/rumfart

Gigantkrater fundet i det centrale Afrika

Italienske forskere mener at have fundet et kæmpe nedslagskrater fra en meteor eller asteroide i det centrale Afrika. Krateret er blevet afsløret efter omfattende skovhugst i området.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 12. mar 2010 kl. 10:01

Et hidtil ukendt krater er fundet i det centrale Afrika nærmere bestemt i den Demokratiske Republik Congo og har en diameter på mellem 36 og 46 kilometer. Hermed er det et af de største kratere, som er blevet fundet i de sidste 10 år.

Opdagelsen af det nye krater blev præsenteret på den nyligt overståede Lunar and Planetary Science konference i Texas af italienske forskere under ledelse af Giovanni Monegato fra Padovas universitet. Forskerne har undersøgt andre mulige forklaringer på strukturen, men anser dem alle for usandsynlige.

Den ringformede struktur er synlig fra satellitbilleder fra firmaet TerraMetrics. Ifølge den webbaserede Earth Impact Database findes der blot 25 nedslagskratere på Jorden af cirka samme størrelse.
Strukturen er ifølge forskerne først kommet til synes efter at træer er blevet fjerne fra området i løbet af de seneste år. Floden Unia flyder rundt om strukturen og fremhæver dens form.

Den centrale uregelmæssige del kaldes Wembo-Nyama og er 550 meter høj. Det er set før, at nedslag kan løfte den centrale del i et krater opad, og at den omkringliggende struktur med tiden bliver eroderet bort.
Selvom krateret mangler den karakteristiske ydre ring, så kan det forklares med, at den med tiden er eroderet bort. De dræningsmønstre, som findes i ringen, ligner dem, som er fundet ved andre kraterstrukturer i fugtige omgivelser.

Udelukker vulkan
Giovanni Monegato og hans kolleger oplyser til BBC Online, at de nu planlægger at rejse til området for at foretage detaljerede studier og bl.a. undersøge klipperne for spor efter nedslag fra rummet. Der kan måske findes såkaldt chok-kvarts, som dannes, når klipper pludseligt udsættes for enorme kræfter. Normalt findes det kun ved atomeksplosioner og asteroidenedslag.

Forskerne har overvejet muligheden for, at formationen kan være dannet af geologiske processer, eller vulkansk aktivitet, men den geologi, man kender i området, sammenholdt med strukturens form udelukker en sådan forklaring.

Krateret menes at være blevet skabt ved et nedslag af et objekt fra rummet på omkring to kilometer i diameter. Nedslaget er endnu ikke præcist tidsbestemt, men det menes at have fundet sted efter Juratiden, hvilket vil sige efter ca. 146 millioner år før vores tid.



12. mar 2010 kl 11:07

John Johansen

Meteor eller asteroide

et kæmpe nedslagskrater fra en meteor eller asteroide
En asteroide bliver til en meteor, når den rammer jordens atmosfære.


12. mar 2010 kl 12:21

avatar

Morten Lind

Re: Meteor eller asteroide

Først er det en meteoroide, inden den rammer atmosfæren, og forudsat at den er mindre end 10m-50m i diameter. Er objektet større, er det en asteroide. (Med mindre den består af is, hvorved det kaldes en komet.)

På vej gennem atmosfæren kaldes objektet, som John skriver, en meteor. Men det er dog ikke helt korrekt ifølge alle kilder. En meteor er ikke objektet selv, men det lysglimt som udsendes under kollisionen med mesosfæren. Så objektet er altså fortsat en meteoroide på vejen gennem atmosfæren.

Når, og hvis, den rammer jorden og overlever, så kaldes den en meteorit ...

Alt dette har jeg læst op på på wikipedia, for jeg har glemt en hel del af astronomiundervisningen - eller også glemte jeg at lytte efter; det kan jeg ikke lige huske :-)


14. mar 2010 kl 00:25

avatar

jørgen holm-jensen

Billedet

Artiklens ledsagende billede illustrerer 2 katastrofer: nedslaget og afskovningen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.