Hvor Ilyushin bygges og om selskabet er registreret i Baltikum eller Rusland, er ret beset ligegyldigt.
Hvad der gør sig gældende, er derimod et potentielt set, ret så graverende etisk problem, der både omhandle forsvarspolitiske prioriteringer og tilknytning til denne type luftfragtselskaber...
Lige såvel som man skal passe på med at vende ryggen til en tiger, skal man udvise stor agtpågivenhed over for østeuropæiske luftfragtselskaber, der er kendetegnet ved uigennemsigtige ejerskabskonstruktioner og 'tvivlsomme' forretningsmodeller.
Udover at flyve rundt i noget misligholdt gammelt bras med afdankede alkoholiserede ukrainere, russere, georgiere mv. bag styrepinden, er der overvejende sandsynlighed for, at det pågældende selskab ikke er noget videre delikat bekendtskab, når det kommer til stykket…
Uden at kende noget videre til det pågældende selskab, der ikke ligefrem udløser ’Jackpot’ på Goggle når man leder efter det, er der én ting der går igen og igen når strategisk luftfragtsydelser erhverves på et skrabet budget på det globale marked; man får hvad man betaler for!
Og hvad er så det man for får sine bukseknappet, lommeuld og håndøre?
Tjaaa, når det drejer sig om obskurere østeuropæiske luftfragtselskaber der er sammensat af et virvar af små kortlivede datterselskaber viklet ind i tvivlsomme Holding selskaber der forgår og genopstår i et væk; indregistreret med dertil hørende skuffeselskaber i lande over hele kloden fra Bahamas og Caymanøerne, over Bosnien, Qatar og Eritrea til Tyskland, Irland og USA; karakteriseret ved hyppige ejer skift og jævnlige omstruktureringer; ja, da får du den store forkromede servicepakke!
Servicepakken tjener alle tænkelige eller utænkelige behov og kan bidrage med alt hvad hjertet kan begære…
Som tommelfingerregel bestå pakken udover nødhjælpsleverancer og fragt af forsyninger til eks. NATO-ISAF, af:
Bloddiamanter, illegal våbenhandel, tømmer/råstof smugling, narkosmugling, menneskesmugling, terrorstøtte, lejesoldat virksomhed, smugling af atomteknologi/uran, oprørsstøtte, alle mulige andre former for kontrabande, mafiapenge, hvidvaskning af penge, underslæb, skatteunddragelse, bestikkelse, brud på FN konventioner/resolutioner, sanktions/embargobrud og hvad der ellers findes af blandede bolsjer i posen for organiseret kriminalitet og subversiv undergravning af vores nationale sikkerhedsinteresser.
Disse selskaber er effektive og billige, hvorfor vi sandsynligvis tilhører den samme kundekreds som en bred vifte af massemordere, folkemordere, diktatorer, narkohandlere, terrorister, smuglere, våbenhandlere, højreorienterede/venstreorienterede/religiøst-fundamentalistiske oprørere, despoter, krigsherre, tyranner og andet godtfolk…
Og så spørger du sikkert dig selv om dette ikke blot er endnu et konspirationsteoretisk tossehoved eller om der er tale om en af de der ’frelste røde’…
Jeg indrømmer gerne at jeg intet kender til det pågældende selskab og har ikke kunne finde noget om det på nettet, så det kan naturligvis være et dydigt østeuropæisk luftfragtselskab (hvilket i givet fald vil være det første af sin slags, i verdenshistorien). Tages der højde for disse luftfragtsselskabers historik gennem de sidste 20 år, er der på ingen måde tale om at skyde gråspurve med kanoner...
Er man bekendt med navnet Victor Bout, også kaldet ’Dødens Købmand’, eller kender man blot en lille smule til Ruslands illegale våbenhandel (anslået til ca. udgør 80 % af Ruslands samlede våbeneksport), der hovedsageligt går via. paria stater/eksklaver såsom Hviderusland og Trans-Dnjestr på grænsen til Moldova; ja så er man klar over hvad Ilyushin- og Antonov fly i Afrika, Central- og Sydasien bedriver tiden med, når de ikke flyver nødhjælpsmissioner for FN og NGO’ere eller forsyningsmissioner for NATO-ISAF i Afghanistan…
Denne bizarre sammenfletning af roller er et udtryk for et afsporet globaliseringsfænomen der er en integreret del af hvad der undertiden omtales som de ’nye krige’ - der kort og godt er en grundlæggende del af globaliseringens lidet delikate pærevælling, der mudre billedet mellem de krigsøkonomiske værdikæder samt ven/fjende relationerne på den globale legeplads. Denne tilstand gør det umådelig vanskeligt at gennemskue hvad der er op og ned og påkræver en dreven vilje til at føre grundigt tilsyn med disse selskabers gøren og laden og fastholde en kompromisløs kontrol fra en statsmyndigheds side.
At rode op i disse misgerninger er den sikreste måde hvorpå man kan påkalde sig både Putin, FSB, oligarker, korrupte generaler og politikere samt den russiske mafias vrede på én gang. Har man ikke en vestlig statsmyndighed i ryggen såfremt der ruskes op i dette moralske bundfald, er der tale om at kaste sig ud i en form for idealistisk 'ekstremsport' der kan sammenlignes med at 'Base-jumpe' fra Rundetårn, hvilke ikke er forbundet med de store overlevelseschancer. Stort set alle de russiske, hviderussiske og ukrainske journalister der gennem de sidste 15-20 år har boret i sager omhandlende denne lyssky våbenhandel inkl. disse luftfragtselskaber, er således blevet myrdet. Forsøger man at sælge oplysninger om disse forhold videre, som Litvinenko gjorde i London, skal man ligeledes være varsom med og det påkræverat man holder lav profil resten af livet og holde sig langt væk fra ’russisk te’.
Hvis du vil vide hvorfor Danmark meget vel kan være kommet i særdeles dårligt selskab og hvad der kendetegner disse selskabstyper, så kan lidt information om Victor Bout hjælpe dig lidt på vej - manden var pioner inden for etablering af disse luftfragtselskabskonstruktioner og målt på betydningen af de våben han har leveret i tidens løb, har han mange hundrede tusindvis af menneskeliv på samvittigheden (hvis han dog blot havde været født med en sådan en) (http://www.douglasfarah.com/pd...df).
Han er dog blevet omsider blevet smidt i fængsel efter en større multinational efterretningsoperation der bl.a. involverede PET agenter og en suite på Radison i København. Grunden til at blev pågrebet var, at han løb fra en kontrakt med det amerikanske forsvar om levering af brugte våben fra Bosnien til Irak, der egentlig skulle destrueres (og officielt ikke eksisterede) – en kontrakt til en anslået værdi på $30 mio. kr.
Grådigheden steg ham dog til hovedet og han løb med både penge og våben – våben der muligvis blev solgt til irakiske oprører i stedet. Episoden var særdeles pinlig for den daværende øverstkommanderende for kapacitetsopbygningsmissionen for de Irakiske sikkerhedsstyrker, (daværende) generalløjtnant David S. Petraeus, der fik sig en grim plet på CV’et (i kraft af hans position og ikke fordi han var indblandet), der dog ikke kunne forhindre han i at få sin fjerede generalstjerne 3 år senere og blive USA’s højt besungne oprørsbekæmpelseshelt.
Pentagon og CIA var skuffede over Bout’s adfærd og besluttede sig for at stoppe med at modarbejde DEA, Udenrigsministeriet, ATF, FBI samt EU, England, Tyskland, Grækenland, FN og INTERPOLS mangeårige forsøg på at pågribe manden der var den største individuelle trussel mod verdensfreden og som stod under Putins personlige beskyttelse…
Et andet eksempel på en flyvende 'Ivan', Danmark fletter fingre med, er ’Volga-Dnepr Airlines’ der i 2007 blev taget i at bestikke en højtstående embedsmand i FN med $700.000 i returkommission for en lukrativ kontrakterhvervelse og derefter blev ’sortlistet’ i FN systemet - en skaldale der blev hjulpet godt på vej af pres fra det knap så FN-begejstrede neokonservative 'viewsmedia' kanal, FOX News. (http://www.foxnews.com/story/0...html, http://www.un.org/apps/news/st...r1).
’Volga-Dnepr Airlines’ er NATO samarbejdspartner i ’Strategic Airlift Interim Solution’ (SALIS), hvor Danmark er partner sammen med 15 andre NATO lande, i et samarbejde for de, der ikke er villige til at betale for det dyrere NATO samarbejde ’Strategic Airlift Capability’ (SAC). SAC er et konsortium der puljer et antal kostbare C-17 Globemaster III fly. Danmark var oprindeligt med i SAC men trak sig for at spare penge... (http://www.nato.int/docu/nato-....pdf, http://www.nato.int/cps/en/nat....htm)
’Volga-Dnepr Airlines’ har et stort antal datterselskaber og er bl.a. involveret i Sierre Leone, DMR Congo, Afghanistan ligesom så mange andre af disse snuskede østeuropæiske selskaber er det og det er mildest talt usandsynligt at Bout ikke har været involveret i det på en eller anden måde. At det efter signende har delt russisk/ukrainsk ejerskab og skulle være delvist statsejet er på ingen måde garanti for at det holder sig på dydens smalle sti – snarer tværtimod. Er der tale om en gennemsnitlig 'knægt i klassen', er det ikke videre sandsynligt at den pågældende lettisk-australske transport ’pusher’ ikke er drevet efter samme fordækte skabelon som generelt kendetegner sektoren.
Har Danmarks i sin bilaterale aftale med det lettisk-australske selskab så fortaget en tilstrækkelig screening af det pågældende selskab og er det ikke en formildende omstændighed at andre europæiske lande også bruger selskabet som det påpeges af?
I kraft af at både USA, England, NATO og FN mfl. har benyttet sig af Victor Bout’s selskaber i mere end 15 år, alt imens han har forsynet irakiske oprører, Taliban, FARC, Charles Taylor, Omar Bashir mfl., (samt stort set alle borger krige i verden siden starten af 1990erne) og givet at Pentagon og den amerikanske hær, gang på gang har udvist en utilstrækkelige og elendige kontraktstyring samt en total mangel på tilsyn med de firmaer der er på kontrakt, kan man godt blive nervøs over for vores egne aftalestruktur når det kommer til Offentlig-Privat Samarbejde/Partnerskab på det forsvarspolitiske område…
Rettidig omhu i forbindelse med kontraktindgåelse, effektiv styring og grundig tilsyn/monitorering er ikke ligefrem de tre kardinaldyder der ligger en på sinde, når diskussionen omhandler forsvaret - ikke dermed sagt at det danske forsvar nødvendigvis er hverken værre eller bedre end så mange andre myndigheder i DK, eller for den sags skyld er værre end andre landes forsvarsmyndigheder.
Det sker gang på gang at der kommer sager frem om disse luftfragtselsbaers svinkeærinder og forsøg på at bestikke FN medarbejdere er efterhånden blevet så hyppige, at selskaber sjældent stilles til ansvar for deres misgerninger, med mindre sagen er klokkeklar, højtprofileret eller blæses op i pressen (eks. Kofi Annans søn under ’Olie for Mad’ skandalen). Grundlæggende, er det blevet gråzonens lille fejltrin; forretningsverdens tvivlsomme ’twilight zones’ svar på at gå over for rødt lys kl. 03.00 søndag nat. At bestikke et lands regeringen kan dog stadig have mere alvorlige konsekvenser sammenlignet med lidt FN smørelse, afhængig af hvilket land der er tale om. Novo Nordisk fik eksempelvis at føle hvornår det ikke er i orden, efter USA gav udtryk for at 'far var skuffet' over medicinalgigantens hang til brune konvoluter i Irak.
Ideen om udlicitering af forsvarsrelaterede opgaver, er der mange i vor andedam der har travlt med at besynge som noget fantastisk og enestående. Som sædvanligt sker det uden nogen form for erkendelse af, at USA (som vi er inspireret af i denne og hin sag) er begyndt at udvise en stadig større skepsis over for disse Offentlig-Private samarbejdskonstruktioner. Desværre er der en laaaang forsinkelse på disse ideers spredningseffekt til det lille Skandinavien og Danmark plejer som tommelfingerregel, at blive begejstret for de nye ideer når de er blevet så gamle, at andre begynder at presse sig på...
Da vi i sin tid blev så begejstrede for store åbne kontor landskaber, havde man haft dem i mange år i USA og erfaret at det var noget være lort, der gjorde folk syge, deprimerede og mindre effektive. I Danmark skulle vi desværre gøre vores egne erfaringer, hvorfor vi brugte næsten 10 år på at rende rundt som en anden sukkerchokket Erasmus Montanus, alt imens vi brillerede med det 'nyeste' management slang, der på daværende tidspunkt allerede var 5-6 år gamle. Sådan er det at humpe derudaf på den lokale grusvej alt imens andre hamre af sted på globaliseringens motorvej...
Det betyder ikke at det i princippet er nogen dårlig idé at inkludere den private sektor og konceptet er ikke på vej til at dø ud. Den hidtidige metode har dog medført så omfattende svindel, korruption og kontrolsvigt at det i vid udstrækning er nødvendigt at rulle det tilbage og starte forfra - det er i hvert fald hvad der er på dagsordenen i USA (https://www.alt.army.mil/porta....pdf, https://www.alt.army.mil/porta...df).
At USA er i gang med en solid dosis selvransagelse omhandlende disse samarbejdsformer skal udover finanskrisens pres på forsvarsbudgettet, ses i lyset af at en uendelig række af skandaler. Blandt de mere bizarre er slagsen er sagen om 18 amerikanske soldater/contractors der er blevet dræbt af dårlige el-installationer på militærforlægninger i Irak (nogle endda mens de tog brusebad!), der samtidig forårsagede mange hundrede brande. En anden sag der mildest talt er rystende, omhandler et meget stort antal soldater der blev alvorligt forgiftet af forurenet drikkevand, hvilket vidner om et særdeles alvorligt tilsynssvigt - i begge tilfælde var leverandøren KBR-Halliburton eller selskabets 'sub-contractors' (www.cbsnews.com/stories/2009/0...html, http://www.guardian.co.uk/worl...raq1)
Er vores ansættelse af fordrukne 'Ivan' og hans udpinte 30-40 år gamle skrotbunke på denne baggrund en farbar vej?
Det afhænger selv sagt af prioriteringerne og hvad man er villig til at stå model til...
Kan du leve med at gøre forretninger med et selskab der med den ene hånd levere en omkostningseffektiv kapacitet, du død og pine har brug for, alt imens det selv samme selskab med den anden hånd, formentlig undergraver de nationale sikkerhedsinteresser og måske endda levere våben til dine fjender?
På bundlinjen kan det være en strategisk ’fornuftig’ disposition i forhold til andre valg med høje alternativomkostninger, hvorfor denne form for konkurrenceudsættelse til den lavestbydende, (sandsynligvis mafiarelaterede) leverandør, kan være en glimrende idé (såfremt man er en sjæleforladt kyniker, der tror etik er statusbetonet ’blingbling’ man kan høste ved at stjæle tandbøjler fra handicappede, forældreløse børn) …
Får du det omvendt dårligt ved tanken om at din ’hof’-leverandør muligvis tjener store summer på at være ’embargo buster’-våbenleverandør der med glæde levere AK-47 og RPG’s til afstumpede oprørsgrupper i Afrika med forkærlighed for at pumpe kidnappede 8-10årige børn fulde med narko, før de tvinger dem til at skære hovedet af sagesløse landsbyboere i Congo; ja da skal du så nok tage din beslutning op til fornyet genovervejelse…
Få ting i denne verden kommer med så dyrt et prisskilt som en ren eller i det mindste kun delvis plettet samvittighed. Skal der være renere linjer på Danmarks forsvars luftfragts-ydelses-område blive det dyrt; endog rigtig dyrt…
Et muligt alternativ til den gældende ordning er, at Danmark tilslutter sig SAC samarbejdet og supplere med indkøb af 2-4 ekstra C130J Hercules fly, hvilket er en dyr og meget tidskrævende løsning. Spørgsmålet bliver i denne forbindelse hvad der så i givet fald så må holde for...
Med en offentlig sektor der står overfor at skulle spare omtrent 30 mia. kr. på driftsbudgettet de kommende år og en politisk handlingslammelse omhandlende typevalg af nye kampfly der ikke ser ud til at blive afklaret på denne her side af et folketingsvalg (og allerede forbløder grundet politikerens nyslebne spareknive), ser det ikke ud til at der er tale om et reelt politisk valg, men derimod en strategisk grundbetingelse.
Pilene peger således ikke i retning af at der er 4 mia. kr. i statskassen der uden videre kan ødsles bort på noget så usexet som luftfragt, transportfly og logistik. Skulle det endelig ske at denne kapacitet skulle opprioriteres, ville noget andet skulle bringes til det realpolitiske offeralter i stedet. At frigøre 4 mia. kr. på budgettet ville sikkert koste hæren deres GMLRS kærlighed og både hæren og flyvevåbnet ville formentlig skulle vinke farvel til dronedrømmen.
I kraft af at kampfly-beslutningen uden tvivl er udskudt på ubestemt tid, er der for øjeblikket lukket ned for seriøse drøftelser om mulige alternativer. Det vil derfor være andre kandidater inden for rammerne af det eksisterende forsvarsforlig der skal pateres af spareknivenes huggende og skærende iver, for at frigive midler til andre prioriteringer…
At problemstillingen giver anledning til endnu en omgang dybe leverstød til forsvarskommandoen er dog hverken fair eller retvisende, idet dansk forsvarspolitik igennem længere tid har været i kronisk ubalance. Med et ambitionsniveau om at kunne udsende et samlet kontingent på 2000 mand til internationale operationer inkl. en hel kampgruppe i Afghanistan, der alt sammen skal kunne realiseres samtidig med at Danmark har et af de laveste forsvarsbudgetter målt i forhold til BNP i NATO, vidner om en forsvarspolitisk elfenbenstårnslogik, der er blottet for realitetssans og sober dømmekraft.
Det er således svært at få det banket ind i knolden på vores politiske beslutningstagere, at Danmark til trods for det omfattende militære bidrag stadig er, og vil vedblive med at være, en sikkerhedspolitisk miniput-nation der ganske vidst 'slår, over sin vægtklasse' i øjeblikket.
Uanset at forsvarskommandoen har klokket i det mange gange, er det værd at notere sig, at den kroniske kattepine forsvaret befinder sig i, ikke uden videre er et selvforskyldt morads, som det ofte skydes dem i skoene. Når politikerne blive ved med at opskrue ambitionsniveauet for Danmarks ’aktivistisk udenrigspolitik’ og ellers pådutter at ekstra midler må findes på det eksisterende forsvarsbudget gennem 'effektiviseringer', skabes der et øget spænd mellem de strukturelle vilkår og de operative behov, der medvirke til at forvride en grotesk politisk-forvaltningsmæssig ubalance, der er ligeså absurd som den storladne vision om at høste stor hæder ved det netop overståede vinter-OL. Det er ikke bare et spørgsmål om at kejseren ikke har noget tøj på, han går samtidig og hiver sig i dilleren alt imens han vinker til folk, uden nogen tilsyneladende tager notits af det…
Når oberst Lars Møller ser sig nødsaget til at gå i rette med hele det forsvarspolitiske establishment omkring den tynde is hæren befinder sig på, er der intet der tyder på at denne skikkelse, der emmer af traditionelt ’kriger etos’, skulle have nogen som helst personlig eller faglig nydelse ud af at bryde med den militære kardinaldyd om at holde den slags kritiske skærmydsler, internt i systemet.
Når han samtidig bruger den upassende benævnelse ’Danmarks Pearl Habor’ om de gældende vilkår, er det tegn på at fanden er løs i laksegade. Det er et opråb om at politikerne skal begynde at udvise lederskab og påtage sig et gedigent medansvar for den uholdbare situation. Ikke at de skal rende rundt og undskylde til gud og hver mand, eller forklare at de trods alt har handlet i god tro hele vejen igennem; de skal blot sadle om og hellere i dag end i morgen…
Skal der nye boller på suppen, er det nødvendigt med en solid dosis tiltrængt realitetssans på Christiansborg, der bevæger sig væk fra de trivielle og kvalmefremkaldende mangement fatwaer. Er man træt af de mange sager om manglende budgetdisciplin, dårlig økonomistyring og brok fra værnene, er det på høje tid at udvise bare et minimum af saglig forsvarspolitisk dømmekraft, der ikke uden videre opfatter den billigste løsning som den bedste og ikke hele tiden er opsat på at Danmark skal være alle vegne på én gang.
Senest er beslutningen om at sende soldater til Libanon, et graverende symptom på en manglende erkendelse af at hæren er overbebyrdet og slidt ned til sokkeholderne – et problem der ikke uden videre løses af flere ’New Public Management’ slogans og hvor et rask lille eventyr til Levantens solbeskinnede Hizbollah-land, ikke er den medicin der skal til for at kurere forsvarets pandemisk institutionelle ubalance…
Det er selvsagt klart at opposition ikke vil sige nej til en mission i Libanon. Når Socialdemokraterne i 6-7 år har næret en forståelig skepsis over for Søren Espersens ’dybfølte’ Mission civilisatrice begejstring, over for frigørelse af de underkuede frihedshungrende irakere (og ikke WMD’er eller Al Qaeda forbindelser) – der ellers ikke er en befolkningsgruppe hvis ve og vel DF’s politiske tilkendegivelser ellers virke til at være synderligt optaget af - er det selvsagt svært for oppositionen at sige nej tak til muligheden for at genindfinde sig i folden under FN’s blå banner i Libanon…
Skal vurderingsgrundlaget for hvad der bør gøres på materiale/kapabilitetssiden, baseres på lige dele moralsk, etisk og fornuftsbaseret omtanke for at afstive en mere bæredygtig forsvarspolitik, må det konstateres at Danmark aldrig burde have meldt sig ud af SAC konsortiet og er det kampfly der skal ofres på denne konto for at bryde dødvandet, bør politikerne få fingeren ud og vise handlekraft.
Det samme gælder helikoptere til søværnet (formentlig 8-12 EH101 i maritimudgave som erstatning for Lynx), der for længst burde have været indkøbt til indfasning de næste 2-3 år og søværnet står allerede i lort til halsen hvad angår deres helikoptere (eller snare manglen på samme).
Skal der korrigeres for disse fejl i et større forsvarspolitisk fait accompli, bør beslutningen om indmeldelse i SAC og anskaffelse af helikoptere til søværnet, suppleres med en fordobling i antallet af EH101 i taktisk transportudgave (fra 6 til 12). Endvidere bør der i samme ombæring anskaffes 2-4 ekstra C-130J Hercules transportfly, uanset hvad det så end koster i nedskalering af den fremtidige kampflys flåde. Skal der yderligere materielt krølfedt på banen, kan der med fordel kigges nærmere på det amerikanske marinekorps ibrugtagning af den seneste version af H-1 helikoptersystemet (UH-1Y ’Venom’/AH-1Z ’Viper’), der er en slagkraftig, alsidig og omkostningseffektiv kapacitet med 86 % komponentlighed mellem de to platforme.
Det vil formentlig ikke udgøre et større problem at udstyre H-1 med den samme Rolls-Royce Turbomeca RTM322 motorer der bruges i de danske EH101’ere, frem for den standardiserede General Electric T700-GE-401C der benyttes i USA (Englands Westland AH-64 ’Apache’, er eks. udstyret med RTM322 i stedet for T700). H-1 fløj første gang i 1958 og er i brug i et utal af lande, af den simple årsag at det er en billig og pålidelig helikoptertype. Det er på ingen måde den mest sofistikerede helikopter der findes på markedet og for hver eneste af de enkelte opgaver den udfører, findes der et mere effektivt alternativ. Det at den er billig og kan lidt af det hele, er dog lige præcis hvad der gør den til en populær flyvende schweizerkniv; der således er ’Jack of all trades but King of none’…
I Danmark kan vi passende lodse Fennec ud på historiens mødding og anskaffe en mindre/middel størrelse helikopter (UH-1) der kan løse et meget mere omfattende opgavekompleks, evt. suppleret med indkøb af dens hidsige søster AH-1 til ’Close Air Support’ for hæren. Fennec systemet er blevet neddroslet og er ikke længere møntet på at levere et ekspeditionsbidrag, hvorfor den på trods af sine lave operative omkostninger, alligevel giver meget lidt værdi for pengene…
Ved at koncentrere sig om 2 helikoptersystemer (EH101/H-1) (i modsætning til tre, som tilfældet er nu) udstyret med samme motorer og hvor UH-1 kan transporteres i C-130, burde det samtidig være muligt, eks. at sende et par helikoptere af sted til katastrofebistand såsom Haiti. Derudover kan UH-1 udstyres med en ærtespreder i døråbningen hvilket altid er nyttigt i en kampzone som Afghanistan eller et tilsvarende hul i jorden, verdenssamfundet skal hjælpe med at fylde op igen. Om det så medføre at antallet af operative kampfly i Danmark skal skæres ned til 12-20 stk., so be it! det er det det værd…
Et ekseditionsforsvar møntet på en samlet deployering af 2000 mand, uden nogen seriøs helikopterkapacitet at trække på og med en så utilstrækkelig luftfragtskapacitet som tilfældet er i dag, er komplet absurd og et udtryk for en uansvarlig of virkelighedsfjern forsvarspolitisk kurs. Så enten må Danmarks strategiske ekspeditionsforsvars doktrin laves fundamentalt om, eller også må der træffes de nødvendige forholdsregler. Ikke mere udenoms sniksnak og ikke flere upålidelige østeuropæiske luftfragtselskaber Tak!…
