Vovehals vil bryde lydmuren i frit fald
Østriger vil være den første, der bryder lydmuren ved frit fald. Felix Baumgartner vil hoppe ud fra heliumballon i ca. 36 kilometers højde og dermed også bryde rekorden for frit fald.
Multimedia
Video:
Joe Kittingers hop i 1960 fra 102.000 fods højde
Læs også
-
Mand krydser Den Engelske Kanal med jetdreven vinge på ryggen
Læs mere om
Dokumentation
Senere i år vil den legendariske vovehals Felix Baumgartner - også kaldet Fearless Felix - udsætte sin krop for den ultimative test ved at lade den bryde lydmuren i et frit fald fra omkring 36 kilometers højde.
Udspringet vil foregå fra en heliumballon, og Felix Baumgartner forventer at bryde lydmuren på 1.110 km/h efter blot 30 sekunders frit fald, skriver New York Times, der understreger, at det er uvist, hvordan kroppen vil reagere på trykket, når lydmuren brydes.
I alt vil det frie fald vare godt fem minutter, hvorefter en faldskærm skal bringe Felix Baumgartner sikkert det sidste stykke ned til Jorden.
Får hjælp fra nuværende rekordholder
Lykkes det for Felix Baumgartner at overleve springet fra de ca. 36 kilometers højde, vil han samtidig bryde en 50 år gammel rekord i udspring. Den hidtidige rekord indehaves af Joe Kittinger, der i 1960, som en del af det amerikanske luftvåbens Excelsior-program, hoppede ud fra en ballon i 31,3 kilometers højde og overlevede nedturen, uden at møde døden - eller lydens hastighed.
Joe Kittinger kom dog med sine 988 km/h ganske tæt på. Han, der nu er over 80 år gammel, er ifølge New York Times gennem årene blevet kontaktet jævnligt af vovehalse, der ville drage nytte af Kittingers erfaringer til at slå rekorden, men hidtil har han afvist alle opfordringerne. Lige ind til nu, hvor han er blevet en del af Baumgartners projekt, der blandt andet er sponseret af energidrikken Red Bull.
Han forklarer til avisen, at netop Red Bulls meget metodiske og sikkerhedsmæssige tilgang til projektet, samt holdets bestræbelser på at opnå videnskabelig indsigt, tiltaler ham.
Vi ved ikke, hvad der vil ske
Holdet bag Felix Baumgartner består hovedsageligt af tidligere medarbejdere ved Nasa, det amerikanske luftvåben og rumfartsindustrien, der har arbejdet på projektet i tre år med blandt andet ballonen og den tryksikrede kapsel, der skal bringe Fearless Felix de 36 km op i luften.
Folkene bag projektet håber også at kunne hente nyttig viden om kroppens fysiologiske formåen og på den måde udvikle teknikker, der kan hjælpe astronauter, der er tvunget til at forlade et rumskib i stratosfæren.
Felix Baumgartner har netop forsøgt sig med en trykdragt i en vindtunnel for at se, om det under stort tryk og en vindhastighed på over 200 km/h stadig er muligt at manøvrere sig i en position, hvor man suser gennem luften med hovedet først og resten af kroppen i nogenlunde ro. Forskerne bag projektet er dog meget i tvivl om, hvad der kommer til at ske, når vovehalsen bryder gennem lydmuren.
»Vi ved simpelthen ikke, hvad der vil ske med Felix og hans dragt, når han går supersonisk. Felix kan smutte lige igennem, men hvis halvdelen af dragten er supersonisk og resten ikke er det, så kan der opstå turbulens, der vil slå ham ud af kurs,« siger Mike Todd, der er ansvarlig for dragten og som har arbejdet med piloters overlydsdragter på blandt andet Lockheeds spionfly.
Truslen fra turbulens
Netop problemer med turbulens var ved at få katastrofale konsekvenser for Joe Kittinger, der ved et prøvehop fik viklet sin styreskærm, der skulle hjælpe ham til at holde retningen mod jorden, rundt om halsen og sendte hans krop i et spin med 120 omdrejninger i minuttet.
Kittinger mistede bevidstheden, da han fløj 18 kilometer gennem luften og blev kun reddet af den automatiske faldskærm, der foldede sig ud små to kilometer over Jordens overflade.
Felix Baumgartner er en erfaren, såkaldt base-jumper, der frem for at foretage faldskærmshop fra et fly, gør det fra bygninger eller klipper.
I nærheden af Danmark har Felix Baumgartner også gjort sig bemærket, da han i 2006 først hoppede ud fra en helikopter for at lande på højhuset Turning Torso i Malmø, hvorefter han hoppede de 190 meter fra taget ned til en ventende motorcykel, der kørte ham til en båd, der øjeblikkeligt sejlede ham til Danmark.






