25 år uden A-kraft: Sangene var nej-sidens stærkeste våben
De saglige argumenter var lige tunge i bevægelserne for og imod A-kraft. Til gengæld vandt nej-siden stort på evnen til at mobilisere andre kanaler. Sangen "Plutonium" var dermed en væsentlig årsag til at A-kraften i dag mandag for 25 år siden blev lagt i graven.
Civilingeniør, lic.techn, og lektor i Kommunikation ved RUC, Oluf Danielsen, deltog aktivt på nej-siden i debatten om atomkraften. I 2006 forsvarede han sin doktorafhandling om emnet. Mange ja-sigere er aldrig kommet sig over beslutningen, og jeg forstår dem godt, siger han.
Multimedia
Galleri:
Atomkraft - 25 år
Læs også
-
Problemer på kernekraftværker koster Vattenfall 1,5 mia. kroner
-
Tyskland i kovending om a-kraft: Alle værker skal holdes i live
-
Kommercielle atomreaktorer skyder for første gang frem i arabisk land
»Folketinget pålægger regeringen at tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt.«
Sådan lød det enkelt, kort og ordret for 25 år siden i Folketingsbeslutningen om offentlig energiplanlægning uden atomkraft fra 29. marts 1985.
»Det er vist uden for enhver tvivl, at den beslutning kom som et kæmpe, kæmpe chok for tilhængerne af atomkraften,« siger Oluf Danielsen, der er lektor ved Institut for Kommunikation ved Roskilde Universitet og i 2006 forsvarede sin doktorafhandling om atomkraftdebatten i Danmark.
Den rå lovtekst fra 1985 dækker over en langvarig en dramatisk og ophedet debat mellem forskere og eksperter. En debat, vi ikke skal forvente at se igen, og som samtidig resulterede i en beslutning, der trak livsgrundlaget væk fra de mange naturvidenskabelige eksperter og industrifolk, der havde brugt årevis på at forberede atomkraftens indtog i Danmark – og som de aldrig rigtigt er kommet sig over.
»Mange havde satset såvel deres karriere som deres eget liv på at få atomkraften til Danmark, og da det ikke skete, stod de med et rigtigt stort problem. Flere af dem nægtede da også at anerkende nej’et som definitivt og satsede i stedet på, at politikerne ville blive klogere med tiden. Det skete som bekendt ikke,« siger Oluf Danielsen.
Holdning for atomkraft
Planlægningen af dansk atomkraft begyndte i 1950’erne, hvor Niels Bohr som næsten enevældig konge inden for atomfysikken brugte sine kontakter i Storbritannien og USA til at gøre atomkraft til et voksende emne i Danmark. Han spillede en afgørende rolle for oprettelsen af Atomenergikoimmissiones forsøgscenter Risø i 1956 for at sikre den fredelig udnyttelse af atomkraften i Danmark.
Industrifolk, politikere og forskere så i det hele taget frem til at udnytte den nye teknologi til fredelige formål efter den havde vist sit grimmeste ansigt i slutningen af krigen. Målet var at producere energi for at sikre vækst og fremgang for alle i samfundet. Der var en hel igennem positiv tilgang til den nye energiteknologi, forklarer Oluf Danielsen.
»Der var selvfølgelig dengang enkelte skeptikere, der pegede på atomkraftens farligere sider, men generelt var der i Danmark en spirende optimisme - og i øvrigt flertal for atomkraften op gennem 1950’erne og 1960’erne. Atomkraften blev set som en kilde til velfærd, og interessen voksede sig større i 1960’erne, hvor der faktisk blev etableret en ganske betydelig videnopbygning herhjemme.«
Debatten tager til
Men i løbet af 1970’erne tog debatten til, og der kom mere fokus på de negative sider af atomkraften. I 1974 forsøgte det jysk-fynske Elsam at indhente tilbud på et atomkraftværk, og samtidig blev OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft, stiftet blandt modstanderne. To år efter blev Reo, Reel Energi Oplysning, stiftet som modtræk til OOA. Slaget var i gang, og det skulle i hidtil uset grad komme til at foregå i offentligheden.
Gennem midten og slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne tog debatten til i intensitet. Ingeniører, fysikere, geologer og andre naturvidenskabelige eksperter på begge sider brugte arbejdstid på at deltage i foredrag, debatmøder og andre offentlige arrangementer, hvor atomkraften blev diskuteret.
»Selv om du ikke arbejdede direkte med emnet, blev det på de forskellige forskningsinstitutioner og universiteter set gennem fingre med, at man brugte sin arbejdstid på at diskutere atomkraft. Risø-medarbejdere kunne på samme tid bruge arbejdstid på at deltage i debatmøder rundt om i landet Den var ikke gået i dag. Over årene blev friheden for Risø-forskerne til at debattere gradvist reduceret, men nogle fortsatte deres engagement i Reo helt til sidst,« fortæller Oluf Danielsen.
Men hvad var så årsagen til at det blev et nej i Danmark for 25 år siden og tilmed et så konkret nej, at det blev nedfældet som lov? Debatten rasede også i andre lande rundt om os ikke mindst i Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien. Kun Frankrig skilte sig i Europæiske sammenhæng ud, fordi samfundet der er mere topstyret og befolkningen mindre autonom.
Men de fleste store lande fik som bekendt atomkraft, eksempelvis i Sverige har atomkraften siden udgjort cirka halvdelen af el-produktionen, og danske fysikere, ingeniører og andre teknikere var med i den absolutte verdenselite, hvad angår viden om atomenergi, så hvad gjorde udslaget i Danmark?
Følelser versus fornuft?
Ifølge Oluf Danielsen skal årsagen findes i fem primære årsager. For det første spirede en blomstrede miljøbevægelse med inspiration fra USA, der gradvist fik flere tilhængere i 68’generationen.
»Det var på mange områder en speciel tid dengang. Folk gik virkelig meget op i debatten. De var ildsjæle formet af tiden og havde et drive på blandt andet miljø- og energiområdet, som man ikke finder i dag. Det eneste, der i perioder måske kommer i nærheden, er klimadebatten, hvor der også lejlighedsvis ses større demonstrationer osv. Men det er slet ikke i samme stil,« siger Oluf Danielsen, der som ung civilingeniør og lic. techn. i faststoffysik ved Risø selv deltog aktivt i debatten - på den sejrende nej-side.
Men begge sider fremførte gode argumenter, begge kunne frembringe rapporter og undersøgelser, der bekræftede netop deres holdning og begge sider havde dygtige forskere og eksperter på hver deres side.
Men nej-siden havde alligevel ekstra dimension, mener Oluf Danielsen. En dimension, som de dygtige udnyttede, og som modstanderne aldrig rigtigt forstod.
»OOA argumenterede lige så sagligt med udredninger og beregninger som tilhængerne, men de overlejrede samtidig argumentationen med kulturelle arrangementer, rockkoncerter, demonstrationer og store marcher blandt andet flere såkaldte Barsebäck-marcher. Den kombination af saglighed og mere følelsesmæssige udtryk fandtes ikke hos modparten i Reo, hvor man i udtalt grad troede på og benyttede det saglige argument. Når modstanderne f.eks. sang sangen ’Millirem, millirem, Plutonium’ og nogle af de andre i sangbøgerne, var det mobilisering på andre kanaler end de saglige som ja-siden aldrig forstod at udnytte,« forklarer Oluf Danielsen.
Hvad skal væk - Barsebäck
Nej-siden fik desuden hjælp af, at Barsebäck var blevet placeret 20 kilometer fra København, og selv om den danske miljøstyrelse i 1974 mente, at de værst tænkelige følger ved et uheld på Barsebäck ville blive et kortvarigt forbud mod salg af mælkeprodukter, var realiteterne nået ud til befolkningen. Tre år senere udtalte viste beregninger fra OOA, at den værst tænkelige katastrofe kunne koste op mod 40.000 mennesker livet inden for en afstand af 50 km fra værket.
»Folk kunne groft sagt måske leve med at et uheld kunne lamme en mindre provinsby, men Danmark som nation ville ikke kunne fungere, hvis det det værst tænkelige uheld skete kun 20 kilometer fra landets hovedstad. Nationen ville ganske enkelt blive lammet, og det fik stor betydning,« forklarer Oluf Danielsen.
Argumentet om sikkerheden fik ny næring i 1979, da ulykken på Three Mile Island og den delvise nedsmeltning af reaktor 2, indtraf. Selv om der ikke skete noget personskade ved uheldet, fik det store konsekvenser – bl.a den at udbygningen med atomkraft gik i stå i USA.
Sammenholdt med, at affaldsproblemet ikke var løst, stod nej-siden med en stærk sag over for politikerne, der var stærkt splittede.
»Det blev pludselig meget svært for tilhængerne at bortforklare den risiko, som modstanderne så som et af de store problemer. Konsekvenserne af et stort uheld tæt på København var ganske enkelt ikke acceptable, og konsekvenserne for miljø og mennesker af at deponere affaldet i salthorstene i Nordvestjylland var totalt uafklarede. Det var tunge argumenter.«
Socialdemokraterne leverede dødsstødet
Oliekrisen i 1973 havde jaget en skræk i livet på mange politikere over udsigten til at sikre forsyningssikkerheden, og det var et stærkt kort i hænderne på ja-siden. Men da man fandt olie og gas i Nordsøen røg også argumentet for forsyningssikkerheden, fordi det kraftigt reducerede behovet for at anvende atomkraft.
Det sidste søm i ja-sigernes kiste blev slået i af Socialdemokratiet, der var dybt splittet i sagen, men til sidst skiftede fra at være tilhængere til modstandere inden afstemningen i Folketinget. Atomkraften i Danmark var dermed en død sild.
Drømmen lever i tilhængerne
I dag sidder Oluf Danielsen og kigger tilbage på en svunden tid med udsigten til en snurrende vindmølle fra kontoret på RUC. Han noterer sig stille, at atomkraftdebatten om end den er død rent politisk, lever i bedste velgående blandt andet på dette site, hvor tilhængere og modstandere stadig diskuterer ofte ret følelsesladet. Hvorfor det er sådan, har han en god forklaring på.
»Jeg tror, at den her debat adskiller sig fra andre emner som eksempelvis byggeri af broer eller motorveje ved at mange sår aldrig er helet. Især er der mange af tilhængerne, der 25 år efter krampagtigt holder fast i drømmen om dansk atomkraftværk vel vidende, at det ikke er realistisk. Men de kan ikke slippe tanken,« siger Oluf Danielsen.
Hans generation tynder ud og med dem den gamle debat, påpeger han. Og selv om tendensen går mod en mere positiv holdning over for atomkraften også i Danmark som middel i kampen med mod CO2 og klimaforandringerne, tvivler han på, at den unge generation vil tage atomkraften op i Danmark.
»De unge under 35 ved selvfølgelig ikke så meget om, hvad debatten gik på dengang, og de er ligeglade. For dem er det bare gammeldags, og de forstår det ikke. De ser dog et stort globalt problem, der hedder CO2, og de er heller ikke så berøringsangste for atomkraft, som vi var dengang. Men der nu er stadig lang vej til, at der kommer atomkraft i Danmark. Det, vi har set effekterne af indtil nu, var en slags folkelig teknologivurdering, og den holder også i de næste 25 år.«
