/biotek

Mejerierne: Sund ost får den største fedt-bøde af regeringen

Beregninger fra Landbrug og Fødevarer viser, at den største bidragsyder til regeringens fedtskat bliver ost, som ifølge forskerne ikke er spor usund. Skatten bør som minimum udsættes, mener landbrugsorganisationen.

Af Magnus Bredsdorff, fredag 12. mar 2010 kl. 17:15

Ost kommer til at levere det største enkeltbidrag til regeringens fedtskat, der skal indbringe en milliard kroner til statskassen om året. Det viser beregninger fra Landbrug og Fødevarer.

Organisationen har taget udgangspunkt i det lovforslag, som blev sendt i høring i august sidste år, men som nu er forsinket og endnu ikke fremsat for Folketinget. Bliver det til virkeligheden, kommer mejeriprodukter alene til at levere knap 750 millioner kroner i fedtskat, viser landbrugsorganisationens tal.

De 290 millioner kroner vil komme alene fra ost. Netop ost har både Arne Astrup og Tine Tholstrup, begge ernæringsforskere fra Københavns Universitet, fremhævet som en af de absolut sunde fødevarer, som bliver ramt af regeringens skat på mættet fedt.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) fremhævede i radioavisen fredag morgen i stedet blandt andet chips, men deres indhold af mættet fedt er langt lavere end ostens. Derfor slipper de også meget billigere fra regeringens fedtskat.

Administrerende direktør Carl Aage Dahl fra Landbrug og Fødevarer er stærkt kritisk over for fedtskatten.

»Danskerne bliver ikke sundere af den her afgift. Derimod er der tale om brandbeskatning af et enkelt erhverv, idet mejerierne kommer til at sidde tilbage med 75 procent af regningen,« siger han.

Han betegner skatten som »forhastet politisk arbejde« og henviser til, at forskerne betegner det videnskabelige grundlag for fedtskatten som forældet.

»Regeringen bør som minimum udsætte afgiften på mættet fedt. Man kan ikke føre sundhedspolitik på det nuværende grundlag,« lyder det fra landbrugsdirektøren.

Fedtskat på mejeriprodukter
Afgifts
Andel  provenu
Produkt Mælke- mættet excl. moms
fedt% fedt mio. kr.
Smør (detail) 82% 52%             118
Kærgården/Bakkedal mm. 56% 36%             188
Ost 26% 17%             290
I alt husholdning og catering             596
Dansk Smør (industri) 82% 52%               13
Importeret smør 82% 52%               52
Importeret smørolie 99% 63%               79
I alt industri             144
I alt på mejeriprodukter  740 mio 
Beregningerne er baseret på solgte mængder, som af 
konkurrencemæssige hensyn ikke skal offentliggøres.

Kilde: Landbrug & Fødevarer



14. mar 2010 kl 12:35

Knud Larsen

Ufattelig indblanding

Det er utroligt vi skal finde os i en regering, der i den grad blander sig i vor levevis.
Utallige er disse eksempler på smålig indblanding.
Når det så tilmed sker på et ringe videnskabeligt grundlag, så burde regeringen indklages for foragt for menneskerettighederne.
Det er for mange ikke ukendt, at fedt er overordentlig vigtigt for vort nervesystem. Skal vi da påføres øget risiko for Alzheimer og Parkinson på baggrung af så ringe et beslutningsmateriale?
Dette er en grov krænkelse.


15. mar 2010 kl 08:35

Jesper Søgaard

Re: Ufattelig indblanding

Enig med Knuds indlæg ovenfor. Jeg har i alle mine dage været borgerlig - og det skal der ikke ændres på, men her har de altså skudt helt forbi målet. Medieskat og krav om montering af ubrugeligt partikelfilter går ind under samme kategori af inkompetente og uduelige løsninger. Hele Danmarks befolkning kan se at det kun handler om at få penge i statskassen. Så hæv da skatten i stedet for at indføre de her skæve skatter. Problemet er jo at det rammer de fattige mere end det rammer de rige.

Jeg har fin forståelse for at vi skal spare. Det gør vi jo i vores virksomheder - så det er lidt paradoksalt at når vi så kommer hjem så har vi flere penge til os selv end i 2007 og 2008.


15. mar 2010 kl 10:15

mette nørby jensen

Hvad med sukker

Vi har ikke brug for mættet fedt men umættet fedt til vores nervesystem med mere!
Mættet fedt smager godt! Men er desværre ikke sundt. Så ovennævnte argumenter holder ikke.
Interessant at vide: Vil dette lovforslag være godt elelr skidt for de fattigste, som sikkert er dem der traditionelt spiser mest usundt.

VH Mette


16. mar 2010 kl 08:28

Anders Jakobsen

Re: Hvad med sukker

Sukker?

http://www.dr.dk/Nyheder/Polit....htm

Mættet fedt smager godt! Men er desværre ikke sundt. Så ovennævnte argumenter holder ikke.

Det er jo den opfattelse der rykkes kraftigt ved i disse år, jvf. artikler her i ing.dk.

Så vi letter afgiften på sukker, der beviseligt giver problemer og sætter afgifter på fedttyper, hvis negative sundhedsprofil revurderes netop nu. Jeg er af den opfattelse at skatte- og afgiftpolitik KAN bruges til at opnå kollektive ønskværdige mål, men så skal der være videnskabelig rationalitet bag.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.