Kvanteprikker giver bedre billeder med mobilkameraet
Ved at bruge kvanteprikker som sensorer, kan kameraerne i mobiltelefoner give bedre billeder, fordi lysfølsomheden ryger i vejret.
Læs også
-
DTU-forsker imponeret over første lysdiode med naturligt lys
Læs mere om
Dokumentation
De fleste kender sikkert fænomenet, hvor billeder taget med en mobiltelefon hurtigt kan gå hen og fremstå en kende mørke, selvom omgivelserne, da billedet blev taget, faktisk ikke var specielt mørke. Men nu er der håb på vej for billedkvaliteten af de små kameraer i mobiltelefoner.
Firmaet Invisage har eksperimenteret sig frem til at lave en film af halvledere bestående af såkaldte kvanteprikker, skriver BBC News.
Normalt er elektronikken i digitalkameraer sammensat af siliciumbaserede sensorer, som omdanner lys til en elektrisk ladning, som bliver brugt til at danne et billede ud fra. Men måden, silicium-sensorerne bliver til på, betyder, at en stor del af det indgående lys, som jo er en ganske essentiel ingrediens, når der skal dannes et billede, går tabt i elektronikken.
Dels kan silicium-sensorerne kun omdanne ca. 50 procent af lyset til elektriske signaler, og dels sker det i mange tilfælde, at lyset bliver delvist blokeret af elektronikken, der er en del af sensorerne. Når faktorerne bliver kombineret giver det et samlet lystab på omkring 75 procent.
»Det bliver stadig vanskeligere og dyrere at udvikle den næste generation af billedsensorer via silicium. Helt grundlæggende har silicium ramt muren,« siger Jess Lee, der direktør i Invisage til BBC og tilføjer:
»Det grundlæggende problem er, at silicium ikke kan opfange lys effektivt, men indtil nu har det været den eneste løsning.«
Men det ser kvanteprikker nu ud til at kunne ændre på. Kvanteprikker er et halvlederkrystal indeholdt i en diameter på nogle få nanometer, hvis evne til at absorbere lys kan styres meget præcist under fremstillingen af dem. Desuden er prikkerne så små, at der kan være op til tre gange så mange af dem på et givent område i forhold til silicium-baserede halvledere, og det øger lysfølsomheden i forhold til gængs kameraelektronik.
Invisage forventer, at den kvanteprik-baserede billedsensor vil finde vej ind i kameraer i midten af 2011.






