Svindelsag bringer Aarhus Universitet ind i ophidset amerikansk vaccinedebat
Dansk forskersvindel til 10 millioner kroner har fået stor opmærksomhed i USA, hvor anti-vaccinationskredse benytter sagen til at fremme egne interesser.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det er ikke hver dag en dansk svindelsag til 10 millioner kroner bliver slået stort op i amerikanske nyhedsudsendelser og blandt førende amerikanske bloggere, som eksempelvis Robert F. Kennedy Jr. har valgt at gøre på Huffington Post.
Svindelen med amerikanske forskningsbevillinger fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) er meldt til politiet. Flere medier i udlandt og Danmark peger nu på den forhenværende forskningsleder Poul Thorsen fra Aarhus Universitet som den mistænkte.
Det har fået amerikanske kredse, der mener, at MFR-vaccine kan medføre autisme, op i det høje gear. I følge danske forskningsresultater, som er udført af Poul Thorsen i samarbejde med andre forskere, er dette nemlig ikke tilfældet. MFR-vaccinen gives til børn mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Amerikanerne bruger intenst svindelsagen til at så tvivl om seriøsiteten af al dansk forskning, og benytter blandt andet et brev fra Aarhus Universitet, hvor universitetsdirektør Jørgen Jørgensen lægger afstand til sin tidligere medarbejder, Poul Thorsen, der styrede en lang række forskningsbevillinger fra CDC.
Aarhus Universitet er dermed ufrivilligt blevet taget til indtægt for en sag, universitetet ikke har nogen hensigt om at støtte. Universitet fastholder nemlig, at der til trods for den økonomiske svindel intet er i vejen med forskningen.
Der har været debat i amerikanske bloggerkredse om ægtheden af dokumentet fra Aarhus Universitet, men pressechef Anders Corell bekræfter over for ing.dk, at dokumentet er ægte.
Forskningens svar på Stein Bagger
Poul Thorsen var en årrække leder af North Atlantic Neuro-Epidemiology Alliances (Nanea) ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Han forlod sin stilling i marts 2009. Kort tid efter opdagede Aarhus Universitet og Forsknings- og Innovationsstyrelsen, hvor igennem de amerikanske bevillinger fra CDC blev kanaliseret, at der manglede omkring 10 millioner kroner i kassen pga. forfalskede papirer.
I en artikel i Information i lørdags beskrives Poul Thorsen som forskningens svar på Stein Bagger – en person der kunne overbevise Gud og hvermand, men som ikke selv kunne lide at blive kikket i kortene.
Kort efter, at Aarhus Universitet den 22. januar udsendte udtalelsen om Poul Thorsen til sine samarbejdspartnere om CDC-projekterne, kom sagen til bredere kendskab. Endvidere næres spekulationerne af det faktum, at Poul Thorsen heller ikke længere har tilknytning til Emory University og Drexel University i USA, og det er umuligt at komme i kontakt med ham.
Det er ikke noget, der huer Aarhus Universitet, men pressechef Anders Corell henviser dog til, at udtalelsen netop ikke giver anledning til at så tvivl om forskningens kvalitet. Mere, mener universitetet ikke, man kan gøre i den nuværende situation.
Som det tydeligt fremgår af den amerikanske debat har andre dog valgt at se stort på dette og i stedet valgt at benytte udtalelsen fra Aarhus Universitet til at fremme deres egne interesser.






