Højhastighedstog skal sende rejsende fra London til Beijing på to dage
Kina vil anlægge højhastighedsjernbane gennem Asien mod at få adgang til områdernes naturressourer.
Læs også
-
Næste generation af tyske højhastighedstog skal køre 280 km/h
Læs mere om
Dokumentation
Kinesiske ingeniører arbejder i øjeblikket med planer om at anlægge en helt ny Orient-Express, der skal gøre det muligt at tilbagelægge togrejsen London - Beijing på to dage.
Strækningen gennem Europa og Rusland og en række asiatiske lande vil være på godt 13.000 kilometer og skal konkurrere med en flyvetid fra London til Beijing på lidt over 10 timer.
Ifølge Daily Mail vil kineserne blandt andet finansiere anlægningen af jernbanen mod, at de får adgang til naturrigdomme i de områder jernbanen skal føres igennem.
Nyhedstjenesten citerer en konsulent fra de kinesiske jernbaner for at projektets tre faser kan gennemføres på omkring ti år, men han understreger også, at den oprindelige plan for jernbanen ikke er kinesisk.
»Landene kom til os. De har ikke ressourcerne til at anlægge en højhastighedsjernbane og de håber at kunne drage nytte af vores erfaring og teknologi,« siger Wang Mengshu til Daily Mail.
Han tilføjer, at Kina har tilbudt Burma at anlægge en afstikker til dette land mod at få adgang til landets lithium-ressourcer.
»Vi vil faktisk foretrække, at de øvrige lande betaler i naturressourcer frem for at foretage egne kapitalinvesteringer,« siger Wang Mengshu til Daily Mail.
Kina driver i forvejen en af de hurtigste højhastighedsbaner i verden - strækningen Wuhan til Guangzhou, hvor togene kører med 400 km/h.






