Obama genopliver Orion-kapslen i morgen
Præsident Barack Obama vil i morgen, torsdag, i en tale på Kennedy-rumcenteret i Florida for første gang forsvare og detaljere sin nye plan for Nasas bemandede rumprogram.
Obama vil torsdag forsvare sin nye plan for Nasa under en tale i Florida. (Foto: Nasa/Det Hvide Hus)
Læs også
-
Obamas nye Nasa: Robotter til månen og astronauter ud med private selskaber
Dokumentation
Den amerikanske præsident Barack Obama vil i morgen, torsdag, holde en tale på Kennedy-rumcenteret i Florida, hvor han vil forsvare sin stærkt kritiserede plan for USA's bemandede rumprogram.
Med Obama-administrationens 2011 budgetudkast blev der præsenteret en ny plan for Nasas bemandede rumprogram, der blandt andet betød, at Constellation-måneprogrammet blev sløjfet. Samtidig fik Nasa flere penge og skulle satse mere på teknologisk udvikling.
Planen er, at bemandede opsendelser fremover skal varetages af kommercielle firmaer og rumfærgerne sendes på pension. Obamas plan har mødt stor modstand fra flere medlemmer af den amerikanske kongres, specielt fra stater som Texas, Florida og Alamaba, der vil blive kraftigt påvirket af ændringerne.
Anonyme kilder i Det Hvide Hus har, til blandt andet New York Times givet flere detaljer om, hvad Obamas tale kommer til at indeholde. I løbet af de seneste måneder har der været rygter om en et mindre kompromis, og dele af det ser ud til at blive annonceret i morgen.
Det forventes, at Obama vil stå fast på at sløjfe Constellation-programmet, specielt Ares-I og -V raketterne.
Orion-kapsel som redningsbåd
Til gengæld vil den Orion-kapsel, der skulle have været brugt til opsendelser til Den Internationale Rumstation og Månen, blive ændret til en ”light” udgave, der skal benyttes til redningsbåd på rumstationen.
Men den plan undgår USA at være afhængig af de andre deltagere i rumstationen til denne funktion. I dag står Rusland for den funktion med Soyuz-fartøjerne. Som redningsbåd, kan en Orion-light opsendes med eksisterende amerikanske raketter.
Det forlyder endvidere, at Obama vil detaljere planerne for udviklingen af Nasas nye kraftigere raket. Forskningen og udviklingen, skal ifølge kilderne i Det Hvide Hus, lede frem til en beslutning i 2015 om det endelige koncept for den kraftige raket. Med de nye planer vil den kraftige raket blive klar to år tidligere, end den ellers ville have været, ifølge det nu sløjfede Constellation-program.
I den nye plan for Nasa, skal rumstationens levetid forlænges fra 2015 til mindst 2020, måske endda helt til 2028. Obama vil også forøge antallet af astronuatdage i rummet med 3.500 i løbet af de næste ti år.
Med den nye kraftige raket vil Nasa ifølge de reviderede Nasa-planer kunne opsende astronauter fra Kennedy-rumcenteret en-to år tidligere end oprindeligt planlagt.






