Succesfuld motortest af privat gigantraket
Efter flere forgæves forsøg fik SpaceX endelig gang i de ni Merlin-1C motorer på Falcon-9 raketten, der lørdag brølede i 3,5 sekunder.
Multimedia
Video:
Prøveaffyring af Falcon-9 raketten fra SpaceX
Læs også
-
Nu står Falcon-9 på affyringsrampen: Kun sikkerhedsgodkendelse mangler
-
Ekspert til læserne: Omstrukturering i Nasa er et fremskridt på langt sigt
Læs mere om
Dokumentation
Den 15 etager høje Falcon-9 raket gennemførte lørdag kl. 19.30 dansk tid den planlagte prøveaffyring af første trins hovedmotorer.
Det skete på rampe 40 på Cape Canaveral rumcenteret.
De ni Merlin-1C motorer kørte i 3,5 sekunder og leverede tilsammen en trykkraft på 3.600 kilonewton.
Under afprøvningen holdt de fire låsearmen Falcon-9 raketten fast til jorden og kraftige vinde blæste hurtigt røgen fra motorerne bort. Affyringen kom efter flere timers prøvenedtælling og påfyldning af brændstof. Hele processen blev styret af 40 teknikere i SpaceX’s opsendelsescenter på Cape Canaveral.
SpaceX prøvede i første omgang at gennemføre prøveaffyringen sidste tirsdag, men en ventil i højtrykssystemet til helium fungerede ikke som planlagt, og affyringen blev stoppet blot to sekunder før starten. Tordenvejr og kraftige vinde udsatte den næste prøveaffyring sidste torsdag.
SpaceX blev grundlagt i 2002 af Elon Musk for at udvikle billige private raketter. Firmaet har vundet en kommerciel kontrakt med Nasa på at opsende deres ubemandede Dragon-transportkapsel til Den Internationale Rumstation med forsyninger. Den første Falcon-9 raket medbringer en dummymodel af Dragon-kapslen.
SpaceX oplyser, at motorafprøvningen var en af de sidste store hindringer, inden Falcon-9 raketten er klar til opsendelse. Firmaet påpeger, at opsendelsen kan finde sted efter den 12. april.
Firmaet planlægger endnu to prøveopsendelser med Falcon-9 og Dragon, inden kapslen tages i brug. Samtidig oplyser SpaceX, at hvis man får kontrakt fra Nasa, kan Falcon-9 raketten og en bemandet kapsel være klar til den første opsendelse omkring 2013, eller to og et halvt år efter, at man får kontrakten.





