Vulkansk aske skader fire fly om året
I gennemsnit rammes fire fly om året af skader forårsaget af vulkansk aske. Amerikansk ekspert vurderer, at risikoen for en total katastrofe er omkring en procent.
Læs også
-
Islandsk vulkanudbrud ødelagde verdensrekord i jordomflyvning
Læs mere om
Dokumentation
Indtil til 1970’erne var vulkaner ikke anset som et større problem for flytrafikken. Men moderne højtemperatur-jetmotorer og indsættelsen af jumbojets som Boeing 747, DC-10 og MD-11 og senere store Airbus-fly ændrede den situation.
I henhold til en rapport fra US Geological Survey har der i perioden 1973 til 2000 være omkring 100 tilfælde, hvor fly har fået skader ved at flyve ind i skyer af vulkansk aske. Skaderne har aldrig været så omfattende, at det har givet anledning til større flyuheld med tab af menneskeliv. Men i flere situationer har det været tæt på.
Motorsvigt
Den 24. juni 1982 gik alle fire motorer på en British Airways Boeing 747 ud, da flyet om natten fløj ind i aske fra Mount Galunggung i Indonesien. Kaptajnen sendte flyet hurtigt ned i højde, og det lykkedes efter er stykke tid at få flyet landet sikkert i Jakarta. Måneden efter fløj en Boeing 747 fra Singapore Airlines ligeledes om natten ind i askeskyen – tre motorer gik ud.
En Boeing 747 fra KLM fløj den 15. december 1989 ind i en vulkansk aske fra Mount Redoubt vulkanen i Alaska undervejs fra Amsterdam til Tokyo. Alle fire motorer gik ud, og det lykkedes først kaptajn Karl van der Elst at starte motorerne igen 1-2 minutter før flyet ville have ramt jorden. Det lykkedes at lande flyet sikkert i Anchorage.
Udbruddet af vulkanen Miyakejima i Japan den 18. august 2000 gav også anledning til en alvorlig hændelse. Et Boeing 737 fly fløj en time efter udbruddet ind i skyen. Motorerne gik ikke ud, men flycomputeren og den elektroniske styring virkede ikke efter hensigten. En lille revne på ruden betød, at cockpittet blev fyldt med støv. Det lykkedes at foretage en nødlanding – efterfølgende kunne man konstatere, at flymotorerne var så skadede, at de skulle udskiftes.
Der er rapporteret motorskader på fly helt op til 1.000 km fra aktive vulkaner.
På baggrund af især disse situationer, som var ganske tæt på at udvikle sig katastrofalt, vurderede Hauke Kite-Powell fra Woods Hole Oceangraphic Institution i 2001, at det bedste skøn over for sandsynligheden for en total flykatastrofe er omkring en procent ved at flyve gennem en sky af vulkansk aske. Han gjorde samtidig den økonomiske risiko op til ca. 400 millioner kroner om året.
I henhold til US Geological Survey går omkring 60 af verdens 1.500 yngre vulkaner i udbrud hvert år. Mindre udbrud sker meget oftere end større udbrud. Det betyder, at vulkansk aske vil forstyrre flyruter i højder af 10 kilometer omkring 20 dage om året. I perioden 1980-1998 var der 35 lufthavne i 11 lande, der var lukkede eller hårdt ramt af vulkansk aske – ingen dog i Europa.






