Solsejl skal rydde op efter fremtidens rumskrot
Næste år starter forsøg med et 25 kvadratmeter solsejl indbygget i en satellit for at vise, at rumskrot kan sendes til afbrænding i atmosfæren i stedet for at ende som rumskrot.
Fremtidens satellitter og brugte rakettrin skal medbringe et solsejl noget lignende dette, som slås ud, når satellitten på et tidspunkt bliver mere i vejen end til nytte. Det svarer til at trække let i håndbremsen, og så går turen hjemad til Jorden. (Grafik: Wikipedia/Nasa).
Læs også
-
Skrantende Ørsted-satellit bliver selv til rumskrot næste år
-
Amerikanerne: Vi er årtier bagefter med at holde styr på rumskrot
-
Atlantis klar til opsendelse: Hubble kan blive til 42 milliarder kroner rumskrot
Læs mere om
Dokumentation
Forskere fra universitetet i Surrey i England giver nu et bud på en bæredygtig affaldsbehandling i rummet. Løsningen er et solsejl, der kan indbygges i fremtidige opsendelser af satelliter, rakettrin osv. Ideen bliver afprøvet i slutningen af 2011 med opsendelsen af en minisatellit med indbygget solsejl.
Mængden af metal-affald, som cirkler rundt om Jorden, truer nemlig fremtidens udnyttelse af rummet. Hvis en enkelt metalstump strejfer en satellit, bliver den ødelagt ved sammenstødet, fordi hastigheden ofte er ødelæggende.
Rumskrottet, som løber op i mindst 5.500 tons, består af diverse raket- og satellit-fragmenter, der findes i præcis de gode højder, hvor praktisk anvendelige satellitter kan ophænges i kredsløb. Den flyvende skrotbunke øges for tiden med fem procent om året.
Den store mængde flyvende metalstumper stammer fra 50 års rumfart, hvor raketter er opsendt i hundredevis, de fleste uden en effektiv løsning på, hvordan de skal behandles, når de ikke længere kan bruges.
Det nytter for eksempel ikke at skyde på dem, for så deles de blot i endnu flere fragmenter med nye kredsløbsbaner, der også skal holdes øje med.
Solen sejler rumskrot mod jorden
Så for at undgå, at Jorden får en skinnende skive som Saturns, bestående af menneskeligt rumaffald, foreslår forskerne, at fremtidens rumfartøjer medbringer en anordning, som effektivt henter ubrugeligt isenkram ud af kredsløb, når deres tid er kommet.
Anordningen består af et solsejl, som kan pakkes ned i en tre kg tung kasse på 10 x 10 x 30 cm. Når sejlet er udfoldet, fylder det 25 kvadratmeter.
Solsejl er i sig selv ikke en ny ide. Det har været fremført som en mulig motor til mangeårige rummissioner, for eksempel ekspeditioner til andre stjerner.
Rumsejlet kendetegnes ved en meget lille, men konstant acceleration. Fremdrivningskraften opstår, når solen skinner på sejlet. Lysets fotoner har en meget lille masse, men de har god fart på. Ifølge Einstein har de en impuls på p=E/c. Det giver en kraft på 6,5 gange 10 i minus femte N/m2, hvis sejlet står vinkelret på strålerne.
Det er ikke meget i forhold til en raket, men når kraften påvirker et stykke rumskrot hvert eneste sekund, døgnet rundt, bliver det alligevel til en respektabel acceleration eller opbremsning, når der er tid nok.
Sejlet behøver ikke stå helt vinkelret på indstrålingen. Ved at skråtstille sejlet, kan man krydse til siden ligesom et sejlskib.
Succes kan føre til standardpakker til rakettrin
Hvis afprøvningen næste år forløber, som den skal, vil konceptet blive tilbudt fra 2013 som standard nedhentningssystem til opsendelsesraket-trin og Low Earth Orbit satellitter med en masse på under 500 kg.
