Jeg beklager denne sene replik.
Det er fint at du i hvert fald er enig i at GMOer ikke skal indeholde gener der giver resistens til behandlingsmedicin. Det er ikke en holdning du kun deler med mig. Den slags GMO skulle som sagt ifølge EU-lov have været udfaset i 2004, og skal selvfølgelig absolut ikke opnå godkendelse i 2010. Disse GMOer har været forbudt i DK siden 2002 og også internationalt fastslår retningslinierne fra WHO/FAOs Codex Allimentarius, at GMOer med gener der giver resistens til behandlingsmedicin ikke bør anvendes i fødevarer. Vi mangler bare at EU-kommissionen overholder sin egen lovgivning.
På trods af vores enighed mht. det ønskede slutresultat, så antager jeg at det er OK at fortsætte lidt på antibiotikaresistensen.
»Der er ingen saglig grund til at frygte, at horisontal genoverførsel fra plante til bakterie af antibiotikaresistensgenet fra Amflora kartoflen vil få nogen indflydelse på sundheden.
Det ved du lige så godt som jeg, idet du selvfølgelig har læst EFSA's rapport om emnet fra 2009.«

Ja, når nu du selv nævner EFSA…. Det er netop i den EFSA 2009 rapport, at du finder mindretalsudtalelsen om at der ikke er sagligt belæg for EFSAs vurdering. Se f.eks udtalelsen fra Ivar Vågsholm om at man af vurderingen, der er baseret på eksisterende viden, kun kan konkludere at risikoen er et sted imellem lav og høj. Det er en højst berettiget kritik af EFSA. Det vil jeg tillade mig at uddybe.
Jeg går ud fra at vi kan blive nogenlunde enige om følgende tre observationer:
1. De eneste bakterier der reelt kan undersøges er dem, der kan dyrkes i kulturer. Det betyder at størstedelen af de bakterier der forekommer ikke kan undersøges og ikke er blevet undersøgt. Hos de bakterier vi kan undersøge er der under laboratorieforsøg forekommet horisontal genoverførsel. Risikoen for horisontal overførsel fra planter til bakterier kan derfor bestemt ikke afvises.
2. Men det er korrekt, at horisontal overførsel fra planter til bakterier kun forventes at ske med meget lille frekvens - ingen har vel nogensinde hævdet andet. Problemet er at selv når overførsel sker med meget meget lav frekvens, bliver sandsynligheden for at det sker, faktisk stor, når først antibiotikaresistens indføres i landbrugsafgrøder. Nature Biotechnology vol 22, nr 9, sep 2004, Problems in monitoring horizontal gene transfer in field trials of transgenic plants, Heinemann & Traavik, p1107.
3. For alle kendte antibiotika gælder det, som du også skriver, at der allerede forekommer resistente bakterier. Men da det er livsvigtig behandlingsmedicin er den almindelige opfattelse at denne kendsgerning er endnu en grund til at passe ekstra godt på vore antibiotika – og ikke, som jeg næsten hører dig antyde, at fordi der allerede forekommer resistens så skal vi give op.
EFSAs oprindelige vurdering af antibiotikaresistensgener var baseret på disse tre fakta. EFSA opdelte i 2004 antibiotikaresistensgenerne i tre grupper. For alle tre er overførselsfrekvensen lille og for alle tre grupper forekommer der allerede resistens i miljøet. Det kriterium der adskiller de tre grupper er den behandlingsmæssige værdi.
Gruppe 1 er karaktiseret som gener der “confer resistance to antibiotics which have no or only minor therapeutic relevance in human medicine and only restricted use in defined areas of veterinary medicine”. For denne gruppe resistensgener tillod EFSA ubegrænset anvendelse i GMOer.
Gruppe 2 måtte kun anvendes til GMOer på forsøgsmarker, Ikke i GMO der sættes på markedet. Det galdt gener der ”confer resistance to antibiotics which are used for therapy in defined areas of human and veterinary medicine”
Gruppe 3 var for de gener der ikke må anvendes i GMO hverken på forsøgsmark eller til markedsføring. Det drejer sig om “antibiotic resistance genes which confer resistance to antibiotics highly relevant for human therapy and, irrespective of considerations about the realistic value of the threat, should be avoided in the genome of transgenic plants to ensure the highest standard of preventive health care”.
Det ville selvsagt have været smartere uden midter-kategorien, da det ikke giver mening at udvikle og forsøgsdyrke GMOer som allievel aldrig kan opnå markedsføringsgodkendelse. Men da jeg meget sjældent har lejlighed til at sige noget pænt om EFSA, vil jeg lige bemærke at principperne bag EFSAs oprindelige opdeling, baseret på behandlingsmæssig værdi, er en ganske fornuftig udformning. Det er selvfølgelig spekulation, men hvis EFSA havde overholdt disse principper tror jeg ikke, at EFSAs egne eksperter i 2009 ville have fundet anledning til at tage afstand til EFSA.
”ganske fornuftig udformning” – mere ros får EFSA så heller ikke. BASFs GMO-kartoffel skulle jo godkendes. Derfor placerede EFSA det berørte antibiotika i den laveste kategori for antibiotika uden behandlingsmæssig værdi. EFSA består som bekendt af fødevareeksperter. Hvorimod medicinske eksperter er at finde i EU's lægemiddelstyrelse, EMEA.
EFSAs klip-en-tå klassificering af vigtig behandlingsmedicin som uvigtig, holdt indtil EMEA opdager det og i 2007 fastslår at de berørte antibiotika er vigtig behandlingsmedicin, endda med stigende vigtighed, og som derfor absolut ikke kan klassificeres som havende ingen eller ringe behandlingsmæssigværdi. http://www.emea.europa.eu/pdfs....pdf
Det er meget klar tale. De gener der bruges i BASF-kartoflen hører iflg EMEA ikke til i gruppe 1 og disse GMOer kan derfor iflg EFSAs egen opdeling ikke få markedsføringsgodkendelse i EU. Længere burde den ikke have været.
Men EFSA har til hensigt at godkende GMOen. Så i stedet for at tage konsekvensen og omklassificere fra gruppe 1 til 3, valgte EFSA også at hakke-en-hæl. Så nu argumenterer EFSA imod sin egen fornuftige opdeling. EFSAs trick er, at når lægemiddeleksperterne forhindrer EFSA i at klassificere vigtig behandlingsmedicins som uvigtig, så kan GMOerne alligevel godkendes hvis blot EFSA beslutter at der ikke skal tages hensyn til de berørte antibiotikas vigtighed når det afgøres hvilke antibiotika der må anvendes i GMOer. EFSA har derfor siden 2007 kun lagt vægt på at overførselsfrekvensen er lav og at der i forvejen er resistente bakterier. Altså på to forhold som EFSA selv har fastslået gælder for alle eksisterende antibiotika i alle tre grupper. På den snedige måde lykkedes det EFSA at godkende BASF-kartoflen på trods af at de berørte antibiotika er vigtig behandlingsmedicin.
Beklager den lange forklaring Claus, men det krævede lidt plads at forklare EFSAs rævestreger. Og forhåbentligt også forklare at det absolut ikke er for provokationens skyld at enkelte af EFSAs egne eksperter valgte, at tage forbehold overfor EFSAs vurdering.


»Jeg er åben overfor at sagsbehandlingen kan gøres bedre. F.eks. så jeg gerne det politiske element fjernet, så den saglige vurdering alene bliver afgørende.«
Hvad ville fordelen være i det? Jeg tror generelt du får det bedste struktur (og resultat) med en to-deling mellem risikovurdering (varetaget af tekniske eksperter) og risikohåndtering ”risk managment” (varetaget af politiske beslutningstagere). Det er hvad EU-direktivet forsøgtre at etablere, men det er ikke hvad vi har fået. Der er mange grunde til at det nuværende system ikke fungerer. Et meget synligt problem er EFSAs GMO-panel. EFSA-panelet består af fødevareeksperter. De har ikke kompetence til at vurdere den behandligsmæssige vigtighed af forskellig medicin, men det var alligevel hvad EFSA gjorde. EFSA har efter eget udsagn ikke faglig kompetence til at gennemføre de lovpligtige miljørisikovurderinger. Men alligevel er det EFSA der foretager den ”kritiske” vurdering af de konklusioner mht miljørisikovurdering som Monsanto og BASF fremlægger. Så meget kunne vindes hvis man lod EU's lægemiddelstyrelse (EMEA) stå for sin del af risikovurderingen; lod miljøeksperter (måske EU's miljøagentur, EEA, her i København?) stå for den miljømæssige vurdering; og begrænsede bidragene fra EFSA (EU's fødevaresikkerhedsautoritet) til de fødevaresikkerhedsmæssige aspekter. Det ville med et slag højne niveauet både af eksperternes risikovurderinger og af politikernes mulighed for at varetage en egentlig risiko management.
Selvfølgelig skal der også ske forbedringer mht EFSAs fødevaremæssige risikovurdering. Det er f.eks. EFSAs pligt at sikre at ansøgningsmaterialet er af en acceptabel videnskabelig standard, for BASF kartoflen burde EFSA f.eks. have krævet at der blev gennemført mere relevante fodringsforsøg (se lidt om fodringsforsøgene i mit svar den 19. april). Det er netop for at få EU-kommissionen og EFSA til at følge loven at Greenpeace, NOAH og AVAAZ er i gang med at samle 1 million underskrifter. Du kan skrive under her: http://www.greenpeace.org/inte...tion
»At virksomhederne selv skal stille data til rådighed er helt analogt til andre områder. F.eks. godkendelse af medicin, men jeg er åben for at det kunne gøres anderledes. F.eks. kun man kræve afgrøderne undersøgt af statslige institutioner.«
Det er en god ide. Lad blot industrien stadig fremlægge deres egne undersøgelser, men ja når der i industriens egne resultater forekommer afvigelser så bør det absolut undersøges til bunds af myndighederne. En anden parallel løsning er simpelthen at sikre at uafhængige forskere får adgang til det materiale – herunder frø – de har brug for at gennemføre egne risikoundersøgelser af GMOerne. EU-direktivet, som EU-kommissionen desværre ikke overholder, skriver direkte at uafhængige forskere skal sikres adgang til materiale til brug for uafhængig risikovurdering. Men i virkeligheden har GMO-industrien så stærk teknologi beskyttelse at uafhængige forskere i praksis er totalt afskåret fra at lave egne undersøgelser.
http://www.scientificamerican....arch 

FINN OKKELS

: »Den antibiotika-type som de pågældende kartofler er resistente overfor er kanamycin. Kanamycin er en gammeldags type antibiotika, der ikke er på markedet i Danmark. Hvordan kan kan kartoflen mon så føre til "resistens overfor vigtig behandlingsmedicin"? Det er i bedste fald det rene vrøvl Greenpeaces "eksperter" kommer med.«

Det antibiotikaresistens-gen der indgår i BASF kartoflen, nptII, giver ikke kun resistens over for kanamycin. Det giver resistens over for Neomycin, Kanamycin, ribostamycin, Paromomycin, framycetin, Butirosin, Gentamycin B, Geneticin og i lavere omfang resistens overfor Amikacin, tobramycin, strepromycin og isepamicin og muligvis andre antibiotika i gruppen aminoglycosides.
EU's lægemiddelstyrelse, EMEA, advarer endvidere konkret om risikoen for at nptII genet også vil kunne have effekt overfor fremtidige antibiotika:
»It is true that aminoglycosides and especially kanamycin and neomycin are used relatively infrequently and that the potential impact of this resistance gene therefore appears less relevant, at least in a short-term perspective. However, that situation may change as new chemical entities similar to kanamycin and neomycin could be developed. New chemical entities similar to kanamycin and neomycin could have other properties in relation to, for example, absorption from the gastrointestinal tract and with regard to side-effects. They thus have the potential to become extremely important to treat otherwise multi-resistant gram-negative infections and Tuberculosis.
…
Not withstanding the EFSA opinion, aminoglycosides is a class of antibiotics that has become increasingly important in the prevention and treatment of serious invasive bacterial infections in humans. This is because gram-negative bacteria (and tuberculosis bacteria) are becoming resistant to other classes of antibiotics. Consumption data from Sweden for example show a use of about 5.7 DDD (Defined daily doses) per 1000 inhabitants, or 0.02 DDD/1000 inhabitants and day in 2006, which indicates a 25% increased usage from 2002. In France the consumption is about 0.13-0.15 DDD/Day/1000 inhabitants and relatively stable since 20021. Similar figures come from Estonia (personal communication).
…
The Committees therefore concluded that neomycin, and kanamycin, are of importance for veterinary and human use and that their current and potential future use cannot be classified as of no or only minor therapeutic relevance.«
http://www.emea.europa.eu/pdfs....pdf