/elektronik

Dansk boks aflurer din bils skjulte data og viser dem på nettet

Dansk-udviklet boks kan afsløre skjulte fejl som Toyotas speeder-problemer og vise bilens virkelige brændstofforbrug ved automatisk at indsamle data fra en masse biler og gøre statistikken tilgængelig på internettet.

Af Jakob Møllerhøj , onsdag 10. mar 2010 kl. 14:51

Moderne biler er fyldt med elektronik, der løbende registrerer data om brændstofforbrug og fejlmeldinger fra sikkerhedsudstyr som airbag og ABS. Men dataene, der blandt andet kan sige noget om bilens brændstofforbrug og den aktuelle sikkerhed i forhold til eksempelvis ABS og airbag, bliver ikke gjort offentlig tilgængelig.

Dataene bliver ganske vist logget i bilen, men alligevel bliver de ikke kontrolleret i forbindelse med de lovpligtige bilsyn af bilen.

Men det ser der ud til at blive lavet markant om på med et nyt, dansk projekt. wruum.com er hjemmesideadressen for projektet, hvor folk fra elektronikvirksomheden OhNoWire Aps arbejder på at sætte de store datamængder, der produceres af alverdens biler, i system på en helt ny måde.

Direktør ved OhNoWire og projektleder ved wruum.com Thomas Peter Berntsen har stået i spidsen for udviklingen af en boks, der skal kunne monteres i alle biler, og som via køretøjernes OBD-port (Onboard diacnostic, et standard interface til elektronisk kommunikation for biler) skal kunne opsamle bilens data og sende dem videre til en central server på internettet.

»Der er en stor mængde data tilgængelig, som ikke bliver udnyttet ordentligt. Vi vil opsamle de data, så brugerne af tjenesten eksempelvis kan se, hvad deres brændstofforbrug er, og om der er nogle fejl på bilen eller ved deres bilmodel generelt, de skal være opmærksomme på,« siger han og sammenligner idéen med det såkaldte crowdsourcing, hvor adskillige brugeres input bliver forvandlet til brugbar statistik – noget om blandt andet Google har opbygget en stor del af søgegigantens forretning ved.

Boksen i bilen bliver forbundet til ODB-interfacet, hvorefter den løbende indsamler bilens data, og sender dem via det så godt som allestedsnærværende mobilnet - GSM - til den centrale server. Herfra er tanken så, at det skal være muligt for alle kunder, der er tilmeldt tjenesten, at logge ind på en hjemmeside og få et overblik over eksempelvis, hvor meget brændstof deres køretøj bruger under givne forhold, ligesom det også skal være muligt at se, hvor stort et brændstofforbrug andre har ud fra den statistik, systemet har samlet på baggrund af de indmeldte data.

På den sikkerhedsmæssige front, vil systemet også indrapportere, hvis der eksempelvis er registreret en periodisk fejl i forhold til bilens ABS.

»Det giver bilisterne en unik mulighed for at danne sig et overblik over, om der er en generel tendens til fejl med for eksempel bremserne, eller om bilen bruger mere brændstof, end det er blevet oplyst fra fabrikantens side,« siger Thomas Peter Berntsen, der er halvvejs uddannet datalog og ellers autodidakt.

Prototype er klar
Foreløbigt har folkene på wruum-projektet udarbejdet en prototype af boksen, der udover at aflæse og videresende bilens elektriske data også har indbygget GPS. Positionsbestemmelsen er blandt andet relevant, fordi en bil bruger forskellig mængde brændstof alt efter, hvorpå en given rute den befinder sig.

Når det foreløbigt ikke er blevet til andet end en prototype af boksen skyldes det dels, at virksomheden søger venture-kapital for at kunne påbegynde masseproduktion af teknologien, men det skyldes også, at det kræver en del eksperimenteren og gætværk at aflure, hvad de forskellige data, bilens computer udsender, betyder.

Ikke alene kan der være forskel på, om fejlkoderne kommer fra en Toyota eller en Fiat, men derudover er forklaringen på koderne, der fx kan sige noget om, hvorvidt der er bøvl med ABS'en, heller ikke garanteret at være forståelige for andre end bilfabrikanten selv.

»Det er uudforsket land for os. Og det betyder, at vi bliver nødt til at prøve os frem. Vi ved som udgangspunkt ikke, hvordan visse fejlkoder ser ud. Det ved man kun, hvis man er et autoriseret værksted og har det rette aflæsningsudstyr, som ofte kan være ret dyrt,« siger Thomas Peter Berntsen.

Han satser dog kraftigt på, at det vil lykkedes at lave en generisk boks, der kan bruges i alle nyere biler, og som med en softwarevedligeholdt database vil være i stand til at fortolke koderne, der ellers er forbeholdt fabrikanten. Hvis det lykkes, så forudsiger Thomas Peter Berntsen, at wruum.com-projektet kan ende med at ligge inde med data, der giver et større statistisk overblik over tilstanden ved eksempelvis visse Toyota-modeller end Toyota selv ligger inde med på grund af crowdsourcing-potentialet.

»Ja, det kan jo blive konsekvensen. Og det er også et led i vores forretningsstrategi, altså at vi kan ende med at have eksempelvis Toyota som potentiel kunde, fordi virksomheden formentlig vil være interesseret i at vide, hvis der viser sig at være et generelt problem med for eksempel airbaggen i nogle af deres modeller.«

Leger med tanken om brug af mobiltelefon
I teorien kunne den software-baserede teknologi, der ikke baserer sig så meget på hardware som på tanken om tilgængelighed via en server, lige så godt fungere på en moderne mobiltelefon i form af en smartphone. Den har nemlig i sagens natur også adgang til mobilnettet, og så har flere modeller indbygget GPS.

»Man kunne godt forestille sig, at vi også lavede en løsning, der kunne installeres på brugernes mobiltelefoner, som så kunne forbindes trådløst til OBD-porten eller med et kabel. Men fordelen ved boks-løsningen er jo, at den kan installeres fast i bilen, hvor den kan registrere data, uden brugen skal huske at forbinde sin mobiltelefon,« siger han.

Thomas Peter Berntsen har ikke noget endeligt overblik over, alle de anvendelses- og forretningsmuligheder, der er forbundede ved at indsamle bildataene, men han understreger, at folkene på projektet arbejder målrettet på at afdække mulighederne.

I den forbindelse forsikrer Thomas Peter Berntsen, at dataindsamlingen og tilgængeligheden af dataene vil ske på en måde, så den kommer til at respektere brugernes privatliv.

Endeligt er det også uvist, hvilken forretningsmodel som kommer til at ligge til grund for projektet.

»Man kunne måske forestille sig noget med, at det kommer til at fungere ligesom, når folk køber sig adgang til internettet, og får stillet hardware til rådighed af deres internetudbyder, hvorefter de så betaler et månedligt abonnement,« siger Thomas Peter Berntsen, som - alt efter investorinteresse - vurderer, at en boks, der vil kunne bruges i de fleste bilmodeller, kan være klar på markedet om et års tid.

Boks giver overblik over trafikken
Udover perspektivet i forhold til fejl og brændstofforbrug, så forestiller Thomas Peter Berntsen sig, at teknologien også vil kunne bruges til at give myndighederne et ret detaljeret overblik over det samlede trafikflow.

»Eksempelvis kunne man jo se på dataene – selvom de var anonymiserede - om folk generelt kørte for stærkt på en villavej og på den baggrund sætte nogle vejbump op,« siger han.

Lidt længere ude i fremtiden vil boksen også kunne bruges til at bringe ITS – Intelligent Trafikstyring – på et nyt niveau, vurderer Thomas Peter Berntsen.

»Med boksen kan man jo få et øjebliksbillede over, hvordan folk kører i et givent område, og hvor meget trafik der er. Den viden kunne jo omsættes til en styring af trafikken, der både mindsker kø og forurening ved eksempelvis at koble det med trafiklysene.«



10. mar 2010 kl 15:07

Bent Andersen

Jeg tror ikke de bliver millionærer

1: fejl: hvis det er alvorlige fejl, lyser en advarselslampe. Hvis fejlen ikke er alvorlig, bliver den udlæst og checket ved næste servicebesøg.
2: skjulte fejl: hvordan kan denne mirakel-boks finde skjulte fejl? Hvis fejlen er skjult har OBD ikke noget at rapportere.
3: Brændstofforbrug:
a - fyld tanken op, noter kilometertal
b - kør normalt
c - fyld tanken igen når det er nødvendigt, noter kilometertal.
d - træk kilometertal 1 fra kilometertal 2 og del med antal liter ved anden tankning. Hvis du er hardcoreingeniør, så brug en HP-15C til dette.

MvH,

Bent.


10. mar 2010 kl 15:18

Poul Petersen

Findes allerede

så hvorfor opfinde den dybe tallerken een gang til?

Den sender dog ikke dataene til en server, men viser dem på display.

Kan også udlæse og slette alle fejlkoder.

Det firma er bagefter, så det vil noget.

http://www.scangauge.net/


10. mar 2010 kl 15:22

avatar

Knud Henrik Strømming

Re: Jeg tror ikke de bliver millionærer

Ad 3) Javel, du kan beregne dit brændstofforbrug, men du ved jo ikke, om dit forbrug ligger højt eller lavt ift andre brugere af samme model og med sammenligneligt kørselsmønster. Dén information er bestemt værdifuld.


10. mar 2010 kl 15:26

Bent Andersen

Re: Re: Jeg tror ikke de bliver millionærer

Ad 3) Javel, du kan beregne dit brændstofforbrug, men du ved jo ikke, om dit forbrug ligger højt eller lavt ift andre brugere af samme model og med sammenligneligt kørselsmønster. Dén information er bestemt værdifuld.

Ja, men så kan man nøjes med en brugerdatabase, det behøver jeg ikke en boks til.

I øvrigt: de fleste nyere biler er forsynet med et forbrugsmeter. Dette er notorisk upræcist. Men da man ikke har andet, må det være data herfra som man håber at kunne udlæse over ODB eller et andet interface. Garbage in = garbage out.

Bent.


10. mar 2010 kl 15:37

Peter Lund Jacobsen

Re: Jeg tror ikke de bliver millionærer

Til dem der er til online statistikker over kørsels forbrug og mønster kan jeg anbefale denne side: http://www.spritmonitor.de/en/.../en/

Desværre er der kun meget få oplysninger om reperationer mv


10. mar 2010 kl 15:39

Anders Majland

Re: Re: Jeg tror ikke de bliver millionærer

Ad 3) Javel, du kan beregne dit brændstofforbrug, men du ved jo ikke, om dit forbrug ligger højt eller lavt ift andre brugere af samme model og med sammenligneligt kørselsmønster. Dén information er bestemt værdifuld.

Spritmonitor.de er nu tæt på. Man får godt nok det sammenlignelige kørselsmønster med ....

Jeg har en scangauge i den lille bil (smart fortwo) da den ikke har en kørecomputer som standard

Vil man forsøge at køre økonomisk er min at kunne aflæse det aktuelle forbrug. Det gør scangauge ret godt. Samtidig har jeg den til at vise rpm og kælevandstemperatur og l/100km på den aktuelle tankfuld: http://majland.org/blog/?p=254...=254

Der findes mindst en håndfuld lignende produkter.

Af de flotteste er nok softwaren REV til iphone.
http://www.devtoaster.com/prod...rev/
der undestøtter 3 forskellige ODB interfaces


10. mar 2010 kl 15:40

Rud Wacherhausen Wichmann

Hvilken 'periode' mon der tænkes på ?

"På den sikkerhedsmæssige front, vil systemet også indrapportere, hvis der eksempelvis er registreret en PERIODISK FEJL i ABS-bremserne på bilens højre baghjul."

Hvad med de resterende "ABS-bremser" på køretøjet og var det ikke bedre at få GPS til at foreslå nærmeste værksted ??


10. mar 2010 kl 16:04

Søren Hansen

Velkommen til Danmark...

Det var dog utroligt så positivt at nyt dansk koncept bliver taget imod.

Jeg giver jer ret i at der findes en masse fragmenterede løsninger derude, men som jeg læser det, handler det her om at samle en løsning og gøre den tilgængelig for alle og ikke bare for en flok nørder som os.

And i qoute..: »Man kunne måske forestille sig noget med, at det kommer til at fungere ligesom, når folk køber sig adgang til internettet, og får stillet hardware til rådighed af deres internetudbyder, hvorefter de så betaler et månedligt abonnement,« - jeg lugter gratis her i et vist omfang...

Jeg ser frem ihvertfald frem til at følge med i udviklingen af projektet.


10. mar 2010 kl 16:16

Morten Dalgaard

Ikke lige frem banebrydende

[qoute]Dansk-udviklet boks kan afsløre skjulte fejl som Toyotas speeder-problemer og vise bilens virkelige brændstofforbrug ved automatisk at indsamle data fra en masse biler og gøre statistikken tilgængelig på internettet
Alt den tekst kan i virkeligheden koges ned til "en datalogger", ikke?!

Det har været muligt at få dataloggere til biler i mange år! Jeg har arbejdet på skibe hvor man fra land kunne koble op direkte til motorernes dataloggere eller følge motorerne real time.

Jeg kan se det smarte i at kunne samle en database over mange biler - så kan andre bilister finde potentielle "mandagsbiler" på en mere objektiv måde end det er tilfældet i dag. Det må også være et godt værktøj for bilproducenterne der kan følge deres biler igennem hele bilens levetid. Derved kan man få et godt indtryk af hvordan bilen slides og hvilke potentielle problemer der går igen for en speciel bil - endnu bedre end man kan i dag.

Det største problem, som jeg ser det, er at få udbredt en sådan datalogger til tilpas mange biler til at man rent faktisk kan indsamle brugbare statistikker.
Bortset fra en forholdsvist begrænset skare af bilnørder (jeg selv inklusiv) tror jeg ikke at det er en ting den brede befolkning vil betale for. Specielt fordi alvorlige fejl som regel allerede påpeges i bilens instrumenter på langt de fleste nye biler - såsom en ABS-fejl som man alligevel ikke selv kan gøre noget ved.


10. mar 2010 kl 16:53

avatar

Knud Henrik Strømming

Måske mest for flådeejere

Nu er der jo ikke nødvendigvis en 1-til-1-til-1-overensstemmelse mellem ejer, operatør og bruger. Et firma, en offentlig organisation eller en delebilsordning med et større antal biler, er alle eksempler, hvor der helt oplagt kunne være idé i dataopsamling og automatiseret statistik og fejlovervågning, helt uden brugerinddragelse.


10. mar 2010 kl 19:01

Claus Overgaard

Re: Jeg tror ikke de bliver millionærer

1: fejl: hvis det er alvorlige fejl, lyser en advarselslampe. Hvis fejlen ikke er alvorlig, bliver den udlæst og checket ved næste servicebesøg.
2: skjulte fejl: hvordan kan denne mirakel-boks finde skjulte fejl? Hvis fejlen er skjult har OBD ikke noget at rapportere.
3: Brændstofforbrug:
a - fyld tanken op, noter kilometertal
b - kør normalt
c - fyld tanken igen når det er nødvendigt, noter kilometertal.
d - træk kilometertal 1 fra kilometertal 2 og del med antal liter ved anden tankning. Hvis du er hardcoreingeniør, så brug en HP-15C til dette.

MvH,

Bent.

Jeg må godt nok også indrømme at jeg har lidt svært ved at se det nye i den der kasse.
Jeg sidder faktisk og undrer mig over hvor kompliceret man kan gøre tingene, såsom at regne ud hvor meget bilen kører på literen.
Og undskyld mig hvis jeg er lidt for dum, men hvad er det lige jeg har brug for at vide omkring fejl på bilen som jeg ikke får at vide i forvejen via bilens advarselslamper og infodisplay.
Det her vist bare et projekt hvor der er gået lidt for meget ingeniør i det.


10. mar 2010 kl 23:00

Tomas Ussing

Venture case

Ja nu kan jeg se at projektet har fået en del tæv herover, men lad mig dog så levere et råd i fald I vil ud og hente venture kapital:

»Det er uudforsket land for os. Og det betyder, at vi bliver nødt til at prøve os frem. Vi ved som udgangspunkt ikke, hvordan visse fejlkoder ser ud.

Og videre:
Thomas Peter Berntsen har ikke noget endeligt overblik over, alle de anvendelses- og forretningsmuligheder, der er forbundede ved at indsamle bildataene

Udsagnene herover er den STENSIKRE vej til IKKE at få venture kapital, så enten bør I undlade disse udsagn i jeres eventuelle prospekt...eller også undlade at søge venture kapital overhovedet!!!


11. mar 2010 kl 09:55

Torben Nielsen

Projekter

Er der andre der sidder og udtænk nye projekter vil vi gerne i dette forum skyde det ned og latterliggøre det.

-Jo tidligere vi får sagen jo lettere bliver nedskydningen.


11. mar 2010 kl 10:11

Tomas Ussing

Re: Projekter

...vil vi gerne i dette forum skyde det ned og latterliggøre det...

Der er latterliggørelse for latterliggørelsens og selvhævdelsens skyld og så er der konstruktiv kritik! Alle kan have brug for et "reality check" - uagtet om du stiller op på Ing.dk med et teknisk projekt eller du stiller dig op og skråler i X-faktor ;-)


11. mar 2010 kl 11:05

Poul Petersen

Re: Re: Projekter

Det eneste nye er, at der vil sende datane til en central server. At udlæse data fra OBD2 kan talrige apperater i forvejen.

Oven i købet, siger de, at de ikke kender betydning af de forskellige fejlkoder, men disse ligger offentlig tilgængeligt på nettet for de fleste biler.

Dette virker som et projekt, hvor man ikke er i kontakt med virkelighed.

Hvis de var smarte tog de jo et eksisterende apperat, og kombinerede det med det nye, som er oplad til en server. Kombinerer de også med en GPS var der lidt mere nyt.


12. mar 2010 kl 10:31

dan poulsen

trådløst OBD-2 interface til Iphone

Hvis i har brug for lidt ideer til at udvide produktet med så kig på PLX Devices, de har et fantastisk koncept.

http://www.youtube.com/watch?v...eiM8

Jeg vil nødig virke som lysseslukker men jeg har svært ved at se hvad i vil med projektet som ikke allerede er dækket af http://www.plxdevices.com


12. mar 2010 kl 11:40

Michael Coene

Taxa centrale

monter WIFI på æsken og få det uploaded hvert gang Taxaen kører ind i centralen. Så kan Taxaselskabet vurdere chaufførens kørestil og forhindre taxa at køre ud hvis der er noget galt med dem. Men det kræver også en investering på serversiden, til at lave automatisk diagnose , alarmering og statistik!


18. mar 2010 kl 21:26

Brian Jacobsen

benzinforbrug

kan jo allerede aflæses her
Der er mange tusinde brugere der pligtskyldigt inkl mig selv angiver kørsels forbruget og min kørselsmønster, da der er mange biler danner det faktisk et realistisk data sæt som kommende bilkøberne kan tage for gode varer

Jep det er så min egen bil:

http://www.spritmonitor.de/en/...html


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.