ATLAS-eksperimentet genopdager Nobelprisvindende partikel!
Sidste tirsdag begyndte LHC acceleratoren at levere kollisioner til de fire LHC eksperimenter, og blot en uge efter kan ATLAS-eksperimentet nu fremvise de første W-partikler. W-partiklen står for den svage kernekraft på samme måde, som fotonen står for den elektromagnetiske kraft. Dens opdagelse (sammen med Z-partiklen) gav Nobelprisen i 1983. Dengang tog det flere år at gøre opdagelsen, mens det ved LHC nu blot har taget ATLAS en uge!
Dette vidner om at ikke bare LHC-acceleratoren og ATLAS-eksperimentet men også datadistributionen og analysen virker glimrende.
De to billeder af W-kandidater, som blev offentliggjort i går aftes efter at være blevet checket grundigt i løbet af dagen, er vedlagt og kan ses forneden. W-partikler kan blandt andet henfalde til en elektron og en neutrino (første billede) eller en muon (elektronens tungere storebror) og en neutrino (andet billede), og ATLAS har altså set en af hver slags.
Elektroner ses i ATLAS som et spor (her gult), hvorefter elektronen stopper i det første kalorimeter (her grønt). Myoner giver også et spor, men bliver ikke stoppet, hvormed de ses i det yderste af detektoren (her delvist gengivet med blå kasser). Neutrinoer flyver igennem detektoren uden at efterlade sig noget som helst signal! Disse "observeres" ved energibalancen i en kollision, dvs. ved at der mangler noget i en retning (kaldet "missing energy", gengivet med røde stiplede linier).
Den eksperimentelle sprogbrug er, at det er to "kandidater" til at være W-partikler, idet man aldrig kan være helt sikker. I dette tilfælde skønnes det dog, at chancen for, at det er noget andet er mindre end 1/1000 i hvert tilfælde.
Man forventede på nuværende tidspunkt, at der var næsten 50% chance for, at der var en W-partikel at finde i data, og at den ville tage lidt tid af finde blandt de øvrige 20.000.000 kollisioner. Så ATLAS har været lidt heldig at se to W'er, og hurtige til at finde dem.
Nu ser man frem til at genopdage Z-partiklen, der er bror til W'en, men dog en smule sjældnere, og derfra går jagten så på deres fætter Higgs-partiklen, hvilket dog kræver mange flere kollisioner. Men som tingene går nu, så er udsigterne lyse.










