Jagten på den forsvundne bevidsthed
Læger, neurologer og filosoffer kan få helt våde håndflader, når de bliver bedt om at definere bevidsthed. Og måske findes der en bevidsthed selv hos patienter med svære hjerneskader.
På billedet ses hjerneaktiviteten hos tre forsøgspersoner, som forestiller sig at spille tennis. Man ser høj aktivitet i det såkaldte supplementary motor area (SMA), der menes at være ansvarligt for planlægningen af arm- og benbevægelser. Samme hjerneaktivitet er fundet hos patienter i en vegetativ tilstand, efter de blev bedt om at forestille sig, at de spiller tennis.
Læs også
Læs mere om
Et offer for en trafikulykke kommer ind på skadestuen. Den unge mand er bevidstløs, han reagerer ikke på, at personalet taler til ham, på det skarpe lys i øjnene eller den hårde prikken, der normalt fremkalder en smertereaktion.
Efter en måned har han fået det lidt bedre; nu sover han om natten og er vågen om dagen. Han kan tygge maden, og han udstøder af og til forskellige lyde. Men han reagerer stadig ikke på tiltale eller på møder med familiemedlemmer, han følger hverken personer eller genstande med øjnene, og han synes i det hele taget at være ubevidst om, hvad der foregår omkring ham.
Hjernescanninger viser svære skader på dele af hjernen, og han diagnosticeres følgelig som værende i det "vegetative stadie" og overlades derefter til almindelig pleje resten af sit liv.
»Det er dybt bekymrende at tænke på, at neurologiske afdelinger verden over kun bruger ydre tegn til at afgøre, om en person er ved bevidsthed,« mener Morten Overgaard, seniorforsker og lektor ved Århus Universitetshospital.
Morten Overgaard er en af verdens førende forskere i bevidsthed og står bag det nystartede internationale projekt "MindRehab - consciousness in basic science and neurorehabilitation", der ved at kombinere neurovidenskab og psykologi skal undersøge bevidstheden hos mennesket.
Bevidsthed er en vanskelig størrelse at have med at gøre, medgiver han. Men ikke så vanskelig, at man må opgive at finde den hos hjerneskadede patienter.
»Det kan godt være, at en patient ikke kan tale, blinke, svede, få øget hjertebanken eller på anden vis respondere på de stimuli, en læge udsætter ham for. Men derfor kan der godt være en bevidsthed,« siger Morten Overgaard
Bevidsthed er subjektiv oplevelse
Men hvad er bevidsthed? At man kan høre og tale? At man kan tænke? At man ved, hvor man er, og hvad der foregår omkring en? Morten Overgaards bud er, at bevidsthed er alt det, et menneske oplever subjektivt.
Bevidsthed er altså ikke blot at kunne tale - det kan talecentret i hjernen principielt klare alene, uden at man er bevidst - men at lægge en egen oplevelse i de ord, der bliver sagt og hørt.
Hvis bevidsthed er lig med subjektiv oplevelse, forstår man godt de våde håndflader hos sagkundskaben. For noget mere uberegneligt, umåleligt og uvejeligt findes næppe.
Forståeligt nok viger lægevidenskaben uden om at beskæftige sig med subjektive oplevelser, men mere overraskende er det måske, at psykologien ofte gør ligeså - især efter at behaviourismen kom på banen i 1930'erne og 1940'erne.
Behaviourismen beskæftiger sig ikke med, hvad det enkelte menneske oplever, men hvordan det reagerer. Den tager udgangspunkt i observerbar og målbar adfærd og ikke i formodede, indre psykiske forhold eller i individets bevidsthed. Den kognitive terapi, som efterhånden er den førende terapiform blandt psykologer, beskæftiger sig heller ikke med bevidsthed, men fokuserer på, hvordan vi reagerer og handler.
Læger og psykologer kan bede et menneske om at tænke på sin mor og være ret sikre på, at personen vil tænke på den person, som er vedkommendes mor. De vil formentlig også kunne registrere hjerneaktivitet i det område, der har med sprogforståelse at gøre på en scanning. Men de har ingen mulighed for at vide, hvordan personen oplever "mor" - dette er en subjektiv oplevelse, og det er personens bevidsthed, der afgør hvordan "mor" opleves.
Tilbage til den indlagte unge mand: Selv om han ikke kan svare eller reagere på anden måde, og selv om hjernescanninger viser, at visse centre af hans hjerne er ødelagte og inaktive, er det altså muligt, at hans bevidsthed - hans oplevelse af verden omkring ham - er bevaret og arbejder et sted, hvor ingen scanner kigger.
Netop denne tanke lå bag de undersøgelser af hjerneskadede, der sidste år ryddede avisforsider over hele verden. Forskeren Adrian Owen fra Medical Research Council Cognition and Brain Sciences Unit i Cambridge, England og kolleger fra University of Cambridge og det belgiske universitet i Liège havde ikke alene fundet fuld bevidsthed hos en patient, der i mange år havde været diagnosticeret som vegetativ og dermed uden bevidsthed, men også formået at kommunikere med patienten.
Forskerholdet brugte en scanningsteknik, der i modsætning til almindelige scanninger kiggede efter variationer i aktivitet, når patienten blev bedt om at forestille sig forskellige aktiviteter.
Til dato er ca. 50 vegetative patienter blevet undersøgt på lignende måde, og i fem af tilfældene har forskerne fundet en bevidsthed, der kunne kommunikere ved at forestille sig aktiviteter, som kunne "ses" på scanningerne.
»Der findes utvivlsomt mange bevidste mennesker, der er diagnosticerede som vegetative,« mener Morten Overgaard.
Den anvendte scanningsteknik kan for eksempel kun opdage bevidsthed hos dem, der forstår det talte ord. Det er også en forudsætning, at de kan høre. Begge færdigheder kan sagtens være fraværende samtidig med at patienten er ved fuld bevidsthed.
»Der er mange forskellige grader af bevidsthed. Måske har en patient kun lige bevidsthed nok til at kunne opleve smerte. Måske han er i stand til at opleve andre sansepåvirkninger. Men så længe der er bevidsthed, er der et menneske,« pointerer Morten Overgaaard.
Hjernen kan reparere sig selv
Bevidsthed er ikke en konstant størrelse. Den kan tilsyneladende vokse og blive stærkere. Det oplevede neurologen Nicholas Schiff fra Weill Medical College og Cornell University i New York, da han undersøgte Terry Wallis, der pludselig vågnede op efter at have befundet sig i skiftevis det vegetative og det såkaldt minimalt bevidste stadie i 19 år. Terry havde ingen anelse om, at han havde været væk fra verden i 19 år og fortsatte så at sige sit liv, hvor han havde sluppet det i 1984.
Hvordan var det muligt?
Nicholas Schiff undersøgte Terry Wallis to gange med en såkaldt diffusion tensor-teknik. Denne teknik siger intet om hjernens struktur eller aktivitet, men registrerer i stedet, hvilke forbindelser der findes mellem de forskellige regioner i hjernen.
Den første scanning blev foretaget otte måneder efter Terry Wallis' opvågnen og viste, at hans hjerne var rimeligt intakt, men at nervetrådene mellem venstre og højre hjernehalvdel lignede noget, der var blevet flået fra hinanden.
18 måneder senere blev Terry Wallis scannet igen, og denne gang var der opstået nye nervetråde mellem de to hjernehalvdele i det bagerste af hjernen. Der var også markant mere aktivitet i hjernedelen cerebellum, som arbejder med bevægelse og koordination.
Hjernen havde altså arbejdet, mens Terry lå umælende hen i sin sygeseng og var i gang med at reparere sig selv.
Hvis bevidsthed skal ses som et individuelt neuralt korrelat - en universel struktur, der varierer fra person til person - er Terry Wallis' historie måske et vidnesbyrd om, at et menneskes bevidsthed kan komme og gå og måske ligefrem genopstå. Og i særdeleshed om, at man ikke skal afskrive bevidsthedens eksistens, blot fordi den for en stund ikke lader sig registrere.
