Videnskabsministeren aflyser private universiteter
Den nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, lægger sin forgængers tanker om private universiteter på is, men lader en dør stå på klem.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) vil ikke "for nærværende arbejde videre med spørgsmålet om private universiteter".
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
»Der har på det seneste været debat om private universiteter. Debatten har været interessant og afklarende. Min konklusion er, at der ikke er fremkommet eksempler på udfordringer, som ikke kan håndteres inden for de formelle rammer, vi har i dag«.
Sådan skriver den nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) i et svar på et spørgsmål stillet af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.
Rektorernes formand, Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet siger til Information, at det er en klog beslutning:
»Vi kan fint bruge vores kræfter på noget andet, og private universiteter vil ikke bidrage med noget, vi andre ikke kan tilbyde i forvejen.«
Charlotte Sahl-Madsen slutter sit svar med ordene: »For nærværende agter jeg ikke at arbejde videre med spørgsmålet om private universiteter«.
Dermed lægger den nye minister afstand til sin forgænger, Helge Sander (V), der var en ivrig fortaler for private universister, men hun holder dog døren på klem for at kunne tage emnet op igen ved en senere lejlighed. Det kunne muligvis være, hvis ønsket kommer fra universiteterne selv.
Da Helge Sander i december lancerede tanken om, at eksempelvis IT-Universitetet kunne blive et privat universitet, sagde branchedirektør Tom Togsverd fra DI’s branchefællesskab for it, tele, elektronik og kommunikation til ing.dk, at tanken om private universiteter var født det forkerte sted.
»Hvis IT-Universitetet på baggrund af en seriøs markedsundersøgelse selv kommer og foreslår at blive et privat universitet, så støtter vi 100 procent op – ja faktisk 110 procent op. Men det skal ikke være noget, man sidder og rafler om et eller andet sted,« sagde han til ing.dk ved den lejlighed.






