Minister presser udbudsregler - klar med 500 mio. kroner til Kystbanen
Ni ud af ti kystbanetog skal køre rettidigt ved årets udgang, lover trafikministeren. Oppositionen frygter, at den økonomiske hjælpepakke vil være i strid med udbudsreglerne.
Læs også
Læs mere om
Den nye trafikminister lover hurtige forbedringer på den hårdt prøvede Kystbane, hvor rettidigheden ifølge ministeren skal kravle op over 90 pct. inden årets udgang.
Men ifølge oppositionen burde Hans Christian Schmidt hellere erkende, at regeringen med sit »naive« forarbejde til udliciteringen af Kystbanen har kastet kystbanependlerne ud i en håbløs situation, hvor det bliver både dyrt, langsommeligt og juridisk kompliceret at bringe banen tilbage til fortidens standard.
»Det er meget sympatisk, at den nye minister nu handler langt mere beslutsomt end sin forgænger,« siger SF's trafikpolitiske ordfører Pia Olsen Dyhr. Hun fortsætter:
»Men skaden er altså sket. Det katastrofalt dårlige udbudsmateriale og kontrakten med DSBFirst betyder, at regeringen ikke uden videre kan tilføre flere hundrede millioner kr. til udbudsvinderen, og dermed hjælpe den til at levere det lovede resultat. Mit bud er, at det ville få taberne fra udbudsrunden til at kontakte deres advokater. Men det taler ministeren natuligvis ikke så meget om,« siger Pia Olsen Dyhr.
Under et udvalgsmøde onsdag eftermiddag forsøgte Hans Christian Schmidt ellers at overbevise sine folketingskolleger om, at han har styr på situationen. En pulje på 500 mio. kr. kan bruges til investeringer på Kystbanen til forbedring af rettidigheden og en helt ny rettidighedsorgansation med direktørerne fra alle implicererede aktører på Kystbanen skal igang med at udarbejde en handlingsplan, der kan løse problemerne.
Oppositionen forsøgte ivrigt at få Hans Christian Schmidt til at indrømme, at Trafikstyrelsens udbudsmateriale som optakt til udliciteringen af kystbanedriften og den dertil hørende - og ifølge oppositionen urealistisk ambitiøse - køreplan, er den direkte årsag til den nuværende situation.
Men den indrømmelse nægtede ministeren at give.
»Det udbudsmateriale, som blev udarbejdet, var det bedst mulige på det tidspunkt. Det altid let at være bagklog,« fastslog Hans Christian Schmidt, som nu ønsker at se fremad. »Nu bringer jeg aktørerne fra Kystbanen sammen i en helt ny samarbejdsorganisation så ansvaret er samlet ét sted. Nu gør vi det rigtige, det som eksperterne har anbefalet,« fastslog ministeren med henvisning til den eksterne evaluering foretaget af den schweiziske ekspert Hansjörg Hess. Han var en af anbefalingerne netop at samle ansvaret for kystbanedriften i én samlet enhed.
Hans Christian Schmidt ønsker ikke komme med bud på, hvad der konkret skal gøres for at rette op på forholdene på Kystbanen. De planer skal den nedsatte rettighedsorganisation nu igang med at udarbejde.
Men han forsøger ikke at løbe fra, at situationen er kompliceret.
»Jeg er klar over, at der ikke findes nogen nemme løsninger på det her. Vi ved jo i sagens natur endnu ikke, hvilke løsningsmodeller den nye rettidighedsorganisation vil foreslå, men jeg agter at involvere Kammeradvokaten i det videre arbejde, så de løsninger vi smider på bordet vil naturligvis sikre, at vi overholder vores udbudsforpligtelser,« siger Hans Christian Schmidt.
Magnus Heunicke, Socialdemokraternes trafikordfører, mener, at ministeren må tage et grundlæggende opgør med nogle af de centrale elementer i kontrakten.
»Der skal etableres en ny køreplan, som er mere realistisk i forhold til kapaciteten på skinnenettet. Og det skal ikke være muligt for DSBFirst at springe en eller flere stationer over for at kunne påstå, at man nåede rettidigt frem til Helsingør,« siger Magnus Heunicke.
Og allerede her måtte den nye trafikminister erkende, at der er forhold omkring Kystbanen, som det bliver svært at ændre.
»Det står jo i kontrakten, at DSBFirst har mulighed for at springe stationer over for at kunne leve op til rettidighedskriteriet. Men jeg kan godt sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være for passagererne, og det skal selvfølgelig indgå i de kommende arbejde, hvordan vi kan løse dette problem,« siger Hans Christian Schmidt.
Den nye rettighedsorganisation med deltagelse af direktørerne fra DSB, DSB-First, Trafikstyrelsen og BaneDanmark får 4 hovedopgaver som direktørerne skal løse i fællesskab:
1) Præcis identificering af problemerne.
2) Præcis identificering af årsagen til problemerne.
3) Fælles handlingsplan for, hvordan minimumskravet om en rettidighed på 90 pct. kan opnås samt
4) En løbende evaluering af de initiativer, som igangsættes. Den nye trafikminister lover hurtige forbedringer på den hårdt prøvede Kystbane, hvor rettidigheden ifølge ministeren skal kravle op over 90 pct. i løbet af året.






