blogs kategori-billede

En lille sejr for den videnskabelige ytringsfrihed

Af Astrid Colding Sivertsen,  tirsdag 06. apr 2010 kl. 13:55

Videnskabsjournalisten Simon Singh fører for tiden en sag mod British Chiropractic Association. Som jeg skrev om i denne blog post, har de slæbt ham i retten for injurier, efter han skrev en artikel der påpegede, at der mangler beviser for effektiviteten af kiropraktisk behandling.

Singh var første gang i retten i maj 2009, hvor en dommer skulle afgøre om hans artikel skulle forstås som kommentar eller præsentation af fakta. En vigtig skelnen, da kommentarer ifølge engelsk injurielovgivning bare skal være rimeligt fornuftige, men præsentation af fakta skal kunne underbygges. Dommeren fandt, at artiklen fremstod som præsentation af fakta.

Den afgørelse valgte Singh at appellere, og i den forgangne uge fik han medhold, hvilket giver ham gode chancer for at vinde resten af sagen.

Men problemet er sådan set, at det slet ikke burde være nødvendigt at føre en sag som denne. At de astronomisk høje omkostninger ved at føre denne type sager tvinger folk til at tie hvor de skulle have talt. Eller som Singh, ifølge Sense About Science’s nyhedsbrev, selv sagde efter dommen faldt:

“It is ridiculous that it has cost £200,000 to establish the meaning of a handful of words. I am delighted that my meaning has been vindicated by three of the most powerful judges in the country, and I relish the opportunity to defend this meaning in court. However, I am still angry that libel is so horrendously expensive. That is just one of the reasons why the battle for libel reform must continue.”

Nu håber jeg bare at Singh i første omgang vinder sin sag. I anden omgang er det tvingende nødvendigt at få gennemført en reform af den engelske injurielovgivning. I sin nuværende form lægger den en global dæmper på ytringsfriheden, og den har det allerede skidt nok.



01. maj 2010 kl 15:42

avatar

Astrid Colding Sivertsen

Sagen droppet

Sings sejr i appelsagen førte faktisk nogle dage senere til, at kiropraktorerne bestemte sig for at droppe sagen - som Singh jo sikkert ville have vundet efter den afgørelse.
Det er selvfølgelig glædeligt at Singh nu slipper for den vanvittige retssag. Men det ændrer ikke på, at den ikke skulle have været begyndt, og at det er den engelske lovgivning den er gal med. Så man må bare stadig håbe, at det lykkes at reformere lovgivningen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.