Det danske vejskat-forbillede hænger i en tynd tråd
Holland har udskudt beslutningen om at indføre roadpricing med et nyt GPS-system, som den danske regering gerne vil kopiere, men er for kontroversielt til, at den nederlandske overgangsregering kan tage stilling til det.
Læs også
-
Ingeniørens tænketank: Tre simple tiltag kan knække bilernes CO2-kurve
-
Ingeniørens trafikpanel: Politikernes GPS-roadpricing er en naiv drøm
Læs mere om
Dokumentation
Det avancerede vejskat-system, som de danske politikere gerne vil kopiere, er blevet sat endnu et skridt tilbage.
Det hollandske parlament har udskudt beslutningen om at investere 40 milliarder kroner i et nyt, GPS-baseret system, som vil opkræve bilisterne gennemsnitligt 22 øre per kilometer vej, de lægger bag sig. Den pris skal stige til 50 øre per kilometer, når alle hollandske bilister er gået over til at betale kørselsskat.
Udskydelsen skyldes, at Hollands koalitionsregering brød sammen i februar. Landet er nu styret af en overgangsregering og venter på valg til juni. Indtil den tid kan særligt kontroversielle emner ikke stemmes igennem, skriver flere medier med udgangspunkt i den hollandske avis De Telegraaf.
Kørselsafgifterne er også i Holland et politisk betændt emne. Flere organisationer og partier kører målrettede kampagner for at få dem taget af bordet, mens regeringspartierne ifølge De Telegraaf beskylder hinanden for ikke at turde bakke afgiften op.
Avisen citerer nogle hollandske politikere for, at beslutningen er dødsstødet for landets roadpricing, mens andre mener, at der stadig er håb eller risiko for at gennemføre den, afhængig af deres udgangspunkt.
En ting er sikkert: Lilleputlandet de 16,6 millioner indbyggere har helt andre udfordringer med trængslen asfalten, end selv de mest forhærdede pendlere på Køge Bugt Motorvejen kender til. De bliver, påpeger en politiker, ikke løst, hvis roadpricing-projektet falder til jorden.
Holland har allerede tidligere udskudt indførelsen af de nye vejskatter, hvilket daværende skatteminister Kristian Jensen (V) benyttede som undskyldning for, at også de danske kørselsafgifter er udskudt - foreløbig på ubestemt tid. Også hollændernes første udskydelse havde dog administrative og ikke tekniske grunde.





