/transport

Supersonisk bil har fået styr på flyvetendensen

Ingeniørerne bag verdens hurtigste bil har fået styr på bilen Bloodhound SSC's lyst til at flyve, når hastigheden nærmer sig 1.600 km/h.

Af Torben R. Simonsen, onsdag 17. mar 2010 kl. 11:41

Arbejdet kan nu fortsætte med at udvikle den ultimativt hurtigste bil på planeten, den britiske Bloodhound SSC, der som mål har at køre 1.000 miles i timen eller over 1.600 kilometer i timen.

Ingeniørerne og designerne har haft store problemer med at holde bilen på jorden ved så høje hastigheder, men nu har de, ifølge BBC, løst de værste udfordringer, og arbejdet med bilens konstruktion kan fortsætte.

»Ved Mach 1,3 er vi i nærheden af at have 0 løft, hvilket er det, vi ønsker. Indtil nu har vi haft store udfordringer, for eksempel et løft på så meget som 12 ton, og sammenlignet med, at bilen kun vejer seks et halvt ton, så er den kraft stærk nok til at få bilen til at flyve,« siger Bloodhounds tekniske direktør John Piper til BBC.

Ingeniørerne og designerne har også brugt mange kræfter på at designe bagenden af bilen, så trykbølgen, der opstår, når bilen bryder lydmuren, bliver absorberet så optimalt som muligt. Her har holdet ikke mindst haft stor glæde af hovedsponsoren Intel, der har udstyret holdet med betydelig regnekraft til at foretage de nødvendige simuleringer.

Før Intel gik om bord som sponsor havde holdet store problemer med at få simuleringerne på plads og brugte blandt andet 18 måneder på at få testet 11 forskellige udformninger. Med regnekraften fra Intel er det lykkedes holdet at undersøge 55 konfigurationer på kun otte uger.

Motor fra Eurofighter Typhoon
Bilen drives frem af en kombination af raketmotor og en jetmotor fra en Eurofighter Typhoon.

For at slå den eksisterende verdensrekord for biler på landjorden skal Bloodhound køre over 1.228 km/h, men målet er stadig de 1.600.

Holdet forventer at have bilen klar til prøvekørsel på den tørre søbund på Hakskeen Pan i Sydafrika i slutningen af 2011.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.