/energi

Forbrugere kan vente bedre information om bisphenol A

Amerikanske forbrugere har en liste over produkter uden bisphenol A til småbørn. Den danske fødevareminister vil ikke love en positivliste, men vil gerne informere forbrugerne bedre.

Af Julie Ring-Hansen Holt, fredag 19. mar 2010 kl. 14:45

Det amerikanske sundhedsministerium har taget initiativ til at udarbejde en positivliste over producenter af sutteflasker og babykopper, der ikke anvender bisphenol A (BPA) i deres produkter.

I et samråd i onsdags spurgte SF’s fødevareordfører Pia Olsen Dyhr den nye fødevareminister om hans holdning til at indføre en lignende liste i Danmark.

Hun fik ikke et klart svar, men fødevareminister Henrik Høegh siger til Ingeniøren:

»Jeg vil gerne være med til at styrke informationen om bisphenol A til forbrugerne. Om det lige skal være med en såkaldt positivliste ved jeg endnu ikke, men jeg har bedt Fødevarestyrelsen se på, hvordan forbrugerinformationen på området eventuelt kan forbedres,« siger han og pointerer, at den danske detailhandel har meddelt, at man har foretaget en frivillig udfasning af sutteflasker med bisphenol A, der derfor stort set ikke forhandles i Danmark.

Svaret glæder umiddelbart Pia Olsen Dyhr.

»Det er positivt, at ministeren vil kigge på informationen til forbrugerne. Og en positivliste ville helt klart være det mest forbrugervenlige set med vores øjne,« siger hun.

USA følger op på ny bekymring
I øjeblikket venter alle på en vurdering af en stor europæisk undersøgelse af BPA - det gælder både fødevareministeren, Pia Olsen Dyhr og resten af flertallet bag en folketingsbeslutning om nationalt at forbyde stoffet i produkter rettet mod børn i 0-3 årsalderen.

I mellemtiden har den amerikanske administration sat en række undersøgelser i gang ligesom EU, og har taget brugen af BPA op til revision, fordi der er kommet nye resultater på bordet.

Som vicegeneralsekretær i USA's sundhedsministerium Marc Smolonsky siger:

»Takket være ny teknologi og fremskridt i forskningen har vi nu nye resultater, der viser små effekter af lave doser af BPA i laboratoriedyr, hvilket har rejst ny bekymring«.

Marc Smolonsky sagde samtidig i et møde med forskellige forskere og ansvarlige i januar, at der stadig ikke er bevist en skadelig effekt af BPA på børn og voksne.

»Imidlertid fortjener data og de nye forskningsresultater, at vi ser nærmere på dem, især fordi børn i et tidligt stadie af deres udvikling bliver eksponeret for BPA,« sagde han.



19. mar 2010 kl 19:05

Rune Hjorth

Positivliste

Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS) har lavet en positivliste over sutteflasker uden BPA på det danske marked

http://www.miljoeogsundhed.dk/...6122


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk