Elektronikmesse under nyt opsving
Stor opbakning til Danmarks største elektronikmesse, der får et omfattende konferenceprogram.
Til september lægger Odense Congress Center for femte gang lokaler til Danmarks største elektronikmesse E-10.
»Messen kommer på det helt rigtige tidspunkt, hvor der igen er ved at være opsving i branchen,« siger salgschef Preben Risvang fra Avnet Abacus, der også er medlem af messekomiteen.
»I øjeblikket oplever komponentleverandører større ordreindgang end salg, og det er et tegn på, at tiderne er ved at vende. Også blandt underleverandørerne hører jeg, at der er masser at lave,« siger Preben Risvang.
Han tilføjer, at producenterne under de seneste kriseår har skåret ned, og det betyder, at der er en risiko for komponentmangel i de kommende år.
På den baggrund vurderer han, at messen både for besøgende og udstillere bliver et overmåde vigtigt mødested.
På den foregående elektronikmesse E-08, var der 213 udstillere og knap 4.000 besøgende. Markedsdirektør Per Bach fra Mediehuset Ingeniøren, der arrangerer messen, forventer nogenlunde samme besøgstal i år.
Kriseårene har betydet en vis udtynding i antallet af elektronikfirmaer i Danmark, men på baggrund af de allerede bestilte antal stande, vurderer Per Bach, at udstillerantallet havner på 180-190. Og branchens største er sikre deltagere på messen.
»Ingeniørens elektronikmesse er en god messe for Arrow Denmark, der giver os god mulighed for nye kontakter og dialog med eksisterende kunder,« siger Erik Hansen, der leder Arrows aktiviteter i Danmark.
6. maj har udstillerne mulighed for at mødes til et kickoff-møde om messen.
Årets messe introducerer to nye produktområder i form af optotronik og mobilteknologi.
Elektronikmessen kombineres med et omfattende konferenceprogram, som er gratis at deltage i for de besøgende. I 2008 deltog omkring 1.000 personer i messens konferencedel.
Årets konferenceprogram, der vil foreligge umiddelbart efter sommerferien, bliver det hidtil mest omfattende.
Det vil blandt andet omfatte emner som embedded, wireless, outsourcing og intelligente elsystemer. På den baggrund forventer Per Bach, at deltagerantallet i konferencedelen sætter nye rekorder.
Elektronikmesserne er også traditionelt hjemsted for en paneldebat blandt branchens topfolk, og E-10 er ingen undtagelse.





