/energi

Skuffelse over norsk CO2-lagring

Der er ikke plads nok i de underjordiske sandstenslag til at tage imod al den CO2, der udvindes i naturgasfeltet Snøhvit ovenover.

Klik for at se billedet i stort

2.600 meter nede under havbunden er der "propper" i de jordlag, der ifølge planen skal tage imod 700.000 tons CO2 om året. I værste fald skal der etableres en ny, kostbar boring - uden garanti for, at det vil gå bedre. (Foto: Statoil)


Dokumentation

Af Kent Krøyer, fredag 19. mar 2010 kl. 12:36

Europas største deponeringsplads for CO2, gasfeltet Snøhvit i havet ud for Nordnorge, viser sig at kunne rumme væsentligt mindre af den klimaskadelige gas, end man håbede.

»Trykket i reservoiret stiger mere end forudset, når vi pumper CO2 ned i undergrunden,« siger en pressemedarbejder fra Statoil til det norske Teknisk Ukeblad.

Statoil har endnu ikke overblik over problemet, men hypotesen er lige nu, at der er små forkastninger i undergrunden, som har lukket af for adgangen til nogle store, porøse sandstenslag, som findes i 2.600 meters dybde. Det kan derfor blive nødvendigt at udføre endnu en boring til CO2-deponeringen, som ifølge planerne skal modtage 700.000 tons CO2 om året.

En af de løsningsmodeller, der overvejes lige nu, går ud på at bryde igennem de tilstoppede sprækker ved hjælp af en teknik, der kaldes brøndintervention.

Snøhvitts primære formål er at pumpe naturgas op fra de 21 undersøiske naturgasboringer. Produktionen begyndte i 2006, og naturgassen sendes ind til land gennem en 143 km lang rørledning. Imidlertid indeholder naturgassen cirka fem procent CO2, som sendes retur til dybet. Deponeringen af CO2 begyndte i 2008.

CO2-gassen udskilles fra naturgassen ved at øge trykket og derpå tilføre en amin-forbindelse, som opsuger CO2. Derpå føres aminet over i en anden tank, der har lavt tryk og højere temperatur. Det frigiver CO2-gassen, der nu kan pumpes tilbage i et dybere lag i gasfeltet.



19. mar 2010 kl 14:32

Lars Jensen

Masser af plads til CO2

Statoil er ikke gået ind i dette projekt uden at have lavet de seismiske undersøgelser der skal til for at fastslå størrelsen af deponeringsreservoiret for CO2.

Artiklen i Teknisk Ukeblad beskriver klart at permeabiliteten ikke lever op til forventningerne, hvilket kan skyldes at der er forseglende lag eller forkastninger i reservoiret, som gør at CO2-en og dermed trykket ikke fordeles ud i hele reservoiret. Derfor planlægger Statoil at gå ned i brønden med noget udstyr (lave en intervention) og feks. opsprække (frakturere) reservoiret med ”man-made” højporøse sandfyldte sprækker, der øger kontaktoverfladen mellem brønden og reservoiret. Dermed når man ud i større dele af reservoiret og gennembryder mange af de tætte lag.

Problemet er det samme man møder i olie produktion blot med omvendt fortegn: produktiviteten kan være lavere end forventet, på trods af at reservernes størrelse er velkendt fra seismiske undersøgelser. Derfor kan man vælge at frakturere reservoiret som en del af brønddesignet, og man kan bore horizontale brønde med flere frakturer hvilket øger produktiviteten/injektiviteten flere gange i forhold til en vertikal brønd. I sidste ende kan man blive nødt til at bore flere brønde for at opnå tilstrækkelig produktivitet/injektivitet, som det også nævnes i artiklen.

Mvh.


19. mar 2010 kl 16:47

Søren Andersen

Tjaaaaa ....

eller også er der bare langt fra teori til praksis.

Det er vel set før. Når man så tænker, at det her kun er CO2'en der følger den oppumpede naturgas, og ikke fra forbrændingen af den samme mængde naturgas inde på land, så synes der er være langt til målet om at have en pålidelig måde at reducere CO2 fra forbrændingen af fossile brændstoffer.

Hmmmm ...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk