Sagen om elkontakter kører videre: LK anker dom til Højesteret
Efter fem års juridisk slagsmål om design af en stikkontakt er den danske elgigant Lauritz Knudsen, der nu hedder Schneider Electric, klar til at tage endnu en omgang i retten. Udmattelseskrig kalder modparten det.
Sø- og Handelsretten har afgjort, at L-team ikke krænker L-teams L-Control-kontakter (t.v.) med LK's Fuga-design(t.h.).
Foto: L-team
(Foto: L-team)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
En designstrid mellem det lille elfirma L-team og giganten Lauritz Knudsen, der nu hedder Schneider Electrics, havner nu i Højesteret.
For to uger siden afgjorde Sø-og Handelsretten ellers, at L-team ikke brød LK's designrettigheder og nu har LK besluttet at anke den afgørelse.
»Vi er helt uforstående over for dommen. Vi er bekymrede over, at man med et produkt, vi har ophavsret på, kan få lov at gå så tæt på, som det er tilfældet i denne her dom. Det underminerer ophavsrettens værdi, og derfor har vi besluttet at anke dommen,« siger Ole Sander, administrerende direktør i Schneider Electric Danmark i en pressemeddelelse.
Kernen i sagen er en ny stikkontakt-serie, L-Control Shape fra L-Team, som Lauritz Knudsen mener er kopi af deres serie LK-FUGA.
»Vi er dybt forundrede over, at Lauritz Knudsen ikke vil respektere så entydig og klar en dom,« siger L-Teams direktør, Klavs Larsen til LK's beslutning om at anke dommen ligeledes i en henvendelse til pressen.
»De er totalt dominerende på markedet og har reelt monopol på at sælge stikkontakter til de danske hjem. Et marked, hvor de sælger for flere hundreder millioner kroner om året og med en skyhøj avance, gør det jo til et betragteligt guld-æg for Lauritz Knudsen. Det er tilsyneladende det, de vil beskytte med alle midler, i stedet for at hilse en sund og tiltrængt konkurrence velkommen,« siger Klavs Larsen.
Afgørelsen i Sø- og Handelsretten var enstemmig, men anken til Højesteret betyder, at det stadig er udelukket for L-team at markedsføre deres stikkontakter.
»Lauritz Knudsen har gennem fem år gjort alt for at trække sagen i langdrag, og vi ser det udelukkende som den stores forsøg på at udmatte den lille. Men vi er ved godt mod og har så stærk støtte fra aktører i både ind-og udland, at vi er godt klædt på til endnu en omgang i retten,« siger Klavs Larsen, der nu forbereder en erstatningssag for tabte indtægter i perioden.
Schneider mener på den anden side, at sagen er af principiel karakter og rækker langt ud over selskabets egne interesser.
»Vi mener, at dommen principielt vil være en trussel ikke bare for vores øvrige produkter, men generelt for danske virksomheder, der satser på design og innovation. Det bør ikke være tilladt at kopiere produkter, som danske designere, teknikere og forskere har været år om at udvikle,« siger Ole Sander.
Der er endnu ikke berammet tidspunkt for behandling af sagen i Højesteret.





