blogs kategori-billede

Labitat, vores hackerspace

Af Christian Panton,  onsdag 17. mar 2010 kl. 18:49

Lysten til at forstå og lege med teknologien vi omgiver os med drev i sommeren 2009 en gruppe mennesker til at starte en forening ved navn Labitat.

Vi vil stille ressourcer til rådighed, i form af udstyr og ekspertviden, der muliggør udvikling og prototyping i en række forskellige medier. Dette inkluderer de traditionelle virtuelle medier, men også i en højere grad medier der typisk er sværere at gå til for den uerfarne. Teknologisk avanceret udstyr som CNC-maskiner, 3D-printere og laserskærere, der er for dyre for de fleste privatpersoner, står højt på ønskelisten.

I udlandet kalder man sådan et sted for et hackerspace. Det vil vi også. Vi er bekendt med at ordet hacker har en anden klang i Danmark, men det er samtidigt også det eneste ord som er dækkende for hvad vi gør. Man kunne også kalde det en tinkerspace-fabrikationslaboratorie-computerklub. Men det bliver bare lidt for langt.

Vores interesser kredser om computere og elektronik. Ting som forbinder og oversætter imellem den fysiske og digitale verden. Labitat er for os en fysisk infrastruktur for udvikling af teknologiske projekter; et sted hvor folk med baggrund inden for områder som f.eks. IT, elektronik, mekanik og bioteknologi kan samarbejde, dele erfaring, og lave projekter på tværs af deres individuelle ekspertiser.

På H. C. Ørsteds Vej i København fandt vi et passende sted: 210 kvm kælder. Oprindeligt har der ligget en glarmesterforretning, men forskellige iterationer af diverse virksomheder betød at lokalerne var i ganske sølle stand da vi flyttede ind. Et opbrækket råddent gulv og et par hundrede liter maling senere, er vi nu klar til at lave noget lidt mere nørdet og sjovt end at spartle huller i væggen efter en dartskive.

Ideer og projekter er allerede talrige: Kan vi få en 350kg robotarm til at tegne eller spille på et instrument? Eller kan vi tage billeder fra en ballon i udkanten af atmosfæren, 30 kilometer oppe over Danmark? Og så vil vi afholde åbne workshops og kurser som skal være med til at udbrede viden og interesse for teknologi.

Og lad os bruge vores første post til den første efterlysning. Har du noget spændende elektronik, laboratorieudstyr, en gratis lasercutter eller andet som ville passe til Labitat, så skriv endelig i kommentarerne herunder.



17. mar 2010 kl 18:52

avatar

Rolf Ask Clausen

Hvor mange er I?

Velkommen til. Hvor mange medlemmer er der i jeres klub?


17. mar 2010 kl 20:07

avatar

Poul-Henning Kamp

Yay!

Så lykkedes det endelig!

Velkommen til Labitat & Christian!

Poul-Henning


17. mar 2010 kl 20:08

avatar

Christian Panton

Re: Hvor mange er I?

Tak! Vi er ca. 70 betalende medlemmer og dertil kommer 90 ikke betalende.


18. mar 2010 kl 08:12

jens gammeltoft

fantastisk!

længe har jeg ledt efter sådan noget!

har så mange små (og nogle halv store) projektor, men er så besværligt at lave ting i en 2 værelses lejlighed...

vil straks melde mig til når jeg engang kommer hjem!


18. mar 2010 kl 22:07

Niels Østergaard

Genialt!

Mon ikke der er basis for noget lignende i Århus og ikke mindst Aalborg!


18. mar 2010 kl 22:16

avatar

Christian Panton

Re: Genialt!

Århus er faktisk allerede igang: www.hackaarhus.dk

Og så kan jeg nævne at vi i weekenden holder arbejdsdag i dagtimerne, så der er rigelig mulighed for at kigge forbi.


11. jun 2010 kl 16:39

Bo Brændstrup

belysningskasse

jeg har en lyskasse til fotoprint I kan få.
Indbygget timer (1-150 sek.) og pumpe.
380x320mm apertur. 6 rør.
_ENKELTSIDET_ belysning.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.