3D-skibssimulator i Svendborg smadrer udstyr for millioner
Verdens mest avancerede skibssimulator kører på fulde omdrejninger med hjælp fra 100 computere for at lære kaptajner at tænke anderledes og uddanne nye sømænd. I kontrolrummet styrer chefinstruktøren rollespillets gang.
Alt ånder fred, da besætningen på Maersk Achiever begynder at lægge til på siden af en borerig midt på havet. Bølgerne er rolige og solen skinner fra en skyfri himmel, så det burde være en smal sag for besætningen på tre mand at laste en 35 tons tung kompressor over til folkene på boreriggen.
Men pludselig begynder ulykkerne.
Først kan arbejderne ikke få hægtet kompressoren af kranen og lidt efter sætter en slags bovpropel, også kaldet en asimut, ud, på grund af en lækage i hydraulikken.
I kontrolrummet ombord på ankerhåndteringsfartøjet Maersk Achiever spidser situationen til, og det er nu op til kaptajnen, om han skal afbryde manøvren.
Men trods den brusende lyd fra bølgerne, en brummen fra motorerne og skrattende VHF-samtaler, så foregår alt i et kælderrum i Maersk Training Center i Svendborg, hvor verdens mest avancerede skibssimulator er i gang.
Bag rækker af glasruder over selve simulatoren sidder chefinstruktør Tony Møller og fører besætningen på Maersk Achiever gennem et rollespil, hvor Tony Møller spiller alle roller fra arbejdere, chef på boreriggen til kokken, der serverer mad på de mest uheldige tidspunkter.
»Jeg presser dem hele tiden for at tvinge dem ud i uforudsete situationer, som kræver, at kaptajnen skal tage et valg. I det her tilfælde kan det blive farligt, hvis arbejderne skal tage imod en 35 tons tung kompressor, mens skibet har problemer med at manøvrere,« forklarer Tony Møller, der selv har flere års erfaring som kaptajn på verdenshavene.
Gammel simulator ødelagde for 994 millioner kroner udstyr
Men udover sikkerheden for arbejderne er økonomien også en hovedforklaring på, hvorfor Maersk Training Center spår deres simulator en stor fremtid.
Simulatoren kan eksempelvis træne mandskab på en semi-submersible (halvnedsænkelig) olierig i at holde en konstant position under et borearbejde ved brug af riggens otte propeller.
Hårdt vejr eller nedbrud i kølesystemet kan betyde, at borearbejdet må afbrydes, men det koster 500.000 dollars i døgnet i tabt arbejdsfortjeneste, hvis riggen ikke er i gang. Så der er store interesser på spil for at skole mandskabet til at holde borearbejdet i gang så længe som muligt.
Også når det gælder ankermanøvre for at fastgøre en olierig til havbunden er der store beløb og spare, og ifølge Tony Møller er der allerede blevet ødelagt for 994 millioner kroner gennem de seneste seks år i centrets gamle simulator.
765 kvadratmeter center med fire simulatorer
Centrets nye hovedsimulator er blot en del af det store kompleks kaldet Mosaic, der har været undervejs i tre år og fungerer som et udstillingsvindue for udvikleren Kongsberg Maritime, der har brugt et hemmeligt beløb på at få softwaren til at spille. Mærsk Trainings Center har smidt 15 millioner kroner i projektet, mens Maersk Supply har brugt 10 millioner kroner.
Foruden hovedsimulatoren med 360 graders udsyn har Mosaic også tre mindre simulatorer med 330 graders udsyn, et kontrolrum for såkaldte towmasters på semi-submersible og jackup-rigge samt lokaler til undervisning, hvor eleverne kan gense og diskutere deres simulationer. I alt fylder centret 765 kvadratmeter.
Så virkelighedstro at folk falder om på dækket
Ifølge Tony Møller er forskellen mellem den nyeste simulator og den 12 år gamle identisk med den forskel, der er på de computerspil der findes i butikkerne i dag, og dem man kunne købe for 12 år siden.
»I dag kan du simpelthen se wirerne, når du arbejder med et anker og se, hvordan de opfører sig,« siger Tony Møller.
Og sker der en forkert manøvre, som er fatal for besætningen, så falder virtuelle sømænd simpelthen om på dækket.
Eksempler fra havarirapporter simuleres
I dag bliver simulatoren brugt 90 procent af tiden hver dag fra 8 – 17, men den er ikke udelukkende et redskab til at uddanne nye sømænd. Også erfarne kaptajner bliver sendt gennem træningsprogrammer for at få slebet gamle vaner af eller lære af nye opdagelser.
»Hvis vi for eksempel får en havarirapport, der tager af sted i en konkret begivenhed kan vi på få dage træne kaptajner i at forholde sig korrekt til en farlig situation. På den måde kan vi hele tiden være på forkant med udviklingen,« siger Tony Møller.
Ifølge ham bruger faste besætninger også simulatoren til bedre at kende hinandens styrker og svagheder, og kaptajner bruger også simulatoren til sætte sig ind i andre roller som eksempelvis chefen for en olierig.
Nye skibstyper bliver testet under jorden
I alt er centret i stand til at simulere 79 forskellige fartøjer, men det er blot et spørgsmål om programmering, hvis der skal føjes flere til. Centrets tester nemlig allerede helt nye skibstyper, før de bliver bygget.
»Hvis et selskab for eksempel har planer om at bygge en helt ny hydrodynamisk model, så kan vi udsætte den for heftigt vejr i simulatoren, så skibsdesignerne får et klart billede af, om den eksempelvis har brug for mere motorkraft til at komme sikkert ud af en bestemt amerikansk havn,« siger Tony Møller, der dog ikke kan afsløre detaljer, om de skibstyper som bliver testet.

Video:
Se fremtidens sømænd træne i Mærsk-simulator





