Fra lærebøgerne kender vi de flotte grafikker over fødekæder og fødenet, hvor diverse arter udfylder deres egne pladser i hierarkiet. Hvalen og hajen står øverst, og så kommer andre rovfisk som tun - eller for danske farvande torsk, sej, kuller og makrel. De spiser tobis, sild og brisling, der til gengæld spiser endnu mindre fisk og zooplankton. På trin nul lever alger og planter, som ernærer sig af mineraler og Solens lys alene.

Computermodellerne for sådanne netværk har som regel været ret dårlige. Men ny forskning er på vej til at gøre dem bedre, blandt andet ved at indse, at fødenet er meget specifikke i forhold til deres arter og habitat. For eksempel er marine fødenet slet ikke så hierarkiske. De fleste rovfisk spiser plankton når de er små, små fisk når de er lidt større, og mellemstore fisk når de er rigtig store. En bestemt art, f.eks. torsken, spiser altså ikke kun sild, men har (ligesom mennesket) alle trofiske niveauer på menukortet - inklusive lidt kannibalisme i ny og næ.

Det giver derfor ikke megen mening kun at placere en bestemt fisk på et bestemt niveau. Og det er heller ikke så vigtigt for stabiliteten af fødenettet, om det er torsken eller aborren, der styrer det hele. I stedet foreslår seniorforsker Ken Haste Andersen fra DTU Aqua, at man sikrer sig, at distributionen af alle størrelser af fisk forbliver nogenlunde konstant. For sagen er, at størrelsen bestemmer diæten.

»Den store nye åbenbaring inden for fiskeriforvaltningen er, at man ikke kigger på arter, men på en generel økosystemforvaltning baseret på størrelse,« siger Haste Andersen.

»Normalt kiggede man udelukkende på sildebestanden, og kom med anbefalinger ud fra det. Men sild spiser også andre fisk. Og de spiser også deres egne fiskelarver. Så det giver meget mere mening at kigge på det generelle økosystem, og de størrelsesbaserede modeller er et godt udgangspunkt for det.«

Mange faktorer
Fødenetværk er meget komplekse systemer. I mange år har forskerne forsøgt at analysere deres stabilitet ved at lave modeller med differentialligninger, og så fjerne eller introducere enkelte arter, for at se, hvordan modelnetværkerne reagerer. Generelt sker der store omvæltninger, og mange arter uddør, hvilket har fået forskerne til at tale om et paradoks: Hvordan kan virkelighedens fødenet være så stabile, når modellerne falder fra hinanden ved den mindste påvirkning?

»Problemet med mange af de teoretiske modeller er, at de har svært ved at fange de mange faktorer fra virkeligheden. Tit og ofte falder de pæne modeller fra hinanden, når man vil sammenligne med den konkrete situation i f.eks. Østersøen,« forklarer Haste Andersen.

(forkortet)
Læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren fredag.
Abonnenter kan logge på og læse artiklen HER.