Hvordan skal dansk udviklingsbistand på 15 milliarder kr. bruges fremover? Et udkast til fremtidig danske udviklingspolitik blev i fredags lagt til offentlig høring frem til 15 april (se dette link).

Danmark skal i følge oplægget fokusere på færre antal partnerlande, som får prioritet med vores officielle ulandsbistand via Danida.

I det skriftlige oplæg er der ikke nævnt navne på de lande, som skal udgå blandt Danmarks 2 programsamarbejde i Latinamerika, 4 lande i Asien og 10 lande i Afrika. Der står alene: ”Valg og fravalg af partnerlande er altid en politisk beslutning. Udviklingsbehov, relevans, effektog resultater vil blive vurderet.”

Udtalelser fra udviklingsminister Søren Pind (V) på pressemødet i fredags kunne tyde på, at det overvejes at lade Danida forlade Bolivia, Nicaragua, Bhutan og Vietnam.

Der kan ventes megen debat den kommende tid om, hvilke lande der skal fases ud og hvilke lande der bliver i Danida’s ”superliga”. Venstres udviklingsordfører Karsten Lauritzen har flere gange udtalt, at Danmark om 10 år kun skal have programsamarbejds-lande i Afrika.

Dette synpunkt er flere gange blevet modsagt af tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K): ”Det er ikke nogen god idé. Vores udenrigspolitiske mål er at være til stede i verden. Ikke kun at være til stede i en del af verden. Udviklingspolitikken og partnerskabs-landene tjener til at skabe goodwill omkring Danmark i den verdensdel, hvor vi er. Selv om vi kun er i Bolivia og Nicaragua, registrerer de andre lande, at vi er interesserede i, har kendskab til og er optaget af problemerne i Latinamerika”.

Tænk regionalt samarbejde med Latinamerika

Mit konkrete forslag er at tænke regionalt i stedet for enkelt lande i Latinamerika. Det vil passe rigtigt godt på den latinamerikanske kontekst at at bygge på denne sætning i regeringens oplæg:

”Danmark vil styrke regionalt samarbejde mellem udviklingslandene og arbejde med udvikling i partnerlandene i et regionalt perspektiv. Danmark vil støtte partnerlandenes regionale engagement og de relevante regionale organisationer. Det giver bedre betingelser for økonomisk vækst og samhandel og for politisk samarbejde om løsning af grænseoverskridende udfordringer.”

For Søren Pind vil det hænge godt sammen med, hvad han kan læse i sin egen regerings overordnede strategi for for Latinamerika fra 2007 med titlen: ”Danmark i Latinamerika – Muligheder og Partnerskaber”. Afsættet var regeringens Globaliseringsstrategi, som regeringen forhåbentligt ikke har glemt.

I denne strategi peges på 2 oplagte emner for et fremtidigt dansk samarbejde med Latinamerika: Henholdsvis demokrati og menneskerettigheder, hvor vi apropos kuppet i Honduras sidste sommer kan se at der fortsat er brug for Danida's mange erfaringer på dette felt. Og henholdsvis miljø og klima, hvor Latinamerika er blandt de mest konstruktive spillere i COP 15 og at få en international klimaaftale. Et felt hvor også dansk erhversliv aktivt kan udbygge sin tilstedeværelse med overførsel af viden og teknologi. 
 
Søren Pind kan med fordel sætte sig mere grundigt ind den store betydning, som dansk bistand har i Bolivia ift. støtten til den fattige indianske befolkning. Endvidere at kikke på den fornuftige omlægning, som Ulla Tørnæs allerede har iværksat i Nicaragua med en styrkelse af samarbejdet med civilsamfundet og den private sektor. På bekostning af støtten til Ortega regeringen ovenpå valgsvindelen ved kommunalvalget sidste år.

En særlig fordel er, at der i Latinamerika er en række regionale institutioner som svenske Sida er i gang med at forøge sit samarbejde med. Dette kan Danida også gøre med henblik på at blive mere "demand-driven". Dvs. at støtte netværk mellem de kræfter, der vil forandring til gavn for demokrati, menneskerettigheder, klima og miljø, som samtidigt gavner de fattige i lande som Honduras, Nicaragua, Guatemala og Bolivia.

I dag udgør Latinamerika lidt under 10% af den (bilaterale) danske ulandsbistand. Afrika udgør 60% og Asien de resterende 30%.