/transport

DR kigger på helikopterdroner til fremtidens nyhedsdækning

Fjernstyrede droner er blevet så billige og lette at styre, at både Danmarks Radio, Niras, Vestas, Energinet.dk og politifolk var mødt frem, da den seneste model fra tyske Microdrones blev vist frem i Danmark.

Af Thomas Djursing, mandag 12. apr 2010 kl. 07:06

I dag er det ikke længere nødvendigt med måneders træning og en halv million på bankkontoen for at få fingrene i en helikopter, der kan klare både vind og regn, samt tage billeder og real time-video fra luften.

Den nyeste såkaldte quadrokopter, MD4-1000, fra det tyske firma Microdrones koster 380.000 kroner for et komplet system og mindre udgaver kan fåes for 200.000 kroner. MD4-1000 kan dog bære op til 1,2 kilogram og udstyres med alt fra termografi-kamera til gasmålingsudstyr. Dronen kan enten fjernstyres eller programmeres til at følge en rute bestemt med GPS-positioner og højdeangivelser.

I samarbejde med det danske firma Danish Aviation Systems fremviste Microdrones sin nyeste model på Sonnerup Gods ved Tølløse, hvor en lang række virksomheder var mødt frem med håb om at kunne bruge dronen i deres dagligdag.

Og hos Danmarks Radio er tanken, at en quadrokopter både kan bruges til at producere bedre nyhedsindslag og hjælpe dramaafdelingen med at opfinde nye måder at filme på.

»Det åbner jo nogle helt nye muligheder, hvis vi for eksempel kan dække redningsaktioner eller uroligheder med droner fra luften. Og det vil også være noget billigere end at investere i en rigtig helikopter,« siger projektleder Peter Sigsgaard fra Danmarks Radio.

Ifølge ham er brugen af droner i DR stadig kun på idéplan, men han lægger ikke skjul på, at DR klart er interesserede i at købe dem ind, hvis de opfylder DR's behov.

»I øjeblikket er det kun muligt at vise real time-video i lav opløselighed, og vi skal op i en høj opløselighed, hvis vi skal bruge det til livedækning i nyhederne. Men ifølge producenterne er udstyret lige på trapperne,« siger Peter Sigsgaard, der selv lægger vægt på, at dronen kan programmeres til at følge bevægelige objekter i en bestemt afstand.

»Forestil dig for eksempel, at du kan lave optagelser af en bil i bevægelse, hvor dronen konstant følger med i en bestemt afstand, også hvis bilen kører under en bro eller gennem en tunnel. Det kan give nogle helt nye muligheder for vores dramaafdeling,« siger Peter Sigsgaard.

Højspændingsmaster kan inspiceres med droner
Hos Energinet.dk har man også fulgt udviklingen af droner de seneste år, fordi de årlige inspektioner af landets højspændingsmaster kræver både almindelige helikoptere og en flok arbejdere på jorden, der er udstyret med kikkerter.

I Norge har Trondheim Energi også forsøgt sig med inspektioner af højspændingsmaster, fordi dronerne kan øge sikkerheden for arbejdere og spare ressourcer.

I flere tilfælde er det nødvendigt med nærmere inspektioner af masterne, hvis for eksempel arbejderne på jorden får mistanke om et svagt punkt. I sådanne tilfælde kan droner sættes ind i stedet for at hente en lift og sende en mand til tops, forklarer linjemester Kurt Pedersen, der er mødt op på Sonnerup Gods sammen med en kollega fra Energinet.dk.

Begge er de begejstrede for den larmende teknologiklump på kun lidt over 2,5 kilogram.

»For fem år siden kostede de jo en halv million og krævede, at man også fik fat i en operatør til at styre dronen. Men nu kan det øjensynligt læres på otte timer, og prisen er nede på et niveau, hvor vi overvejer at være med,« siger Kurt Pedersen.

Britisk drone har allerede fanget tyv

Også repræsentanter fra politiet, Vestas og Niras er at finde blandt de fremmødte på Sonnerup Gods og hos Niras er tanken, at droner kan bruges til byggeprojekter som supplement til geografiske informationssystemer (GIS).

I Danmark er brugen af droner endnu ikke så udbredt, selvom interessen er stor. Men en drone fra Microdrones bruges allerede til opgaver for Danmarks Miljøundersøgelser.

Over hele verden har Microdrones solgt over 500 eksemplarer, der blandt andet bruges af redningsfolk, ejendomsmæglere, biologer og politi.

I Kina blev droner fra Microdrones brugt under de olympiske lege til at holde øje med trafikpropper, og i Storbritannien bliver droner brugt i forbindelse med redningsaktioner og eftersøgninger.

Den 26. januar lykkedes det for første gang britisk politi at bruge en drone til at fange en tyv. En 20-årig mand var flygtet til fods og havde gemt sig i tyk tåge i nogle buske. Men ved brug af et termografisk kamera kunne politiet bruge dronen til at finde tyven.



12. apr 2010 kl 08:08

Søren Nissen

kan forsvaret bruge den?

Kunne en hob af den slags droner ikke hjælpe vores danske styrker i Afghanistan til en billig penge? Er den teknisk set i stand til at eftersøge et område for IED'er? Kan dronen og controlleren oplades via bilbatterier? (tænk humvee, pmv etc.)


12. apr 2010 kl 08:32

Christian Ahrenkiel

Set før, men stadig smart

http://ardrone.parrot.com/parr...e/en

Denne her styres med iPhone og streamer video tilbage af hvad den ser på sin vej. Det er også konceptet med 4 rotorer der har vist sig at virke bedst. Legetøjsudgaven koster dog kun ca 5000,- og ikke svimlende 100.000.

Den er ganske vist ikke hyldevare endnu, men den ryger på ønskesedlen i håb om at den kommer på markedet i tide. :-)


12. apr 2010 kl 09:52

Jan Henrik Wegener

til redning?

Med fare for næsten at gentage mig selv fra tidligere indlæg:man må næsten tro at der kan være fordele ved at anvende dem til redningsformål.Dels slipper man for altid at have en eller flere "redningspersoner" parat (undtagen evt. en med fjernkontrol). Dels slipper man for evt. at skulle risikere denne/disse personers liv eller helbred - foruden mkindre vægt, sparet tid (redningspersoner skal vel "gøre sig klare").Som luftbåren ambulance, evt. til brandslukning, saituationsrapportering - ja evt. også transport af udstyr, afmærkning af ulykkessted og advarsler (f.eks. i trafik), og mulif´gvis endda aktiv førstehjælp.


12. apr 2010 kl 11:03

Søren Nielsen

Må man det ?

Bare husk, at myndighederne ikke tillader brug af fjernstyrede fly/helikoptere over bebyggede områder - heller ikke i England, hvor politiet fik én over næsen, da det var ulovligt.


12. apr 2010 kl 11:32

avatar

Thomas Djursing

Droner er skam tilladt i England

Britisk politi har ganske rigtigt fået en over næsen, da de brugte en drone uden at have tilladelse. Men i starten af året indførte Storbritannien, lige som flere andre lande, nye regler på området, der gav politiet mulighed for at bruge godkendte droner. Så mange ting ændrer sig på området for tiden, hvilket man vil kunne læse om i næste udgave af avisen Ingeniøren.

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk


12. apr 2010 kl 14:10

avatar

Peter Ring

Er der fare for kollision med små fly?

Det ser spændende ud, men hvor højt må de flyve?
Kan der fx være fare for kollision med lavtgående små fly (privatfly, redningsfly, helikoptere, m.m.)?

Et så lille flyvende objekt er jo ikke let at se på afstand.


12. apr 2010 kl 16:19

John Vedsegaard

Re: Set før, men stadig smart

http://ardrone.parrot.com/parr...e/en

Denne her styres med iPhone og streamer video tilbage af hvad den ser på sin vej. Det er også konceptet med 4 rotorer der har vist sig at virke bedst. Legetøjsudgaven koster dog kun ca 5000,- og ikke svimlende 100.000.

Jeg forstår heller ikke prisen, der findes masser af modeller som ikke koster ret meget, men de er noget svære at styre, første gang kan man roligt tage 10 ekstra sæt rotorer med.
For mig at se består nyheden mest i anvendelsesområdet.


13. apr 2010 kl 17:44

Jens Madsen

Re: Re: Set før, men stadig smart

Risikoen ved at støde ind i dem, er vel ikke større end ved en gråspurv. En mikrodrone, vejer ikke meget mere end en mæt fugl.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.