Samlesætbro på Hillerød-motorvejen bliver opført i lyntempo
En af to parallelle broer på Hillerødmotorvejen skal erstattes, men den skal rives ned inden en ny kan bygges. Derfor samler Vejdirektoratet for første gang en stålbro i få dele inden den skal sættes på plads, så arbejdet generer så lidt som muligt.
Selvom det er sommer, og Vejdirektoratet arbejder så hurtigt de kan, bliver der færre spor til billisterne på Hillerødmotorvejen ved de parallelle broer over Farumbanen og Bagsværd Hovedgade ved Skovbrynet station. Den ene af broerne skal nemlig erstattes og en ny betonbro kan ikke bygges før den gamle er revet ned.
Derfor bygger Vejdirektoratet for første gang en stålbro, hvor elementerne bliver sejlet ind og samlet i få dele, inden de om natten bliver sat på plads af en kran. Vejdirektoratet håber dermed, at bilisterne skal undvære de ekstra vejspor i forholdsvis kort tid.
»Hele projektet er bygget op om, at det skal gå så hurtigt som muligt. Jeg har det indtryk af, at den vej er så presset, at bare man parkerer en bil i rabatten, kan der komme kø,« siger Jesper Glargaard, Vejdirektoratets projektleder.
Vejdirektoratet har netop valgt stålbroen, fordi de normale betonbroer vil tage for lang tid at anlægge sammenlignet med det nye projekt, hvor anlægsperioden ligger i juli og august.
De første store stålelementer til den nye motorvejsbro på Hillerødmotorvejen ankom med skib fra Estland.
På en samleplads bliver de i alt 30 stålelementer, der er 40 meter lange og 5,5 meter bredde, så samlet til 12 elementer med en vægt på 200 ton. De 12 stålelementer erstatter så den vestlige af de to parallelle broer på 220 meter.
Når den gamle vestbro fra 1965 bliver revet ned, kører entreprenøren de nysamlede elementer til østbroen. Herfra vil en kran løfte brofagene på plads om natten.
Vejdirektoratet har valgt denne metode, for at formindske anlægsperioden. For det giver store udfordringer i trafikken, når der kun er en bro til de mange bilister.
I anlægsperioden bliver trafikken på Hillerødmotorvejen i begge retninger lagt over på den østlige bro med 2 spor i nordgående og 3 spor i sydgående retning
»Udskiftningen skal ske så hurtigt som muligt i sommerperioden af hensyn til de mange bilister, der hver dag kører ad Hillerødmotorvejen mellem Nordsjælland og København,« siger Jesper Glargaard om udskiftningen af broen.





