/forskning

Multitasking-genier kan sagtens køre bil og snakke mobil samtidig

Selvom det er livsfarligt for langt de fleste mennesker at snakke i mobil og køre bil samtidig, så viser en psykologisk test i køresimulator, at ganske få mennesker faktisk får bedre hukommelse af at gøre ting samtidig.

Klik for at se billedet i stort

Supertaskere kan gemme sig i befolkningerne, formentlig også uden selv at være klar over deres exceptionelle egenskab. Deres "superegenskab" viser sig kun tydeligt under kontrollerede forsøg. (Grafik: University of Utah)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, lørdag 03. apr 2010 kl. 10:00

De to amerikanske forskere, Jason M. Watson og David L. Strayer, har fundet en lille gruppe mennesker med, hvad der uden overdrivelse kan kaldes superegenskaber.

Der findes nemlig mennesker, som både er i stand til at køre bil og snakke i mobiltelefon samtidig - og uden at gøre nogen af delene dårligere, end hvis de gjorde hver ting for sig.

Hvis man kikker på andre bilister i trafikken, kan man nemt få det indtryk, at det kan rigtig mange mennesker klare. Men sådan er det langtfra, hvis man undersøger sagen videnskabeligt.

Nogle ganske få procent af en folkemængde viser sig at have helt ekstreme multi-tasking egenskaber, mens resten af os er helt almindelige. Det vil sige: Vi er ret dårlige til, at koncentrere os om flere krævende opgaver samtidig.

De to psykologer fra University of Utah har gennemført en ensartet test på 200 mennesker, som blev sat til at "køre" i en køresimulator, mens de løste opgaver af forskellig sværhedsgrad. Psykologerne fandt, at 97,5 procent af de undersøgte personer blev dårligere til at køre bil, mens de snakkede. Og de blev klart ringere til at løse matematikopgaver, mens de førte en bil.

Det var ikke så mærkeligt, for det er en veletableret viden i den kognitive forskning, at opmærksomheden falder, når flere opgaver trænger sig på. Tidligere forskningsresultater har bekræftet dette. For eksempel har forsøg vist, at mobilsnakkere kun opfatter halvdelen af de informationer om omgivelserne, som folk, der koncentrerer sig om at køre. Og det amerikanske National Safety Council vurderer, at mere end hvert fjerde uheld på de amerikanske motorveje skyldes brug af mobiltelefon under kørslen.

En lille gruppe mennesker har helt specielle hjerner

Så det, der virkelig overraskede psykologerne, var, at de sidste 2,5 procent faktisk var i stand til at multitaske, uden at det kunne ses på resultaterne af hver opgave. Faktisk blev deres hukommelse endda en smule bedre, når de gjorde flere ting samtidig. Og det udfordrer tidens anerkendte teorier om en uundgåelig "flaskehals" i opmærksomheden.

Når disse 2,5 procent, som nu fik betegnelsen "supertaskere", udførte single-task opgaver, scorede de højt, men ikke bemærkelsesværdigt højt. De lå alle i øverste kvartil, hvilket betyder, at de var i den bedste fjerdedel af testdeltagerne. Men øverste kvartil var jo en relativt stor gruppe på 50 personer i dette forsøg. "Supertaskerne" udgjorde kun en tiendedel af øverste kvartil, så her kunne de stadig "gemme sig".

Det var først, når to opgaver skulle udføres samtidig, at "supertaskerne" virkelig skilte sig ud fra mængden.

De to psykologer mener derfor, at forskere i fremtiden bør interesse sig i langt højere grad for individer, frem for grupper, som det er sædvane.

»Det vil forbedre vores teoretiske forståelse for opmærksomhed og opgavekapacitet væsentligt, både i laboratorier og i målrettede forsøg,« skriver de i forskningsartiklen.

Jagten på supertaskernes egenskaber fortsætter
Studier af individer, der klarer sig betydeligt bedre eller betydeligt dårligere end gennemsnittet, kan kaste lys over, hvordan opmærksomhedens mekanismer fungerer. På samme måde som studier af opfattelse og hukommelse.

Forskerne har efter forsøget opretholdt forbindelse med den lille gruppe af supertaskere i håbet om at identificere fælles kendetegn i form af opførselsmønstre eller genetiske eller neurale udtryk.



03. apr 2010 kl 10:57

Jesper Petersen

Multitaske=kvinder?

Man siger jo at kvinder er bedre til at multitaske, på trods af at jeg læste for nylig at kvinder ikke var bedre til det end mænd, så gad godt vide kønsfordelingen af de der 2,5%.


03. apr 2010 kl 11:15

Bent Hansen

Fjollirier

Og hvem i trafikken er så multitasking-genier ?.

Der findes også dem der kan kører med mere sprit i blodet mere sikkert end "normale" og racerkører ligeså.
Burde de så også "have lov"

Derfor beretter det ikke at vrøvle i telefon mens man kører, selv om man er et "multitasking-geni"


03. apr 2010 kl 11:50

Dan Mortensen

Re: Fjollirier

Synes ikke rigtigt det fremgår af artiklen at nogle skal "have lov" til hverken at snakke i mobil, eller køre med sprit i blodet?


03. apr 2010 kl 13:23

avatar

Thorbjørn Heller Johansen

Ommer ...!

Fordi enkelte kan berettiger det ikke til at alle må.
Det er virkelig dårlig færdselkultur at førerens opmærksomhed afledes uanset om det er telefon, pille ved radio, indblanding fra passagerer.


03. apr 2010 kl 13:40

Ole Andersen

Re: Ommer ...!

Men er det ikke lidt overdrevet at kalde det for livsfarligt at snakke i mobiltelefon når man körer bil ?
I Sverige er det fuldt lovligt og du behöver ikke engang handsfree


03. apr 2010 kl 13:46

Ricki Gregersen

Re: Fjollirier

@Bent!
Nu er det jo ikke en artikel omkring hvorvidt der ved lov skal indføres et lille klistermærke der sættes i forruden som berittiger føreren af bilen til at at tale i telefon mens vedkomne kører.

Det er istedet en videnskabelig undersøgelse af hvad der sker når man gør det. Det viser sig så at nogen klarer dette bedre end andre. Jeg er sikker på Bent syntes alle andre trafikanter er nogle fjolser. I den kategori er der også plads til debatører kan jeg se.

Vores lovgivning klarer ganske fint at skelne mellem hvad der er nogle få individers særlige egenskaber og hvad der er normen. Nok om det.
-----
Det er spændende at der forskes i disse områder, verden er fuld af teknikker og "GTD" (Get Things Done) værktøjer fordi det altid har været tilgangen at man ikke kan gøre flere ting på samme tid uden det påvirker kvaliteten af løsningerne. Kunne være interessant at se undersøgelser der skubbede lidt til den grundindstilling.


03. apr 2010 kl 15:52

Bjarke Mønnike

Re: Re: Ommer ...!

Du mener at det ikke er forbudt i Sverige, Ole Andersen at tale i håndholt telefon.


03. apr 2010 kl 17:07

Ole Andersen

Re: Re: Re: Ommer ...!

Nej det mener jeg ikke , jeg hved det :-)

http://www.ntf.se/kronoberg/de....asp


03. apr 2010 kl 18:45

Bjarke Mønnike

Re: Re: Re: Re: Ommer ...!

Dansk er svært. Jeg benægter ikke at din viden korrekt, men kommenterer dit sprogbrug

Der er nemlig himmelvid forskel på om noget er direkte tilladt,accepteret, eller om det er forbudt :o)


03. apr 2010 kl 19:01

Ole Andersen

Re: Re: Re: Re: Re: Ommer ...!

Ja det er helt ok, jeg har en lille smule svärt med sproget nu fortiden da jeg bor i Sverige siden 1985.
Mejn faktum er at det er helt tilladt at snakke i sin håndholdne mobiltelefon..det kan jo te sig lidt märkligt da Sverige i Danmark er kendt som landet der aldt er forbudt.
Det ser heller ikke ud til at alle Svenskere dör når de snakker i mobilen, faktum er at dödstallet i Danmark er höjre selv om inbyggertalet burde vise at flere Svensker dör ,men det er ikke så.
Klikke på min länk i foregående indläg ..det er faktisk meget vi må göre i Sverige...som er forbudt i DK.


03. apr 2010 kl 22:29

Benny Olsen

Re: Re: Ommer ...!

I Sverige er det fuldt lovligt og du behöver ikke engang handsfree
Svenskerne har undersøgt sagen og finder at den største dræber er farten, derefter kommer manglende opmærksomhed pga alkohol og stoffer(også stoffer fra medicin), knap 30% af alle dødsulykker skyldes alkohol og stoffer, og langt nede på liste ligger samtale, og det er ikke det at holde mobiltelefonen der stjæler opmærksomheden, det er selve samtalen, og det er ikke forbudt at samtale med personer der er med i bilen.


03. apr 2010 kl 22:35

Bjarke Mønnike

Re: Re: Re: Ommer ...!

Nu var jeg bosiddende i Sverige i et par år fordi svenskere ikke kunne forventes at kunne håndtere en 5 litersdunk med rent sprit til justering af Tullverkets krav om alkoholprocenter i folkeøllet :O)

Set i det lys ja så rangerer telefonsamtale
bestem langt nede på listen over svenske problemer.


03. apr 2010 kl 22:36

Benny Olsen

Re: Re: Re: Ommer ...!

Der skulle have stået:

og det er ikke jo heller ikke forbudt at samtale med personer der er med i bilen.


03. apr 2010 kl 22:56

Preben Rose

Multitasking kan læres

Multitasking kan læres (ikke nødvendigvis af alle), specielt når den ene af opgaverne er rutine- eller reflekspræget.

Jeg kan selv indtræde i en underlig "superopmærksom" tilstand omkring det at føre køretøj, samtidig med at jeg udfører en anden opgave.
Jeg tror det skyldes, at man normalt (mere eller mindre ubevidst) tænker på mange ting, mens man fører bil, hvorimod når man indtræder i "multitaskingmode" er nødt til at koncentrere sig om de to ting man er igang med.
Jeg tror ikke, at alle kan lære det, og det er ikke noget jeg vil anbefale at eksperimentere med.

Jeg tror flere piloter genkender denne fornemmelse, fordi de ofte er nødt til at lave kommunikation og manøvreringsopgaver samtidigt!?


04. apr 2010 kl 02:18

avatar

Jonas Hansen

Re: Multitasking kan læres

Multitasking kan læres (ikke nødvendigvis af alle), specielt når den ene af opgaverne er rutine- eller reflekspræget.

Ja, så længe man bare kører ligeud på motorvejen, tror jeg du har ret. Men jeg er bange for den ikke holder hvis den forankørende pludselig bremser hårdt og du skal reagere hurtigt og samtidig vælge den korrekte undvigemanøvre. Selv om Michael Schumacher kan tale lige så flydende under et formel 1-løb som uden for banen, tvivler jeg på samtalen fortsætter hvis den forankørende forulykker.


04. apr 2010 kl 10:10

Preben Rose

Re: Re: Multitasking kan læres

Ja, så længe man bare kører ligeud på motorvejen

Du tager fuldstændig fejl - det er faktisk sværere at multitaske, hvis den ene af opgaverne ikke er særlig krævende, idet man så begynder at tænke på andre ting også.
Vi er så ovre i almindelig delt opmærksomhed mellem to eller flere opgaver.
Det jeg omtaler er tæt trafik samtidig med en anden opgave.

Det er vigtigt (for mig), at den ene af opgaverne har et rutinepræget element, som det at føre bil.

Som analogi kan man måske sige, at det svarer lidt til at hjernen arbejder som en dualcore processor - med to parallelle opgaver.

Det er ikke nemt at forklare for folk, der ikke har eller har tillært sig evnen.

tvivler jeg på samtalen fortsætter hvis den forankørende forulykker.

Een opgave må nødvendigvis altid have prioritet, hvad man kan man kan klare samtidigt, afhænger af øvelsen.

P.S. Til alles beroligelse, er det ikke noget jeg praktiserer længere.




04. apr 2010 kl 11:04

Niels Voigt

Hvorfor er håndfri tilladt?

Hvad skulle gøre, at man er mindre koncentreret om kørslen, når man taler i en håndholdt fremfor en håndfri?


04. apr 2010 kl 11:12

Bent Hansen

Re: Hvorfor er håndfri tilladt?

Hvad skulle gøre, at man er mindre koncentreret om kørslen, når man taler i en håndholdt fremfor en håndfri?

Fordi en håndfri har du begge lapper på rattet.


04. apr 2010 kl 11:16

Bent Hansen

Re: Re: Fjollirier

Synes ikke rigtigt det fremgår af artiklen at nogle skal "have lov" til hverken at snakke i mobil, eller køre med sprit i blodet?

Nej. Men artiklen kan "lugte" lidt at, at der er nogen der kan vil der opfordre andre der ikke kan, gør det.

Men nogle kører bedre en andre med sprit i blodet, og andre kan kører stærke og sikkert.
At nogle kan multitaske komme ikke bag på mig. Der findes sikkert også nogle der kan sidde og spille på trommer og elbas samtidig mens de kører.


04. apr 2010 kl 11:28

Henrik Eismark

Skadelig nyhed

Man får jo ikke flere arme og hænder til at betjene bilen fordi man er multi-tasker. Påstanden om disse få procent kan være meget skadelig fordi alle vil automatisk anse sig for blandt disse ligesom de fleste adspurgte mener de er bedre bilister end gennemsnittet, selvom det er en statistisk umulighed. Man kunne have ønsket sig nyheden udkom 1. april.



05. apr 2010 kl 12:42

avatar

Claus Wøbbe

Re: Skadelig nyhed

Der er nemlig himmelvid forskel på om noget er direkte tilladt,accepteret, eller om det er forbudt :o)

Nej, Bjarke, her tager du helt fejl. Alt er som udgangspunkt tilladt, med mindre det specifikt er forbudt.


05. apr 2010 kl 13:50

Bjarke Mønnike

Re: Re: Skadelig nyhed

Så skulle du tage bopæl i Sverige i mindst et halvt år tid Claus. Der ville du meget hurtigt opdage hvad forskellen er. Der er nogen der kan leve med den forskel, jeg kunne ikke og jeg kommer der ikke frivilligt mere!
De er lidt anderledes derovre, blandt andet er deres tolerancetærskel placeret meget anderledes end vi er vant til her tillands.

Der er en del grunde til at alt for mange svenskere går helt agurk når det kommer uden for fosterlandets rammer og det mindste onde er deres manglende evne til at håndtere sprit på.

Jeg har prøvet at bo derovre. Jeg vil heller bo i Gazastriben end i Sverige igen.


05. apr 2010 kl 14:03

Bjarke Mønnike

Men Claus.

Emnet i tråden er omhandler stadig multitasking.

Ligemeget hvilken aktivitet som mennesket formår at udføre så er der en top og en bund af udøvere.

Og hvad er reelt multitasking?

Jeg kan gå og føre en samtale med en anden person.........er det multitasking?

Jeg kan køre på cykel uden at holde på styret samtidigt med at jeg synger en sang og nyder mine omgiveleser....er det multitasking?

Jeg kan sidde i et fly under landing og snakke i radio om hvad jeg skal gøre når jeg er landet.....er det multitasking?

Jeg sidder i en bil i tæt trafik og taler i telefon samtidigt med en nyhedsudsendelse køre i radion og har en tændt cigaret i hånden.......er det multitasking eller hører det indunder dumhed?


06. apr 2010 kl 00:03

martin nielsen

Det er slet ikke til debat

Det er næsten fysisk umuligt at styre en bil lige så godt med 1 hånd på rettet som med 2, og det gir lige som sig selv at for at føre en bil korrekt skal man have begge hænder på rettet iser hvis man skal undvige så har man ikke mange mikrosekunder, og så kan man være den bedste i verden til at multitaske uden det nogen hjælp.


06. apr 2010 kl 09:42

Jens Christensen

Re: Re: Hvorfor er håndfri tilladt?

Fordi en håndfri har du begge lapper på rattet.

Koncentrationen afhænger vel næppe af antallet af hænder på rattet?

Så længe der ikke er krav om, at man skal føre bil med to hænder på rattet undtagen ved gearskift og signalgivning, er dét argument værdiløst.
Jeg har kørt Folkerace i en periode, og på grund af de mange gearskift kørte vi konstant med én hånd på rattet og den anden på gearstangen trods de mange hidsige kurver. Intet problem.
Alle andre steder end under parkering kan du lave langt rigeligt ratudslag uden at flytte hånden, og jeg laver stadig trepunktsvendinger med én hånd hurtigere end gennemsnittet gør det med to, fordi jeg ikke behøver at skifte hænder - og det er uden servostyring. Så svært er det heller ikke. Ikke at det er relevant i alm. trafik, men for at fortælle dig, at to-håndsargumentet ikke er det store værd. Slet ikke i en debat om multitasking ;o)

Det er stadig tilladt at køre bil, mens man skændes med konen og sidder med en kop skoldhed kaffe i den ene hånd. Er det ikke mere relevant at se på det?
Der er i hvert fald tale om heftig multitasking at skulle balancere både kone, kaffe og kørsel på én gang.

Med håndfri har jeg i øvrigt haft fornøjelsen af at blive filtret ind i ledningen under manøvrering af bilen.
Man må jo ikke have telefonen liggende i skødet eller lommen, men skal have den monteret på instrumentbrædtet et sted, og med alm. ledningslængder giver det et meget uheldigt ledningstræk (og jo, jeg kender Bluetooth, men vi taler om hvad loven kræver).


06. apr 2010 kl 12:28

Mogens Nielsen

Mobilsamtaler dårlig idé

For lige at vende den med lovgivningen, så vil jeg tro at de få der kan multitaske, også kan se det fornuftige i at der eksisterer forbud her i mod (håndholdt mobil, spritkørsel). For selv om de selv har evnerne, er de jo i risiko for at blive torpederet m.m. af de mange der ikke kan multitaske.

Iøvrigt handler mobilsamtaler ikke kun om ulykker, men også om det sindsygt irriterende i at en bilist pludseligt foretager sig underligt ukoncentrerede manøvrer (nedsætter hastigheden, ikke køre frem ved grønt lys, ikke kører ind i rundkørslen ved fri bane osv).


06. apr 2010 kl 12:32

Poul Pedersen

Re: Re: Re: Hvorfor er håndfri tilladt?

Det er stadig tilladt at køre bil, mens man skændes med konen og sidder med en kop skoldhed kaffe i den ene hånd. Er det ikke mere relevant at se på det?

Det er desværre en alment udbredt misforståelse at det skulle være lovligt at være uopmærksom i trafikken.
Faktisk står der det modsatte i færdselsloven, at der så de facto er en klausul på hele færdselsloven som hedder: "så længe panserne ikke ser det er det lovligt" er bare beklageligt.
Og de sidste mange års misfostre af justeringer i færdselsloven har bare forstærket tendensen til at udnytte denne uskrevne klausul.
Nu tror alle lige pludselig at det er lovligt at være uopmærksom af alle andre årsager end håndholdt mobil.


06. apr 2010 kl 13:08

Christian Clausen

Re: Re: Re: Hvorfor er håndfri tilladt?

...Alle andre steder end under parkering kan du lave langt rigeligt ratudslag uden at flytte hånden, og jeg laver stadig trepunktsvendinger med én hånd hurtigere end gennemsnittet gør det med to, fordi jeg ikke behøver at skifte hænder - og det er uden servostyring. Så svært er det heller ikke. Ikke at det er relevant i alm. trafik, men for at fortælle dig, at to-håndsargumentet ikke er det store værd. Slet ikke i en debat om multitasking ;o)

Dem der tror de kan holde en mobiltelefon fast til øret med den ene hånd, dreje på rattet med den anden hånd, skifte til andet gear med den tredje hånd, samtidig med at de fører en samtale og orienterer sig i de blinde vinkler, de burde have frakendt kørekortet omgående!


06. apr 2010 kl 16:05

avatar

Gert Mandrup

Tankevækkende psykologisk test.

National Safety Council, vurderer at mere end hvert fjerde uheld i trafikken, skyldes brug af mobiltelefon under kørslen.
Hvis man så lægger, alle de andre distraherende omstændigheder til, som er nævnt i debatten (herunder koner og svigermødre og letpåklædte cykelpiger) når man måske op i nærheden af de 100%?
Lige fratrukket dem, der mener at de er verdens suverænt bedste til at køre bil og alle andre er nogle fjolser...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.