Solfilm blokerer for mobiltelefoner i IC4-tog
Blyindfatning og solfilm gør det svært at bruge mobiltelefonen i de nye IC4-tog.
Vindueskonstruktionerne i IC4-togene gør det svært at bruge mobiltelefoner i togene. Om det er derfor, at denne lokofører stikker hovedet ud af vinduet for at føre en telefonsamtale, vides ikke. (Foto: DSB)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nye problemer har ramt de stærkt forsinkede IC4-tog. Nu viser det sig, at det er sin sag at bruge mobiltelefonen i togene.
En særlig solfilm i togenes vinduer betyder, at mobilstrålerne fra operatørernes master har svært ved at komme ind i togene. Ligesom signalet heller ikke rigtigt kan komme den anden vej, skriver Dagbladet Børsen.
»Det er en stor udfordring med mobilsignalerne i de nye IC4-tog. Særligt volder en solfilm, der er sat på ruderne i toget, problemer. Det reducerer mobilsignalet kraftigt,« siger Karen Møller, ansvarlig for netværksstrategi i Telia til Børsen.
Også hos TDC kender man til problemet, oplyser Per M.E. Christiansen.
»Vi har problemer med IC4-togene. Det tyder på, at togets konstruktion gør det besværligt for mobilstrålerne at trænge igennem.«
TDC mener desuden, at blyrammer i vinduerne og selve togenes karosseri er medvirkende til, at mobilstrålerne ikke trænger ind.
I DSB erkender chef for forretningsudvikling Claus Klitholm problemet.
»Det er rigtigt, at der er et problem med at modtage mobilopkald i togene. Det er noget, vi er meget opmærksomme på,« siger han.
Problemet er også kendt fra andre tog, men er altså stadig ikke løst i IC4.
»Konstruktionen er vores problem, selve mobilsignalet er teleselskabernes, men dette er i sidste ende et fælles problem,« siger Claus Klitholm og fortæller, at kunsten er at finde en løsning på problemet, som installeres i 300 togsæt og som skal holde i mange år.





