gratis adgang for alle, der kommer i elbil.
Elbiltræffet er ikke det eneste, udstillingen kan byde på, men den er hovedpunktet på programmet.
På træffet kan publikum prøvekøre en elbil, lege med fjernstyrede biler og se nogle af de nyeste på vejen, for eksempel Tesla Roadster, Siemens Stormster og den danske Lynx Roadracer.
»Vi håber, der kommer mange elbiler. Det bliver lige noget for sparke-dæk-folket,« siger museumsformidler David Bach.
Han er dog klar over, at Elmuseets placering i Bjerringbro kan gøre det vanskeligt for nogle elbiler at komme dertil. Derfor stiller museet 80 ladestandere til rådighed i håb om at overgå de 40-50 stykker, som elbiltræffene på Sjælland mønstrer.
Baker Electric inspirerede Carl Barks
Men selve træffet er ikke det eneste at kigge på. Elmuseet udstiller i hele perioden fire elbiler, heriblandt en Baker Electric fra 1914, der inspirerede Carl Barks, da han tegnede Bedstemor Ands bil.
Desuden stiller E-trans en simulator til rådighed, hvor man selv kan designe elbilens lyd og så ”køre” en tur i simulatoren.
Fyraftensmøde for ingeniører og elbilsinteresserede
Allerede den 22. april kan teknisk interesserede tyvstarte med en tur forbi museet til fyraftensmøde klokken 16.
Her vil et panel sammen med publikum debattere: "Hvad skal der til, før du selv køber en elbil" og "Hvordan gøres samfundet parat til elbiler".
David Bach anbefaler, at man kommer til træffet, hvis man vil se udstillingen. Den er alligevel åben samme dag, hvor man også kan møde andre, der interesserer sig for elbiler.
»Min automekaniker kigger også forbi, fordi han tror, at han kommer til at se mange elbiler i fremtiden. Men jeg vil gerne invitere alle ingeniører til fyraftensmødet den 22. Det bliver lidt mere teknisk,« siger David Bach.






