Minister vil se på andre steder for vindmølletestcenter
Miljøminister Karen Ellemann er klar til at undersøge, om der kan være andre placeringer for nyt testcenter for havvindmøller, end det hidtidige forslag i Østerild Plantage i Thy.
Kortet viser placeringen af nyt vindmøllecenter i Thy. Den lodrette grønne streg viser, hvor vindmøllerne skal placeres. Den orange ring viser en støjgrænse på 40 db og det blå felt viser testområdet.
Læs også
-
Professor: "Enevældig" beslutning om nordjysk vindmøllecenter
-
Vindmølleindustrien: Der findes intet alternativ til testcenter
-
Naturvenner har fundet ti alternative placeringer af testvindmøllecenter
-
GIS-specialist skal finde ny placering til vindmølletest-center
-
Vindmølle-testcenter VVM »ikke papiret værd, den er skrevet på«
Læs mere om
Dokumentation
Hidtil har alle protester fra lokalbefolkningen og Danmarks Naturfredningsforening prellet af på miljøministeren i sagen om placering af nyt testcenter for havmøller i Østerild Plantage i Thy. Men nu oplyser Karen Ellemann (V), at hun er klar til at undersøge andre placeringer.
Det skriver Ritzau, der refererer et møde som ministeren har haft i dag, onsdag, med ordførerne fra Socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen og SF's Steen Gade.
»Jeg er glad for den lydhørhed, miljøministeren har lagt for dagen. Det står i stærkt kontrast til det, Lars Løkke Rasmussen meldte ud i går. Hun har forstået vores stærke ønske om, at der skal udarbejdes forslag til alternativ placering, før den endelige beslutning træffes,« siger Flemming Møller Mortensen til Ritzau.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastholdt ellers tirsdag på sit pressemøde, at Østerild var den eneste rigtige placering for centret, der skal have vindmøller stående, der vil være op til 250 meter høje.
Flemming Møller Mortensen er ikke mindst glad for, at der nu kommer klarhed over, hvilke fordele og ulemper, der har været ved de øvrige forslag til placering af centret.
»Miljøministerens opgave at få indkaldt de parter, der er de væsentlige, når det alternative placeringsforslag skal findes. Det er Danmarks Naturfredningsforening, vindmølleindustrien og oppositionen. Så skal vi arbejde sammen om at finde et alternativt forslag. Det er frugtbart, at alle parter sidder med for at finde de kriterier, der skal lægges til grund for et alternativ,« siger Flemming Møller Mortensen til Ritzau.






