/forskning

Ustabile magneter driller Big Bang-forsøg

(Opdateret 11: 48) For første gang i historien bliver protoner nu sendt rundt i den store LHC-accelerator med 3,5 TeV. Men acceleratoren har hostet et par gange i løbet af morgenen.

Af Kent Krøyer, tirsdag 30. mar 2010 kl. 10:25

Siden klokken syv i morges har forskere ved LHC (Large Hadron Collider) i Cern været i gang med at starte den enorme accelerator med den højeste energi, der nogensinde er fyret af i et acceleratorforsøg, nemlig 3,5 TeV. Det er 3,5 gange så meget som de hidtidigt kraftigste forsøg.

Under det første tryk på "speederen" trippede en af de 1.200 magneter. Det vil sige, at den blev lidt ustabil. Det var ikke alvorligt, men det betød, at speederen blev sluppet igen.

Derpå blev der igen lukket op for hestekræfterne, og nogle få protonstrålebundter blev sendt igennem den underjordiske ring med 3,5 TeV.

Men klokken halv ni blev kørslen igen afbrudt af et af de automatiske sikkerhedssystemer, der skal beskytte maskineriet, hvis et eller andet bliver ustabilt.

»Det var en quench-protection unit, der smed beamet væk. Det sker, hvis der kommer en ustabilitet i en af magneterne, « fortæller professor Jens Jørgen Gaardhøje fra Niels Bohr Instituttet, der følger med på en storskærm. Forløbet transmitteres live fra Cern.

De 1.200 magneter skal være superledende, når protonstrålebundterne sendes rundt. Derfor er magneterne kølet ned til minus 271 grader celsius, kun to grader over det absolutte nulpunkt.

Hvis en af magneterne bliver for varm og falder ud af den superledende tilstand, mens protonbundterne suser rundt med 3,5 TeV, så kan strålebundtet ikke holdes på plads i den ringformede accelerator, og hvis protonbundtet kommer ud gennem siden af ringen, bliver der flået huller i den. Derfor vil de automatiske sikkerhedsmekanismer på brøkdele af et sekund afbøje protonstrålen og sende den ned i en grotte i bjerget under LHC.

»Når først LHC kommer op i fuld fart, og der kommer mange protonbundter i begge retninger, så vil det svare til, at man kører et IC4-tog ind i bjerget med 200 km/t,« siger Jens Jørgen Gaardhøje.

Ved opbremsningen klokken halv ni var energien mindre, fordi der ikke var så mange protonbundter i spil, skønsmæssigt et energiniveau "som en lastbil".

»Når LHC kommer i kontinuert drift, er det planen, at beamet skal dumpes to gange i døgnet,« fortæller han.

Det må give noget varme?
»Ja, det giver nemlig noget varme. Indretningen nede i grotten er specialdesignet, så man kan slippe af med al den varme på meget kort tid.«

I øjeblikket forventes, at LHC igen begynder at sende protoner rundt i ringen med fuld fart mellem klokken 1100-1130.

Opdateret kl. 1148
LHC er klar igen. Fra Cerns live-transmission forlyder det nu, at protoner er ved at blive loaded ind i maskinen. Acceleration forventes påbegyndt cirka kl. 1230.



30. mar 2010 kl 10:46

Michael Bojsen

Holger effekten

Kan ikke lade være med at tænke på "Holger effekten" :)


30. mar 2010 kl 10:51

avatar

Claus Wøbbe

Ja..

det må være skæbnen! .....


30. mar 2010 kl 11:53

Niels Hansen

tog vs. bjerg

»...så vil det svare til, at man kører et IC4-tog ind i bjerget med 200 km/t,«

Det lyder da som en glimrende idé! :D


30. mar 2010 kl 12:16

Jesper Rasmussen

Regnestykket

Hvordan ser det regnestykke ud der siger at protonstrålernes energi svarer til et IC4 (160tons) med 200km/t?

Regner vi på impuls får jeg det til at der skal drøne 30g partikler rundt, hvilket lyder rimelig højt.
Regner vi på kinetisk energi er tallet 5,5*10^-6g, hvilket jeg har svært ved at vurdere om det er passende, men så har jeg meget svært ved at tro et stråledump reelt er som "IC4 vs bjerg @ 200km/t".


30. mar 2010 kl 12:49

avatar

Jesper Stein Sandal

Følg CERN på Twitter

Udover dækningen på ing.dk kan det også anbefales at følge CERN's dækning på Twitter, hvor der løbende opdateres om eksperimentet:

http://twitter.com/CERN

Mvh.
Jesper Stein Sandal


30. mar 2010 kl 13:05

Jesper Søgaard

Kollision

Citat fra CERN Twitter:

First time in the history!!!!!!!!!!!! World record!!!!!!!!
2 minutes ago via web

Experiment have seen collisions!!!!!!!!!!!
3 minutes ago via web


30. mar 2010 kl 13:11

Jakob Møller

Re: Kollision

ATLAS og CMS har registreret kollision ved 7TeV!!!

http://webcast.cern.ch/lhcfirs...ics/


30. mar 2010 kl 13:50

Claus Rasmussen

Regnestykket

Hej Jesper; Du skal huske på at de partikler bevæger sig med relativistisk hastighed. Men vi véd at max-energien af hver proton er 3.5TeV=5.6e-7J.

Toget har en energi på 2.5e8J.

Antallet af protoner for at opnå samme energi er derfor Np = 4.4e14.

Protonernes hvilemasse er derfor m_proton*Np = 7.3e-10g (det lyder da meget realistisk).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.