Der skal bygges nye supersygehuse for 50 milliarder kroner. Det er en fantastisk god lejlighed til at få gentænkt og strømlinet et af verdens dyreste sygehussystemer. Og dermed bliver det også muligt at tænke en fælles anvendelse af it forfra i stedet for som nu, hvor der arbejdes region for region: Hvad skal en it-løsning kunne i forhold til underliggende specialsystemer, hvordan skal it understøtte et moderne sygehusvæsen med optimale arbejdsgange.

Desværre ser det ud til, at noget er rivende galt i teknologiudviklingen på sygehusene, der kun delvis trækker samme vej - og gennemsyres af politiske hensyn. Det er svært at spotte initiativer, der får operationsanalyse, produktionsplanlægning og kømodeller frem i lyset, som grundlag for strukturering af indsats og blændende it-anvendelse over alt. I stedet synes kafkaske aktiviteter, beslutningsangst og impotens fremherskende, hvor der er brug for modige beslutninger.

Regionerne udgiver notater, der søger at retfærdiggøre status quo ved at nedskyde offentlig kritik som myter. Alt imens den tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen end ikke har været i stand til at udnytte sit eget styrkede mandat i sundhedsloven til at stille krav til it-anvendelsen i sundhedsvæsenet - herunder bindende standarder for den elektroniske patientjournal. Landets øverste revisionsmyndighed, Rigsrevisionen, skriver således i et dugfriskt notat, at der efter tre år endnu ikke er fastsat fælles mål for udvikling af EPJ i regionerne og der intet overblik er over, hvad de koster at indføre.

Rigsrevisionen kan ikke se, den af sundhedsminsteriets nedsatte tværgående organisation, Digital Sundhed SDSD, har kunnet sikre et forpligtende samarbejde omkring en national løsning. Med andre ord har organisationen spillet fallit som bordformand i dialog med regionerne.

Resultatet er, at regionerne nu har konstrueret sin egen parallelforening: Regionernes Sundheds-it Organisation (RSI), der søger at skabe den sammenhæng på tværs, som det statslige initiativ ikke har magtet. Men sidder regionerne alene uden myndig indpisker i RSI, risikerer vi laveste fællesnævner og mindre sammenhæng.

Og RSI er ikke den eneste nyskabelse. Sundhedsministeriet har yderligere nedsat tre standardiseringsråd for henholdsvis it-arkitektur, informationssikkerhed og indhold, der skal sikre koordinering i bestræbelserne på endelig at nå en fælles standard. Det lyder umiddelbart fornuftigt men også som et ekko fra fortiden. For er det ikke nøjagtigt de samme opgaver, der blev diskuteret i 2000? Og hvor udarbejdelsen af en national standard for EPJ allerede havde været i gang siden 1996?

Hvordan skal nogen borger dog kunne forstå, hvad der sker, og hvor vi i grunden er på vej hen, når der end ikke er formuleret mål? Man må virkelig håbe, at en revitaliseret Bertel Haarder i sundhedsministeriet fatter spanskrøret og får banket magten tilbage i SDSD, så det kan forpligte regionerne på fælles mål og fælles planer.

Man tør næsten ikke tænke på, hvor mange penge, der er spildt og menneskeliv, der unødigt er gået tabt i magtkamp og spinfægteri om sandheden i sundhedsvæsenet.