Stewart Brand råber hurra for byer, a-kraft og biotech i bogen Whole Earth Discipline
Legendariske Stewart Brand var med til at grundlægge miljøbevægelsen i 1960'erne. Han har set den vinde hjerter, men også forstene i romantik. Med bogen Whole Earth Discipline forsøger han at give den nyt liv med en klystersprøjte af ingeniørvidenskab og en god dosis pragmatik.
Af Robin Engelhardt,
fredag 09. apr 2010 kl. 08:36
»Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding ligesom den røde bevægelse gjorde det.«
Så bastant bliver det sagt af en mand, som har været med hele vejen. I 1968 udgav hippien Stewart Brand bogen Whole Earth Catalog, der hurtigt blev omfavnet af miljøbevægelsen for sine praktiske råd om det uafhængige og frie liv med naturen. Woodstock, flowerpower og masser af syre passede fint til bogens budskab om at transformere planeten og give magten til den enkelte.
I sin nye bog Whole Earth Discipline fokuserer fremskridtsoptimisten Stewart Brand ikke på individet, men på hvad kollektivet kan, hvis det vil. Ud over at komme med en lang række anbefalinger for, hvordan vi kan skabe os en mere stabil og bæredygtig fremtid, administrerer han den ildelugtende ende af miljøbevægelsens idealer en ordentlig klystersprøjte af videnskab, og formår på imponerende vis at skylle ud i de værste fejltagelser som han selv og de grønne har begået.
Brands fire store kætterier er:
1. Byer er grønne,
2. Atomkraft er grøn,
3. GMO-teknologi er noget af det mest grønne, der findes og
4. Geoengineering er noget vi må lære at bruge.
Byer er grønne
Lad os kigge på det første: Som så mange andre græsrødder har Brand altid haft romantiske ideer om det gode økoliv på landet. Men når man tænker lidt nærmere over det (eller har prøvet det), så finder man hurtigt ud af, at det har en pris. Man keder sig, man er dårligere betalt, man har mange pligter, mindre privatliv, er mere udsat for mobning og tilfældig vold og er socialt fastlåst. Og så kan denne liste dobles op hvis man er kvinde.
Det er ikke uden grund, at der i disse år foregår en enorm massevandring fra land til by. Man regner med, at 1,3 millioner mennesker verden over prøver at finde deres lykke i byerne - om ugen! I byen, og det gælder også slumbyer som Mumbai og Lagos, er man mere sikker, der er flere fornøjelser, der er flere penge, man kan passe sig selv, man har mindre forpligtelser, nemmere adgang til uddannelse (især som kvinde), har flere materielle goder og er socialt mobil.
En konsekvens af denne urbanisering er, at subsistenslandbruget er ved at forsvinde. Dyrene vender hurtigt tilbage, og de mennesker, som bliver tilbage ude på landet, har mere plads til at dyrke salgsafgrøder. Til gengæld boomer slum- og squatterbyerne, hvor der allerede i dag lever en milliard mennesker, og hvor CO2-fodaftrykket er meget mindre. Om 40 år regner man med, at hver femte vil være flyttet ind i byerne, hvor et bedre liv reducerer den gennemsnitlige fødselsrate til 2,1 eller færre børn per kvinde.
Byerne afmonterer populationsbomben, og Brand mener faktisk, at vi ikke står foran et overbefolkningsproblem men det modsatte: et faldende befolkningstal (altså i tiden efter, vi har nået de cirka 8,1 milliarder i 2040) med de gamles byer i nord og de unges megaurbane liv i syd.
En pinlig erkendelse dukker frem, når man læser Brands kapitler om byerne: Vi vesterlændinge skælder gerne ud på slummen og begræder den digitale kløft, kriminaliteten og alle de andre uretfærdigheder i udviklingslandene.
Men ifølge Brand er det i slummen fremtiden ligger, mens vores egne gerontokratier stivner i fordomme. Der er som regel meget bedre adgang til internet og mobilnet i slummen, end der er i København. Der er også god adgang til medicin, lægehjælp, skoler og alt hvad hjertet begærer i de improviserede markeder og indkøbsgader, hvis man har råd. Alle arbejder, fordi de vil op ad den sociale rangstige. Godt nok er alt enten stjålet eller hjemmelavet, men da 60 procent af arbejdskraften i verden allerede nu findes i den sorte økonomi, handler det mest af alt om at anerkende og lovliggøre deres indsats, deres bolig - og ja, deres eksistens. Resten skal de nok selv klare.
Atomkraft er en grøn teknologi
Klimaflygtninge vil blive et stort problem, og ressourcekrige også. Det er Stewart Brand enig i. »Vi står over for en massiv overskridelse af klodens bæreevne, der vil føre til alles krig mod alle, denne gang med meget mere dødelige våben end tidligere, og med et tabstal som vil kunne tælles i milliarder,« skriver han alarmerende.
Den almindelige respons fra den grønne bevægelse har været at angre - det vil sige at love sig selv og hinanden at vende tilbage til de gode gamle dage, dengang verden endnu var hel, grøn og lugtede af kostald. Men Brand afslører denne angrende respons som en romantisk fantasi: Det er en tanketom ideologi, der ikke er meget mere end en automatisk refleks mod alt, hvad der lugter af magt og modernitet: atomkraft, gmo-teknologi, kloning, urbanisering og videnskaben generelt. Det er ikke OK bare at være imod den slags. Tværtimod, mener Brand, er det afgørende at bruge videnskaben og teknologien progressivt til at finde nogen, som man kan være for.
Greenpeace og Friends of the Earth har ifølge Brand en stor skyld i at CO2-udledningerne er så høje, som de er i dag. Havde disse miljøbevægelser ikke kæmpet med næb og kløer mod atomkraft, ville mange flere lande have kunnet skrue ned for deres kulforbrug.
Brand skriver ærligt, hvordan han selv blev omvendt fra at være atomkraftmodstander til at være tilhænger, da han for første gang besøgte atomaffaldsdepotet i Yucca Mountains, som Obama nu har lukket på grund af alt for store omkostninger. Mængden af atomaffald per person for et helt livs forbrug af energi er lig med en enkelt coladåse. Der er masser af plads til at parkere det i midlertidige beholdere uden den store risiko eller i f.eks. WIPP-saltminerne i New Mexico. Strålingsfaren er til at overse. Thoriumreaktorer er relativt ufarlige. Nye mikroreaktorer er ved at blive bygget af bl.a. russerne, som også vil kunne sælge konceptet til andre lande, osv. osv.
Et andet kontraintuitivt men slående argument er, at atomkraft er den teknologi, som har gjort mere for nedrustning end alle de gode intentioner tilsammen. Det har ifølge Brand den simple årsag, at der er gode penge at tjene for russerne og amerikanerne ved at afmontere deres atomvåbenarsenal og genbruge materialerne. Cirka halvdelen af al amerikansk atomkraftenergi kommer i dag fra gamle russiske atomsprænghoveder via nedrustningsprogrammet 'Megatons to Megawatts'. Senere vil de amerikanske sprænghoveder følge efter.
Mange grønne vil være forargede, per automatik, og Stewart Brand nu i fare for at blive brandmærket som en 'øko-Judas', ligesom en af de tidligere præsidenter for Greenpeace, Patrick Moore, blev det, da han af pragmatiske grunde blev omvendt til atomkrafttilhænger i 1980'erne.
Gmo'er er mørkegrønne
Brand er mest klar i spyttet med hensyn til gmo'erne. De grønne har traditionelt været særdeles anti-videnskabelige og irrationelle i deres bekymringer, mener han. Der findes ingen ordentlige videnskabelige undersøgelser, som viser, at de er skadelige, og det såkaldte forsigtighedsprincip på området kan ikke begrundes med andet end en ideologisk motiveret teknofobi inkl. hjerneblødning.
Gmo er godt, bl.a. fordi det holder jorden sund og intakt, reducerer brugen af pesticider og øger udbyttet. Man skal bruge mindre arealer. Brand citerer flere institutioner og etiske råd, som alle siger, at det i modsætning til hvad diverse miljøorganisationer prædiker, er et moralsk imperativ at give udviklingslande adgang til gm-afgrøder til ordentlige penge, fordi det med Brecht's ord altid vil være sådan at 'Erst kommt das Fressen, dann die Moral' (først kommer ædelsen, så moralen).
Brand går endda så langt som til at beskylde lederne af de store græsrodsorganisationer for at have mange liv på samvittigheden. Thilo Bode, Ricardo Navarro og Vandana Shiva er ansvarlige for et kæmpe tilbageskridt.
»Jeg tør sige, at økobevægelsen har gjort mere skade med sin modstand mod gmo-teknologi end hvilken som helst anden ting, hvor vi har taget fejl,« skriver han. »Vi har sultet folk, blokeret videnskaben, såret miljøet, nægtet vores egne adgangen til en afgørende teknologi.«
Interessante er Brands argumenter for en slags open source gmo-mad. »I 1970'erne så jeg hackere transformere computerne fra organisatoriske kontrolmaskiner til individuelle frie maskiner. Hvor bliver de grønne biotech-hackere af?« skriver Brand. Hvornår vil græsrødderne med andre ord være deres eget navn bekendt og begynde at åbne cellemembranerne på vores mad og transformere biotechindustriens patentkontrol til åbne og frie bio-redskaber som alle kan bruge?
Enkelte pionerer, som virksomheden BioBricks, er i gang. Og ligesom slum-beboerne i Mumbai, der bygger deres hjemmelavede mobiltelefonløsninger, er det bare et spørgsmål om tid, før afrikanske bønder genopfinder deres traditionelle polykultur i landbruget med lidt reverse engineering af gm-byggeklodserne. Biotech, ifølge Brand, indeholder kimen til en grøn revolution i anden potens.
Geoengineering er nødvendigt
Den nyeste og mest kontroversielle gren på stammen er geoengineering - altså forsøget på at manipulere klimaet direkte ved at lave skyer mere hvide, anbringe solbriller i rummet eller lave kunstige vulkanudbrud. Brand påstår ikke at have en patentløsning - men forsøge det kan vi blive nød til, mener han.
For at afbøde ramaskriget forklarer han, at vi mennesker altid allerede har gjort det. I mindre målestok. Vi har allerede bygget egne nicher, forædlet afgrøder, ødelagt og restaureret landskaber. Ukendt blandt mange har vi ifølge palaeoklimatologen William Ruddiman med vores landbrug forhindret den istid, som egentlig burde være kommet for 2.000 år siden. Så vi kan lige så godt vænne os til tanken om, at vi kan og gør den slags.
Selvfølgelig er der et problem. Hvem skal bestemme? Der er også et andet problem: Vi har alt for lidt data. Men hvis vi vidste, at en 100 km stor asteroide ville kollidere med Jorden om 20 år, ville vi sætte alt ind på at forsøge at afspore den. Sådan må vi ifølge Brand også betragte klimaforandringerne.
Tavse modtagere
Modtagelsen af bogen har generelt været meget begejstret, bortset fra miljøbevægelserne, som siden bogens udgivelse for fem måneder siden har været stort set tavse. Heller ikke 'klimaskeptikerne' har haft meget at fejre. Brand har f.eks. ikke mange pæne ord tilovers for Bjørn Lomborg, blandt andet fordi han aldrig har været i stand til at indrømme, hvor han har taget fejl. Det gør Brand til gengæld beredvilligt, og man kan mærke en forfriskende selvironi i hans lange opremsninger af fejltagelser. Videnskaben om planeten og Jorden er nemlig svær.
I alt er bogen hårdtslående argumenteret, sjovt fortalt, frygtelig ærlig og velinformeret om de store sammenhænge. Den vil lige som Whole Earth Catalog fra 1968 informere en ny generation af blågrønne pragmatikere, der ikke kan andet end at tro på, at vi skal lære at være kloden til hjælp. Nogle steder kan Brand godt blive særdeles fremskridtsoptimistisk, men dette må siges at være en herlig afveksling i forhold til miljøbevægelsens overaggregerede bekymringsiver, som har fanget alt for mange mennesker i paralyserende spasmer af angst.
Til sidst i bogen konkluderer Brand med tydelig inspiration fra Lovelock, at vi skal lære at blive gode gaianere og understøtte livet ligesom en regnorm gør det ved at grave gennem mulden og forbedre den. Ingen har indtil videre bragt så megen bredde, så meget klarhed og så indsigtsfulde argumenter ind i debatten som Brand. Som den livsunderstøttende regnorm, han håber vi alle bliver, har han pløjet sig igennem materien mere end nogen anden. Han fortjener at blive læst og fordøjet af alle.
Stewart Brand
10
