Massivt pres fra magtfuld kæmpelobby for bro over Kattegat

En 100 mia. kr. dyr Kattegatbro er ved at blive en politisk realitet, hjulpet frem af erhvervsliv, organisationer, universiteter og politikere. De vil ikke vente på objektivt beslutningsgrundlag.

Af Birgitte Marfelt, Nicolai Østergaard, fredag 12. mar 2010 kl. 00:45

En usædvanligt indflydelsesrig lobby har rottet sig sammen mod det politiske system for at få Folketinget til at vedtage en bro over Kattegat, inden et fagligt beslutningsgrundlag er til stede.

Lobbyen hedder Kattegatkomiteen og består af erhvervslivets mastodonter, banker, lufthavne, universiteter, entreprenører, landbrug, LO og postvæsen samt en lang række regionsrådsformænd, borgmestre og erhvervsrådsformænd.

De mange parter arbejder for at få broen principbesluttet i Folketinget allerede til næste år. I 2018 skal den være detailprojekteret og kontrakterne underskrevet, så entreprenørerne kan fortsætte på Kattegat, når Femernforbindelsen mellem Rødby og Puttgarten er afsluttet.

»Det bekymrer os, hvis der opstår store huller mellem de store infrastrukturprojekter, så vi mister kompetencerne. Derfor skal de folk, der nu er i gang med geotekniske undersøgelser på Femern Bælt, i princippet kunne fortsætte direkte på Kattegat. Det er afgørende, når der skal konkurreres,« siger Niels Nielsen, der er direktør i Danske Anlægsentreprenører.

Kattegatkomiteen har sekretariat i Viborg, afholder konferencer, beregner og analyserer forbindelsens samfundsøkonomi og har møder med centrale folketingspolitikere.

Også Københavns Lufthavnes fremtid afhænger direkte af at få et større opland, mener administrerende direktør Brian Petersen:

»Kattegatbroen vil øge Københavns Lufthavnes opland kraftigt. Vi har ca. fire millioner mennesker, som kan nå til Kastrup på to timer. Med en Kattegatbro ville en stor del af Jylland kunne nå os inden for to timer. Det giver mulighed for flere ruter og flere afgange, især på interkontinentale destinationer. Og eftersom Kastrup er den eneste danske lufthavn med interkontinentale afgange, vil det være en fordel for Danmark.«

Da tidligere rektor på Roskilde Universitet, professor Henning Salling Olsen, sagde ja til at gå ind i Kattegatkomiteen, hang det sammen med, at universitetet, fra sin midtsjællandske placering, i takt med etableringen af Femernforbindelsen, var i fare for at blive hægtet af Jylland og resten af Sjælland:

»Set fra universitetets perspektiv er det vigtigt at holde forbindelserne åbne på Sjælland. Vi har også nære forskningsrelationer til jyske institutioner. Og uden en fast forbindelse over Kattegat, bliver der ikke investeret i motorveje og jernbane i den retning,« siger Henning Salling Olsen.

For Michael Holm, administrerende direktør i Systematic, Århus, vil Kattegatbroen ændre alt:

»Ud over at den vil knytte nationen tættere sammen end i dag, hvor hovedstaden jo ikke er centralt placeret, vil det bryde de geografiske barrierer mellem bopæl og arbejdsplads ned, hvis man kan sætte sig i toget og køre højhastigt mellem bopæl i København og job i Århus.«

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviser lobbyens ønske:

»Det er ikke muligt at fremskynde en principbeslutning om broen til 2011,« siger han i overensstemmelse med fagfolkene på DTU.

Professor Otto Anker Nielsen, DTU Transport, mener, det vil være uklogt at træffe en beslutning nu. Den må afvente en samlet analyse af trafikmønstrene i landet, som først er klar i 2012:

»En Kattegatforbindelse vil være Danmarkshistoriens største og dyreste faste forbindelse, og derfor er det vigtigt med et godt beslutningsgrundlag,« siger han.