IBM-lys tidobler hastigheden i computerens interne kredsløb
Ny fotodetektor fra IBM anvender kendt princip, men øger hastigheden til 40 Gb/s og sænker spændingen til 1,5 V.
Det er IBM's forskere Fengnian Xia, Yurii Vlasov og Solomon Assefa fra Watson Research Center i Yorktown Heights i New York, der står bag den nye fotodetektor, der øger hastigheden og sænker spændingen. (Foto: IBM)
Multimedia
Video:
Ny fotodetektor speeder computerens interne hastighed op
Dokumentation
Tre IBM-forskere fra Watson Research Center i New York står bag en ny fotodetektor, der øger hastigheden og samtidig sænker spændingen.
I første omgang skal den nye fotodetektor anvendes til optisk kommunikation mellem de enkelte chip i en computer, hvilket kan være med til at øge ydeevnen mere end ti gange, uden at varmeudviklingen øges.
I en artikel, der offentliggøres i martsnummeret af tidsskriftet Nature, fortæller IBM, at man har genopfundet en fotodetektor, der bygger på det såkaldte "avalancheprincip" (lavineprincip). Det betyder, at den fungerer ved, at der i første omgang er en lysimpuls, der sætter gang i nogle få elektriske ladninger, der så, præcis som en lavine på en bjergskråning, frigiver flere ladninger.
IBM's gennembrud består dels i, at det er lykkedes at øge hastigheden til 40 Gb/s, hvilket er mere end ti gange hurtigere, end hidtil kendte fotodetektorer, der bygger på et lignende princip.
Samtidig er det lykkedes at sænke spændingen som chippen skal bruge til 1,5V, hvilket er væsentligt lavere end de 20-30V som disse fotodetektorer normalt anvender. Den lavere spænding betyder, at fotodetektoren umiddelbart kan anvendes sammen med integrerede kredsløb.
Endelig er det lykkedes IBM at fremstille fotodetektoren i germanium og silicium - materialer, der også anvendes i fremstillingen af mikroprocessorer, og derfor forventer IBM, at fotodetektorerne vil kunne fremstilles med det udstyr, der også anvendes til at producere andre halvledere.






