Den gang jeg var lille purk nede på det sydvestsjællandske bondeplateau, kunne man få en gammel radio eller et gammelt TV forærende, som man med en bog fra biblioteket og det på bagpladen påklistrede diagram, kunne lære rigtig meget af.

Gik jeg over vejen til smedjen, kunne jeg være heldig at lære hvordan differentialet i en Ferguson 35 virker, eller hvordan man justerede bremser på en Mascot.

Jeg kunne dengang dumpe ind alle steder der så interessante ud: plastikfabrikker, foderstofmøller, forbrændingsanstalter, jernbanekontroltårn og næsten være sikker på at få en forklaring.

Særligt når jeg var på ferie gik jeg på opdagelse.

Under en ferie hos mosteren i Vamdrup brugte jeg en hel dag i kontrolrummet i Glasuldsfabrikken, sammen med Rovsing folk der kæmpede for at få computerstyringen til at virke.

På ferie i Hvide Sande gav en telefonmontør sig god tid til at vise hvordan et opkald kommer igennem en elektromekanisk telefoncentral og slusemesteren fortalte længe og malende om hvordan slusen virkede og hvor dumt det var at der ikke var sat en generator i.

Bevares, man fik da også nej når man sådan stak hovedet ind uanmeldt, nogle steder kategorisk, Grindstedværket f.eks, men de fleste steder kun midlertidigt: "Kom forbi i morgen eftermiddag, der har vi bedre tid".

Jeg er sikker på, at mange af mine trofaste læsere kan nikke genkendende til den slags oplevelser[1].

Sådan er det ikke mere.

Idag er der pigtrådshegn, pinkodetastaturer og kortlæsere alle steder og informationsafdelingen har ikke tid, forsikringen dækker ikke "og iøvrigt skal børn ikke rende rundt alene på den måde."

Selv med al den information internettet giver adgang til, vil jeg påstå at det kræver endnu mere stålvilje at beholde nørdgenet virksomt idag, end det nogensinde har gjort før, for teknologien er pakket ind, bort og gemt.


Der er ingen tvivl om, at en venlig mentor der kan svare på spørgsmål (Hej Helge!) gør pokker til forskel på, om man som proto-nørd kører fast eller finder en løsning.

Men hvor finder unge nørder lige en sådan idag ?

Hvis en 13 årig dreng siger til sine forældre, at han er blevet inviteret hjem hos en mand "der gerne vil lade ham bruge sin oscillator" ankommer politiet med en dommerkendelse på ransagning for børneporno indenfor 10 minutter.


Takket være den "Maker" bevægelse der startede i USA for et par år siden og som nu, så småt, er ved at finde indpas i Danmark, aner jeg lys forude.

Makerbevægelsen handler om at lave ting selv, med elektronik, nål og tråd, geringssave, svejseapparater og alle mulige andre ting og metoder.

Check f.eks "MAKE magazines blog", det er det mest underlige kreative projekter folk har gang i.


Hvis I ikke opdagede det, så fik vi en ny blog her på ing.dk sidste uge: Christan Panton fra maker-space'et Labitat.dk, den har jeg personligt gjort en del benarbejde for at få igennem.

Det er ikke tit jeg beder mine læsere om andet end at tænke sig om, men for en gangs skyld vil jeg gøre en undtagelse:

Støt op om Labitat.dk.

Hvis man surfer lidt rundt på deres wiki, tegner der sig ganske vidst et billede af en forening fyldt med en pragtfuld flok naive unge idealister som har meget at lære endnu[2].

Men det er sådan set præcis pointen.

For os gamle røvhuller, er der ikke meget hurra-oplevelse over at få et LCD display til at skrive "Hej", eller ved at få en popnitte til at sidde fast, men kan I huske hvordan vi reagerede første gang vi fik det til at virke ?

Labitat kan blive stedet, hvor børn og teenagere fra Københavnsområdet kan få den gode nørdoplevelse, der ender med at producere en ingeniør eller datalog på den lange bane.

Det kræver en indsats hvis det skal lykkes, men jeg har stor tiltro til de aktivister jeg har mødt i Labitat, det er friske unge mennesker med gå-på-mod og masser af ideer.

Hvis blomsten af den danske ingeniørstand, også kendt som "læserne på ing.dk", støtter op om dette initiativ, kan det kun gå godt.


Jeg kan se fire måder vi kan hjælpe Labitat folkene på:

For det første: Brug tid på dem.

Tilbyd at undervise dem i VHDL, radioteknik, CO2-svejsning eller styring af stepmotorer. Hjælp dem med at få lavet en fornuftig elinstallation, eller bare ved at tage dit eget projekt med ned i lokalerne, så du er der og de kan stille spørgsmål til dig.

For det andet: Hvis I har noget interessant ragelse liggende på arbejdet, så spørg Labitat om de er interesseret, før det ryger til en eller anden indisk losseplads.

Der er hundredevis af spændende ting man kan lave med en microcontroller, en stepmotor og et LCD-display, men hvis man skal betale 100 kroner stykket rækker lommepengene ikke langt.

Jeg er også sikker på at Labitat kan bruge måleudstyr, drejebænke, svejseapparater, båndsave, loddekolber og den slags, hvis I har noget stående og samle støv.

For det tredje: Støt dem økonomisk.

Der skal betales husleje, el og materialer og mange af de involverede lever på SU og andre sultelønninger. Den tid de bruger på at rende og jagte penge til den daglige drift, bruger de ikke på at fejre nørdgenet.

Overvej om ikke jeres firma kunne sponsere Labitat, eller hvis I kender en fond eller et legat der kunne søges, så læg et godt ord ind.

Eller gør som jeg: meld jer ind og betal et kontingent på 150 kroner/måned, selv hvis I aldrig har tid til at komme forbi, det hjælper altsammen.

Og endelig: Inviter dem forbi jeres firma: tilbyd en rundvisning med en kompetent forklaring af hvad der sker, hvorfor og hvordan: Vis dem at der er en spændende fremtid i at uddanne sig til nørd.

For hvis pinkodetastaturet forhindrer nørderne i at komme til os, må vi komme til nørderne, ikke sandt ?

phk

PS: Den samme opfordring gælder naturligvis alle andre maker-spaces der måtte være på vej i Danmark: tænk hvis vi kunne få stablet et op i alle større provinsbyer.

[1] Hånden på hjertet: Hvor lang tid tog det jer at gennemskue hvordan en selvbinder laver knuden ?

[2] Bonus point for at spotte de 55kW.