Overraskelse i Cern: Forskerne har tændt for partikel-detektorerne
Allerede efter de første proton-kollisioner har forskerne i Cern overraskende tændt for detektorerne. Der findes allerede måledata fra over 100.000 kollisioner.
Fakta
Tema
Læs også
Læs mere om
Mod forventning er det hurtigt lykkedes at skabe stabile kollisioner mellem protonbundter ved et energiniveau på 3,5 TeV i begge retninger. Og selvom det egentlig kun var målet for dagens presseevent at vise sådanne kollisioner, så har forskerne ved Cern allerede taget et nyt skridt.
Stabiliteten har nemlig været så god siden de første kollisioner klokken 13.00, at flere af forskerholdene bag det store fysikforsøg straks gik i gang med at justere de kostbare detektorer ind efter protonstrålerne.
»De har været tændt i en times tid nu - med 30 kollisioner per sekund. Det vil sige, at der allerede nu findes måledata fra over 100.000 kollisioner. Det er faktisk nok til en forskningsartikel allerede,« siger professor Jens Jørgen Gaardhøje fra Niels Bohr Institutet. Han er tilknyttet ALICE-eksperimentet, som er blandt de forsøg, der nu har detektorerne tændt.
En mindre computer-farm med 400 servere er i gang med en hurtig første-analyse af de rå data.
Sådan en tidlig forskningsartikel vil beskæftige sig med ting som det, der i fagsproget kaldes "de globale parametre". For eksempel hvor mange partikler bliver dannet ved det nye, høje energiniveau? Hvad er der deres fordeling på forskellige partikeltyper? Passer det med de teoretiske modeller, som er tunet ind til lavere energier?
»Så kan man se, om modellerne holder, eller om de allerede afviger fra det forventede,« siger han.
Data-mængderne vokser fra nu af
ALICE-ekspermentet skal undersøge den quark-gluon plasma, der eksisterede i de første brøkdele af et sekund efter Big Bang - og som formentlig opstår igen, nu hvor universets mindste grundpartikler bliver hamret mere effektivt fra hinanden end nogensinde siden Big Bang - i et menneskeskabt forsøg, altså.
»Vi publicerede faktisk den allerførste LHC-forskning allerede fem dage efter, at acceleratoren kom i gang i november 2009. Men det var ved et energiniveau på 0,9 TeV sammenlagt, og der blev dengang kun målt 383 kollisioner,« siger han.
Fra nu af vil LHC-forsøgene køre 24 timer i døgnet, med mindre en eller anden komponent svigter, eller en magnet bliver ustabil.
Gradvist vil der blive injiceret flere og flere protonbundter i ringen, så der kommer flere sammenstød per sekund.
»Sammenstødsfrekvensen på 30 kollisioner per sekund vil formentlig fortsætte året ud,« siger han.
Med tiden skal ALICE-eksperimentet håndtere 3.000 kollisioner per sekund. Og i andre LHC-eksperimenter skal frekvensen til sidst op på 14 millioner sammenstød i sekundet. Det vil til den tid stille voldsomme krav til de computere og -netværk, der skal distribuere og behandle de uhyrlige datamængder.







