/energi

365 Vestasmøller til Afrikas største vindmøllepark

Kenya bygger Afrikas største vindmøllepark med danske vindmøller og rådgivning. Parken kommer til at ligge med optimale, stabile vindforhold, men først skal broer og veje renoveres for at få møllerne frem.

Af Stefan Petersen, torsdag 18. mar 2010 kl. 16:08

Vedvarende energi spiller en stadig større rolle på det afrikanske kontinent, og ifølge Grontmij Carl Bro har danske vindmøller fået ekstra vind i vingerne.

Kenya har netop bestilt 365 Vestasmøller og Grontmij Carl Bro er rådgiver på projektet.

For at få de optimale vindforhold har man valgt at placere vindmølleparken i ørkenen omkring Lake Turkana i det nordlige Kenya.

»Det er et af de bedste steder i verden at høste vindenergi. Her blæser varme vinde nemlig regelmæssigt året rundt,« siger chefkonsulent hos Grontmij Carl Bro, Poul Iben Hansen.

Selve Vindmølleparken forventes at stå færdig i 2012 og skal levere 20 procent af Kenyas samlede elforbrug.

Asfalt skal forhindre at veje skylles væk
Men først er der nogle forhindringer, der skal overvindes. Selve ørknen ligger 1.200 kilometer fra havnen i Mombasa, men selvom vejen er i god stand efter afrikanske forhold skal især de sidste 200 kilometer renoveres for at holde til den tunge transport.

Den sidste strækning mangler for eksempel asfaltering, så den ikke bliver skyllet væk under årstidernes tilbagevendende oversvømmelser. Desuden skal flere broer forstærkes, men det er en opgave Grontmij Carl Bro ikke er færdig med at vurdere, så de vil ikke ud med, hvor omfattende og dyrt arbejdet bliver. En tidligere rapport fra Den Afrikanske Udviklingsbank anslår dog, at der skal investeres lidt over 100 millioner kroner i vejene.

Desuden bliver det en ingeniørmæssig udfordring at lægge transmissionslinjen 426 kilometer fra ørknen omkring Lake Turkana.

»Den går igennem forskelligt vanskeligt bakket terræn og gennem ørken,« siger Poul Iben Hansen fra Grontmij Carl Bro. Han kørte samme vej som vindmøllerne skal fragtes fra Mombasa til Lake Turkana og bagefter fløj han samme vej, som transmissionsledningen skal løbe. Og han er meget fortrøstningsfuld, når det kommer til at løse opgaven

»Umiddelbart kan vi godt sige, at det er mange penge, men i det her store projekt, er det ikke et voldsomt beløb. Desuden må man forvente, at det bliver til fordel for de lokale, der bor langs vejen. Det bliver også utroligt vigtigt for Kenya, at man kan sende elektriciteten direkte til Nairobi,« siger Poul Iben Hansen fra Grontmij Carl Bro om projektet.

Kenya får i forvejen tre fjerdedele af sit energiforbrug fra vandkraft, og Poul Iben Hansen håber, at projektet kan starte i løbet af 2010.



18. mar 2010 kl 17:56

Peter Hansen

Vedligehold

ha, ha det bliver sjovt at se hvormange af dem der snurrer 2 år efter de sættes i drift. Men i og med pengene kommer fra skatteydernes lommer er det nok bare et klip snoren projekt som så meget andet i Afrika.


18. mar 2010 kl 18:07

Michael Eriksen

Re: Vedligehold

Jeg blev også meget, meget træt da jeg læste denne historie.

Der skal sættes vestlige, sarte møller op i en ørken i Afrika, 1200 km fra en havn, ingen brugbar jernbane, flere hundrede km ubrugelige veje, intet eltransmissionsnet indenfor 400 km radius. Suk.


18. mar 2010 kl 18:24

Michael Eriksen

Hjemmeside

Projektet, der er hollandsk ledet, har en hjemmeside:
http://laketurkanawindpower.co....asp

Det er 850 MW Vestas V52'ere de vil sætte op.


18. mar 2010 kl 18:35

Claus Andreaseen

Re: Vedligehold

ha, ha det bliver sjovt at se hvormange af dem der snurrer 2 år efter de sættes i drift. Men i og med pengene kommer fra skatteydernes lommer er det nok bare et klip snoren projekt som så meget andet i Afrika.

Ja, sådan en historie giver flash back til dengang vi sendte masser af landbrugsmaskiner derned..traktorer og mejetærskere med mere...
og efter et par år besøgte man dem og brugte okser og maskinerne stod tilbage....de manglede stumper, brændstof og kunne ikke vedligeholde dem..


19. mar 2010 kl 00:16

Tobias Hansen

95%

Ellers meget imponerende at når pakken snurre, så vil kenya få 95% af deres el fra vedvarende energi.


19. mar 2010 kl 01:24

Aksel Borup Jensen

850 MW?

Der må være sket en imponerende udvikling af V52 møllen, sidst jeg så en var den på 850 KW.

Jeg kan ikke på projektets hjemmeside ikke se at der skulle være tale om et dansk støttet projekt, hvor har i det fra?
Derimod har jeg set denne artikel om projektet: http://www.business.dk/energi-...jekt som beskriver financieringen.

V52 er ikke en sart mølle, den er nok den mest robuste Vestas mølle, der er bygget omkring 3100 af dem over hele verden.
En sådan møllepark vil efter al sandsynlighed være overvåget af Vestas servicecenter.


19. mar 2010 kl 01:35

Michael Eriksen

Re: 850 MW?

Der må være sket en imponerende udvikling af V52 møllen, sidst jeg så en var den på 850 KW.

Ha, ha, ja den var ikke god. Til gengæld kan jeg finde ud af at forkorte kW ;-)


19. mar 2010 kl 11:23

Allan Klinck Jørgensen

Korrekt Antal

Helt præcist har Vestas installeret 3.424 stk. af denne vindmølletype.

Se mere her

http://www.vestas.com/da/om-ve...aspx


19. mar 2010 kl 11:33

Tyge Vind

Spådomme?

Vestas skriver:
"Antal leveret vindmøller pr. 31. december 2010"

- Mon ikke man har læst for mange klimasider, tror Tyge


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk