Dansk Energi: Sådan skærer vi 17,5 procent af vejtrafikkens CO2
Folketingets model for en mere miljørigtig bilpark er ikke skarp nok, mener Dansk Energi, der nu fremlægger en ny model, der er baseret på differentierede kørselsafgifter.
Hvis Danmark for alvor skal have drejet bilparken og kørselsmønstret hen i en mere "grøn" retning, skal der indføres differentierede kørselsafgifter, mener Dansk Energi.
Dyrere, jo mere du sviner
• ”Standard” el-bil:
Storby: 9.440. Land: 4.215
• Toyota Plug-in, hybrid:
Storby: 14.256. Land: 6.352
• Citroen C1, benzin:
Storby: 16.971. Land: 6.387
• VW Touareg, diesel:
Storby: 19.737. Land 8.976
Læs også
-
Ekspert til Ingeniørens læsere om roadpricing: vi kan ikke være sikre på effekten
-
Ingeniørens trafikpanel: Politikernes GPS-roadpricing er en naiv drøm
-
Desperate organisationer: Gør bilparken grøn med afgift på forurening
Læs mere om
Dokumentation
Det vil kun have ringe effekt på klimaet, hvis Danmark halverer registreringsafgiften på nye biler og indfører nye kørselsafgifter som et flertal i Folketinget ellers går ind for.
Det viser modelberegninger fra Dansk Energi, der, sammen med tænketanken Copenhagen Economics, har udviklet et alternativt skatteudspil.
»Vores analyse viser, at Folketingets model i sig selv kun gør en lille klimaforskel, fordi de dyre, benzinkrævende biler vil blive billigere og derfor mere attraktive for forbrugerne ved at halvere registreringsafgiften og indføre kørselsafgifter,« siger Frans Clemmesen, cheføkonom i Dansk Energi.
Danmark er forpligtet til at skære 20 procent af CO2-udledningerne i de ikke-kvoteomfattede sektorer som transporten er den del af, men Danmark halter efter målet.
Den model som Dansk Energi har udviklet, hævder at kunne skære 17,5 procent af vejtransportens CO2-udledninger ved at differentiere kørselsafgifterne, så der betales lavere kørselsafgift for biler med lavt CO2-udslip og støj.
»En grøn omlægning af bilparken forudsætter, at både registreringsafgiften og kørselsafgiften belønner miljøvenlige og energieffektive biler. Det er samtidig en af måderne at sikre, at de miljøvenlige biler bliver til familien Danmarks bil,« siger Frans Clemmesen.
Selv om Dansk Energi ser elbilernes forlængede afgiftsfritagelse frem til 2015 som et skridt på vejen, er det ikke nok:
»Vores beregninger viser, at bilparken kun bliver grøn, hvis beskatningen gør det muligt for elbiler og plug-in hybridbiler at konkurrere på lige vilkår med konventionelle benzinbiler,« siger Frans Clemmesen.
Både Folketingets og Dansk Energis modeller bygger på bilbeskatningsudvalgets kommissorium om en fremtidig, grøn bilbeskatning. Forskellen ligger i differentierede kørselsafgifter og et ændret "knækpunkt" for registreringsafgiftens progression fra 79.000 til 250.000 kroner:
I dag stiger registreringsafgiften til 180 procent for biler med en værdi over 79.000 kroner, og selv med en halvering af registreringsafgiften vil det blokere for, at miljøvenlige biler kan konkurrere på lige vilkår, fordi de nye teknologier koster mere at anskaffe.






