BogBlokken
Følg med i, hvad der kommer af nye, populære og (inter)nationale fagbøger. Udvælgelsen bestyres af Robin Engelhardt, skrivende redaktør for Poly Science siderne i Ingeniøren.SENESTE INDLÆG
EMNER
Embodied Technics
Drømmer jeg eller er jeg vågen? Er jeg en hjerne i et kar eller er jeg en virkelig krop i en virkelig verden? Selvom Matrix-trilogien med sine neongrønne tal i hurtigtskiftende kolonner er blevet fremhævet som et realistisk bud på, hvordan om ikke nutidens så fremtidens teknologi vender op og ned på vores måde at være i verden på, er den amerikanske filosof Don Ihde ikke overbevist.
I sin nye bog, Embodied Technics, hævder Ihde, at Matrix-trilogien kun formår at skræmme, fordi den bygger på et vrangbillede af den menneskelige eksistens. Matrix-universet er ifølge Ihde udelukkende lagt tilrette på hvad der andre steder er blevet kaldt Homo ocularis - det seende menneske.
Platons skygger
Vrangforestillingen er ikke ny. Ifølge Ihde er fremhævelsen af synet på bekostning af vores andre sanser vidt udbredt. Fra Platons hulelignelse til Descartes' camera obscura analogi for menneskets tilsyneladende en-til-en repræsentationslignende erkendelse af omverdenen, som netop lægger vægten udelukkende på synet. Men, betoner Ihde, Platons bænkede slaver, der på grund af lænker er tvunget til at betragte skyggerne på hulens væg som billede på livet, er ikke kropsligt stumme.
Oplevelsen af at være forhindret i at bevæge sig giver slaverne fornemmelsen af at oplevelsen kunne være anderledes. Ifølge Ihde har slaverne altså information fra andre sanser, der indgår i deres samlede indtryk. Når vi forestiller os mennesket defineret ved synet, glemmer vi kraften i vores kropslige erkendelse af verden.
Evolutionært tilhører mennesket primaterne. Det vil sige, at vores livsform er særligt styret af det fremadrettede, skarpe syn. Synsområdet fylder forholdsmæssigt meget i vores hjerne. Så hvorfor er vægten på synet et problem for Ihde?
Forklaringen er, at den ensidige opfattelse af os selv som 'synsdyr' gør os teknologiforskrækkede. Temaet i Embodied Tecnics er, som i meget af Ihdes forfatterskab, forholdet mellem teknologi, krop og videnskabelige erkendelser.
Den erkendende krop
I den ret korte samling af essays, gør Ihde sig indirekte, men ganske tiltrængt, til talsmand for hvad jeg vil kalde en biologisk menneskeforståelse. Den gennemgående pointe er, at vores kropslige forankring legemliggør vores teknologi (jvnf. titlen 'Embodied Technics'), der, qua denne legemliggørelse, aktivt inddrages i vores interaktioner med verden.
Gennem legemliggørelsen kommer teknologien (og resten af verden) ind under huden på os på en måde som ikke kan opnås gennem synssansen. Konkret opstår det i f.eks. evnen til at håndtere teknologiske 'forlængelser' som teleskopet (som forstærker af synet) og tekstbehandlingsprogrammer (som transformator af pennens bevægelse i hånden).
Tesen er, at mennesket uafvendeligt er kropsforankret. Vi forstår verden via kropsforankringen og den hindrer, at vi taber styringen og os selv i teknologiens navn. Vi bliver ikke koblet fra verden gennem disse artefakter. Men indoptager dem i vores indtryk. Det er her budskabet får et biologisk, evolutionært tilsnit. For bag denne vekselvirkning mellem krop og teknik må ligge muligheden for udvikling og tilpasning. Det er kropsforankringens alsidighed og fleksibilitet, der gør os tilpasningsvenlige og omstillingsparate. Også når det kommer til fremtidens teknologi.
Hvis man håber på at få tilbundsgående analyser af, hvorfor information fra artefakter, som f.eks. teleskoper og computertastatur, umærkeligt glider ind i vores forestillingsverden, mens andre som f.eks. lænkerne om slavernes håndled netop fremkalder den kritiske sans og oplevelse af fremmedhed, så bliver man skuffet. Bogen er skrevet i en forholdsvist let og uhøjtidelig stil og snarere antyder end erklærer sine pointer.
Alligevel er Embodied Tecnics et interessant bidrag til diskussionen om menneskets håndtering af artefakter og teknologi. Sin korte længde til trods slår den mange toner an om samspillet mellem teknologi og kropsforankring, der generøst fodrer tankerne efter den sidste side er vendt.

Don Ihde
Embodied Technics
96 sider, Automatic Press, 2010
ISBN-13: 978-8792130273
Log ind
- 4D Konsulenterne A/S
- Business Intelligence (BI) Grundlæggende
- Dansk Konstruktions- og Betoninstitut
- P207 Gulvkonstruktioner af beton
- Byggecentrum
- Successiv Kalkulation - i praksis!
- IDG Kurser
- Access Kursus i VBA
- Seneste nyt
- Mest læste
- Debatterede
- Nu bliver det ulovligt med dinglelygter til cyklen
- Russisk nyhedsbureau: Vore forskere har boret sig helt ned til skjult sø under isen på Antarktis
- Ekspert efter IC4-høring: Frygter for fatal fejl i kørecomputeren
- IC4, endelig nogle svar
- Kan man isolere ydervæggene i et hus på begge sider?
- Se hvordan Femern vil konstruere sænketunnellen
- Trafikforlig: Elektrificering til Esbjerg frigiver 15 IC3-tog
- Kassen er tom: Snart skal bilister betale for at bruge veje og broer
- Nokia flytter al produktion til Asien – 4.000 job ryger
- Ny besparelse sender Nordhavnsvejen i T-kryds og trafikkaos
DEBAT »
- 26
- 12
- 11
- 12
- 13
- 1
- 1
- 35
- 34
- 1










