Leder: Brændeovnsmafiaer? Tal-akrobatik og ordkrig hindrer fælles løsning
Fyringssæsonen synger på sidste vers. Alligevel er der stadig fuldt blus på debatten om nationens halve million brændeovne foranlediget af en konference nylig afholdt af Det Økologiske Råd (DØR) på Christiansborg. Skal ovnene forbydes? Skal de afgiftsbelægges? Skal røgen fra dem filtreres? Skal afbrænding centraliseres i værker? Meningerne er markante og delte.
Forståeligt nok. Der er en grund til, at vi føler os i takt med os selv, når vi stirrer ind i de magiske flammer. Bålet har været menneskets faste følgesvend i tusinder af år. At beværte eget bål i stuen føles naturligt som en grundliggende menneskelig ret. Derfor reagerer mange skarpt, når brændeovne kritiseres på et grundlag, der måske ikke er helt nagelfast. Som mange læsere på ing.dk mener, at DØR gør. Omvendt føler brændeovnsmodstandere sig udsat for helt udnødvendige mængder af os, støv og kræftfremkaldende partikelforurening. Og skyder med skarpt mod en energiform, der betragtes som både anakron og et utidigt luksusgode, der skader alle.
Det er ærgerligt, hvis diskussionen om brændeovnes bidrag til partikelforurening og tilknyttet farlighed bliver reduceret til rigid procenttælling og sort-hvide konklusioner. Det er vigtigere at finde en løsning på, hvordan vi både kan bevare symbiosen mellem ild og menneske og samtidig leve med en miljøbelastning, der står i forhold til ovnenes fordele.
Først kort om partikler: Af den partikelforurening vi skaber lokalt - og det er kun mellem 10 og 20 procent - er brændeovnene formentlig den næststørste bidragyder efter trafik og foran skibsfart, ifølge professor Steffen Loft ved Institut for Folkesundhedsvidenskab. Kigger vi nærmere på partikelforureningen, består den groft sagt af kræftfremkaldende PAH (poly-aromatiske hydrocarboner) og større støvpartikler.
Og lidt om dødelighed: En svensk doktorafhandling fra 2009 viser, at de bittesmå partikler er langt mere villige til at sætte sig fast i vores luftveje, hvis de kommer fra biler frem for biomasse - altså træ. Grunden hertil er forskelle i partiklernes overflade. Det betyder imidlertid ikke, at brændeovne kan frikendes helt i forhold til de mennesker, der hvert år dør af partikelforurening herhjemme. Kun at tallet næppe er på niveau med den giftige ædelgas Radon, som uden større bevågenhed dræber 300 årligt.
Endelig om ressourcer: De danske træer vokser med ca. 5 mio. m3 fastmasse om året, hvoraf vi fælder ca. det halve. Knapt halvdelen af det huggede træ bliver brugt til energi og endnu mindre som egentligt brænde. Da vi dermed årligt binder langt mere CO2 i voksende træer, end vi slipper løs i ovnene, skulle den del af samvittigheden være helt på plads.
Føjer man til, at den decentrale afbrænding eliminerer transmissionstab og sikrer stabil energiforsyning i den traditionelle bygningsmasse uden for storbyen, buldrer DØR's afgiftskrav som en tom olietønde. Tilbage er forventninger til elektrostatiske partikelfiltre, der testes i øjeblikket herhjemme af Miljøministeriet. En god idé. Desværre er teknologien ikke finmasket nok til at fjerne de farligste partikler.
Men ren luft skal vi have. Forbyd brændeovne i storbyer, myndighederne skal skærpe tekniske krav til producenterne, og lad så frem for alt skorstensfejerne plombere skorstenene hos ejere, der misrøgter den rene forbrænding.
